‘For evigt’: Ambitiøs dansk sci-fi-satsning falder til jorden
Ulaa Salim er ikke bange for at tage chancer.
Det viste den danske instruktør allerede ved sin debutfilm ’Danmarks sønner’, der i 2019 buldrede ind i integrationsdebatten med en sprængfarlig skildring af radikaliserede unge muslimer og fremmedfjendske politikere efter et terrorangreb på Nørreport Station.
I sin anden spillefilm kaster Salim sig over noget så atypisk som en dansk science fiction-film, der både tackler klimakrise og kærlighedskvaler. Ligesom debuten, som skiftede hovedperson midtvejs, benytter ’For evigt’ sig af en ambitiøs fortællestruktur, der indebærer et markant spring i tid.
Handlingen starter med et jordskælv, som efterlader en lysende sprække i havbunden og accelerer de i forvejen faretruende globale klimaforandringer.
Sideløbende med dette finder de unge hovedpersoner Elias og Anita sammen. Deres relation udvikler sig fra et hookup til et seriøst forhold, men efter noget tid skilles de pludselig. Anita finder ud af, at hun er gravid, samtidig med at Elias får nyheden om, at han er kommet ind på en prestigefuld uddannelse på MIT. Hun får foretaget en abort, han rejser til USA.
15 år senere skal et hold videnskabsfolk på en skæbnesvanger (om end påfaldende underforklaret) mission for at lukke sprækken, og Elias er styrmand.
Da de nærmer sig sprækken i en futuristisk ubåd, sker der noget mystisk: I et skarpt lysglimt fra sprækken ser han scener fra det liv, han kunne have haft i dag, hvis han var blevet sammen med Anita. Det får ham til at tvivle på sine tidligere beslutninger og på det aftryk, han kommer til at sætte på verden.
Simon Sears indtager hovedrollen som Elias over for Nanna Øland Fabricus, bedst kendt som musikeren Oh Land, mens talenterne Viktor Hjelmsø og Anna Søgaard Frandsen optræder som karakterernes yngre udgaver. Alle spiller ret solidt, men alligevel føles filmens centrale kærlighedsdrama lunkent og fladt.
Måske skyldes det den forhastede start, som opridser forholdets begyndelse og abrupte brud på relativt få minutter. Følelserne når ikke at sætte sig. Derfor vækker det heller ikke stor empati, da Elias halvandet årti senere sætter sig for at plage sin ekskæreste om at blive del af hendes liv igen. Hans desperation leder til flere overilede beslutninger, og ikke alle fremstår lige troværdige.
»Tiden går hurtigere, end man tror, og hurtigere, end vi kan forstå«, siger Simon Sears undervejs i ’For evigt’, som tematisk tydeligvis henter inspiration fra et af nyere tids største science fiction-værker, Christopher Nolans 10-års-jubilar ’Interstellar’.
Det ville være uretfærdigt at holde den danske films visuelle effekter op mod det amerikanske forbillede, for her kommer den naturligt nok til kort. Scenerne ved sprækken er faktisk hæderligt udført, selvom man godt kan mærke, at der ikke har været budget til mange totalskud under vandet.
Desværre kommer ’For evigt’ bare også til kort på det dramaturgiske plan. Der er langt fra Coopers store afsavn til Elias’ bitre fortrydelse. Og mens hovedpersonen bevæger sig ud på et skråplan og mister interessen for sin mission, mister man som publikum også interessen for filmen.
Jeg tager alligevel hatten af for, at Ulaa Salim og resten af filmholdet har turdet prøve kræfter med sci-fi-genren, som vi herhjemme kun berører ganske sjældent. Nærmeste danske sammenligning er Max Kestners flotte, men ligeledes undervældende ’QEDA’ fra 2017, der også foregik i et klimakrisehærget Danmark.
Begge film tager sig selv meget seriøst og kan ikke bære ambitionerne. De kunne måske godt have brugt lidt af den uhøjtidelighed, ungdommelighed og genremæssige legesyge, som sidste års store danske overraskelse, sci-fi-slacker-komedien ’Det store glitch’, bragte til bordet.
Kort sagt:
Ulaa Salaims sci-fi-kærlighedsdrama ’For evigt’ mangler ikke ambitioner, men dramaturgisk falder filmen og dens hovedperson til jorden.