Rasmus Friis #1: 5 stjerner
Det er ikke hver dag, at jeg svømmer væk til en dansk film, men det gjorde jeg, da jeg så ’Qeda’. Jeg svømmede væk i Københavns kanaler, hvor veje engang skød frem, i billederne af ørkenstorme mellem grålige bygninger, parker udpint til ukendelighed og rådhustårnene i silhuet mod fremtidens nattehimmel.
Max Kestner, dokumentargeniet bag ’Rejsen på ophavet’ og ’Verden i Danmark’, tager os med på en virkelighedsflugt, som kun få instruktører med dansk pas kan begå.
Vi er i København, 2095. Globale klimaforandringer har hævet vandstanden og affødt en saltforurening så gennemgribende, at rent drikkevand er en sjældenhed. Menneskeheden stirrer mod udryddelse, og det samme gør efterretningschefen Fang Rungs datter, der aldrig har set påskeliljerne blomstre i foråret.
Derfor spalter Rung sig selv i to og sender sin ene halvdel tilbage til en grøn fortid, vores nutid, for at afværge klimakrisen. Det ser ud til at lykkes. Indtil han beslutter sig for ikke at vende hjem igen.
Og så må fremtids-Rung selv rejse tilbage i tiden for at hente ham.
Det kan virke fjollet, at Rungs skyggegænger slår lejr i fortiden, men det er en pointe, at spaltningen af menneskets bevidsthed ikke udmønter sig i to identiske væsner. Rungs jagt på Rung kan ses som en freudiansk brydekamp: Overjeget, der jagter – og forsøger at tæmme – id’et.
Og hvorfor overhovedet kere sig om mellemregningerne, når man kan lade sig dupere af en fuldbragt filmisk vision, en dystopi, der både er storslået og knugende? Kestners billedmagi og den anspændte lydside skider på janteloven og beviser, at man kan skabe fabulerende filmverdener for danske kroner.
’Qeda’ er ikke ’Blade Runner’, men at sammenligningen overhovedet melder sig, må betegnes som et hædersmærke.
Rasmus Friis #2: 3 stjerner
Er en kvadratmeter grønt græs nok til at udtvære mindet om sin døende datter?
Ja, lader konklusionen til at være i ’Qeda’, der ofrer karaktermotivationen på det spekulative tankespinds alter.
I ’Drømme i København’, ’Verden i Danmark’ og ’Rejsen på Ophavet’ betragtede Max Kestner distanceret menneskeskæbner i henholdsvis byen, landet og universet. Fremmedgørelsen skabte antropologisk filmmagi, der tvang tankerne på himmelflugt. Men i ’Qeda’, instruktørens spillefilmdebut, hjælper Carsten Bjørnlunds livstrætte mimik og fortællerstemme ikke, når man skal forstå, hvorfor han vælger fortidens farver, forelskelse og fornægtelse over sin syge datter.
Og så kan det snildt være, at billederne af København i vand til halsen bider sig fast på nethinden, men når Bjørnlund jagter Bjørnlund i en svunden tid, er det svært at se bort fra, at kun et tilfælde af fejlslagen logik har ført dem sammen.
Tidsrejse som halvering af bevidstheden er et vidunderligt påfund, men afsøgningen af Rungs krinkelkroge ender som et halvtamt tankeeksperiment, et opgør mellem flora og familie. Væk er den flyvske refleksion over universets anarki og orden, som gjorde ’Rejsen på ophavet’ til en nyklassiker.
Spørgsmålet er, om man skal se igennem fingre med manuskriptets skavanker, når Kestner og co. hæver barren for, hvad der kan lade sig gøre i dansk film?
En del af mig siger nej.