’Bridgerton’ sæson 3 del 1: Netflix-hitserien er efterhånden dødforudsigelig balsam for romantikersjæle
Elsker du opspændte bryster, markante bakkenbarter og populærkulturelle referencer og gentagelser, kan du glæde dig over, at ’Bridgerton’ er tilbage – og at det meste ved Netflix’ hitserie er, som det plejer.
Vanen tro gives hovedrollestafetten videre ved sæsonstart, hvorfor det ikke længere er Kate og Anthony – det sukkende par med fælles passion for kroket og cunnilingus – der er seriens omdrejningspunkt og øjne. Denne gang er det (endelig!) byens 1800-tals gossip girl Penelope Featherington/Lady Whistledown, skønt og sårbart spillet af Nicola Coughlan.
Ulykkelig over sin tilværelse som ung pebermø – og ustyrligt træt af at stå i skyggen af sine ubegavede søstre med Dupond og Dupont-energi – er hun gået all in på jagten efter en ægtemand. Det er ikke problemfrit, når man er kendt som det bedre borgerskabs ultimative wall flower, og når ens garderobe primært består af lavt selvværd og kjoler i citrusfarver.
Men men men … outfits kan udskiftes, og besnærende charme kan tillæres. Det forsikres af den nu dameomsværmede Colin Bridgerton (Luke Newton), der meget pludseligt ved en masse om kokethed og libido. For efter en slags Tour de Fiss på hesteryg er han hjemvendt til London som en Casanova med Johnny Bravo-hår og imponerende forførelsesevner, og han beslutter sig derfor for at hjælpe ’Bridgerton’s evige bænkevarmer med at finde en passende partner.
Det lyder umiddelbart cute og heltedådigt, men scoreskolen bliver hurtigt genstand for skamfuld sladder (karma much, Lady Whistledown?), og skulle du have glemt det, er den kære Penelope ’hemmeligt’ forelsket i Colin. Det er derfor halvumuligt for den følsomme hovedkarakter at koncentrere sig om eventuelle bejlere, når hun hele tiden skal glo på sin drømmemands flæseærmer og skarptskårne hage.
Og det tynger hende yderligere, at hun i forrige sæsons finaleafsnit overhørte ham omtale hende som u-kurtiserbar – et ’Stolthed og fordom’-motiv, serien nu officielt har tyndslidt.
Men som de fleste af os nok havde gættet, skal Penelope (som så mange andre uslebne og dårligt klædte diamanter) ikke gøre meget andet end at tilegne sig en anden frisure, før den unge Bridgerton gradvist åbner øjne, hjerte og bukser for hende.
Således er serien fortsat inficeret af det lettere trættende he likes me/he likes me not-tovtrækkeri, ligesom den er overfuld af længselsfulde blikke, undertrykte følelser og forholdsknusende hemmeligheder, der måske/måske ikke vil blive afsløret.
Mon ikke de gør. Bliver afsløret i seriens næste halvdel, altså. Og mon ikke de unge elskende nok skal klare det alligevel. Sådan har ’Bridgerton’ det med at være dødforudsigelig balsam for romantikersjæle.
Anderledes forfriskende er det da, at denne sæsons anden hovedrelation er den mellem Penelope og Eloise (Colins rebelske lillesøster), med hvilken Netflix-baskeren beskæftiger sig med søsterskab og kvindelige hjertebånd aka. patriarkatets største trussel.
Bevæbnet med en dyb, men konfliktfuld kærlighed til hinanden – og bevæbnet med skarpe tunger og endnu skarpere penne – er de to kvinder fortsat periodedramaets lettere karikerede feministiske modstandsfigurer.
Sammen med dele af seriens øvrige besætning understreger de, at ’Bridgerton’ ikke er bange for at gribe (meget forsigtigt) om identitetspolitiske spørgsmål, hvad end det drejer sig om repræsentation eller kønsroller.
Trods fløjlsblød indpakning forsøges der således nok engang at rette en generel kritik mod fortidige som nutidige begrænsende ideer om køn og kunnen, hvilket medfører et par sjove replikker vedrørende kvinders ikkeeksisterende ret til at arve og mænds hypereksisterende trang til at mansplaine.
De er desværre ikke sjove nok til at dække over seriens lidt kedelige svagheder. Disse inkluderer blandt andet over- og underspil, langtrukne storylines og et savn til ’Bridgerton’s oprindelige hovedrolle og diamant, Daphne, og hendes førsteelskende Simon Hastings, der meget vel kunne være Mr. Darcy og Chuck Bass’ svært betagende kærlighedsbarn.
Måske er de to manglende karakterer blevet trætte af at høre strygerversioner af moderne popmusik før os andre. Måske er de simpelthen blevet kvalt i kærlighedskvalm balsam og opspændte bryster. Eller også forstår de blot, hvornår man forlader ballet og succesen i tide.
Et lille tip: Vil de ikke kede os eller outstay their welcome, må de resterende karakterer enten totalsmadre ballet eller begynde at overveje deres exit.
Kort sagt:
Første halvdel af ’Bridgerton’s sæson 3 gør ingen fortræd, men er forudsigelig og kedelig.