Jodie Foster har spillet skuespil hele sit liv, og har vundet flere flotte priser for sine præstationer gennem tiden, heriblandt to Oscar-statuetter ud af fem nomineringer for ‘The Accused’ i 1989 og ‘The Silence of the Lambs’ i 1992. Begge for Bedste Kvindelige Skuespiller.
Til trods for det, så har skuespil egentlig aldrig været noget, som den i dag 61-årige amerikaner har haft den store kærlighed til. Det fortæller hun om i et større interview med skuespilkollegaen og navnesøsteren Jodie Comer i Interview Magazine.
»Jeg blev bare fanget i det, da jeg var tre år gammel«, fortæller hun og fortsætter:
»Jeg ville nok være blevet advokat eller universitetsprofessor. Det er bare ikke min vej. Så jeg elskede de tekniske sider ved filmskabelse, men jeg blev aldrig forelsket i skuespillet. Det var imod min natur, og jeg tror, det har gjort mig til en rigere person på grund af det«.
I samme interview fortæller Foster om sin tidligere tilgang til skuespil, hvor hun ville isolere sig selv fra de andre skuespillere. En metode, som hun i dag ser bort fra.
»Jeg har altid lavet film alene, hvor det kun handlede om min karakter, og hvor jeg ikke behøvede at forholde mig til de andre skuespillere. Efterhånden som jeg er blevet ældre, forstår jeg, at det var egoistisk af mig, jaloux på at beskytte noget, som jeg ikke ønskede at dele«.
»Nu lærer jeg at gå ind og sige, ‘Hvordan er vi sammen og dynamiske?’ I stedet for, at det hele handler om mig. Det har været så interessant, for nu møder jeg alle disse skuespillere, der gør alting anderledes«.
Jodie Foster startede ud med roller i Disney-film, før hun fik international anerkendelse for at medvirke i Martin Scorseses ‘Taxi Driver’ i 1976, som gav hende hendes første Oscar-nominering i en alder af blot 12 år.
Senest har hun medvirket i den nyeste sæson af krimiserien ‘True Detective’ med undertitlen ‘Night Country’, som Soundvenues Mikkel Medom gav 2 stjerner.