‘True Detective: Night Country’ har netop nået sin afslutning.
Selvom anmeldernes modtagelse af antologiseriens fjerde sæson har været blandet, må HBO være godt tilfredse med resultatet. ‘Night Country’ er nemlig ifølge Indiewire seriens mest streamede sæson.
Derfor har HBO også allerede fornyet serien med en femte sæson. ‘Night Country’-instruktør Issa López bliver ved roret i krimiuniverset, der oprindeligt blev skabt af Nic Pizzolatto, skriver Indiewire.
López, som både instruerede og skrev fjerde sæson, har bevist sit værd i en sådan grad, at hun nu har indgået en flerårig aftale med HBO, som hun skal levere ekslusivt indhold til. ‘True Detective’ sæson fem bliver altså en del af denne ordning.
»Issa López er det enestående, sjældne talent, der taler direkte til HBO’s kreative ånd. Hun styrede ‘True Detective: Night Country’ fra start til slut, hun vaklede aldrig fra sin egen prisværdige vision og inspirerede os med sin ukuelighed både på papiret og bag kameraet«, udtaler Francesca Orsi, der er chef for HBO’s dramaserier og film til Indiewire.
»Sammen med Jodie og Kalis (hovedrolleindehaverne Jodie Foster og Kali Reis, red) upåklagelige præstationer har hun gjort denne installation af franchisen til en enorm succes, vi er så heldige at have hende som en del af vores familie«.
Indtil videre er der intet nyt om castingen til femte sæson, ligesom en premieredato ikke er meldt ud.