Den originale skaber af ‘True Detective’, Nic Pizzolatto, har ikke lagt skjul på sin bitterhed over, at hans krimiseriefranchise er blevet revet ud af hænderne på ham.
Efter tre sæsoner af meget forskellig kvalitet gav HBO nøglerne til Issa López, der med ’True Detective: Night Country’ rebootede brandet med et mordmysterium i det mørkeste Alaska.
På sociale medier har Pizzolatto lystigt delt svinere af den nye sæson, og på et tidspunkt knyttede han kommentaren: »Can’t blame me«.
Om Pizzolatto har noget at have utilfredsheden i, er der meget delte meninger om. ’Night Country’ har høstet de højeste seertal i USA til nogen ’True Detective’-sæson, mens anmelderne generelt har været begejstrede. Modstanden online har dog været markant, og Soundvenues Mikkel Medom hørte til de kritiske røster i sin anmeldelse baseret på hele sæsonen.
Nu har finalen så ramt skærmen, og vi står derved alle tilbage med det fulde billede af serien, der fulgte de to politiefterforskere og dødsfjender Carol Danvers og Evangeline Navarro i deres forsøg på at opklare et mystisk massemord på en flok forskere under Alaskas over to uger lange mørke i december.
Her fik vi en (slags) forklaring på de mystiske hændelser, mens mange spørgsmål stadig flagrede efter seks timers lige dele tilfredsstillende og frustrerende fjernsyn.
Dette er vores bud på finalens højde- og lavpunkter.
Bedst: En rigtig morder
Serien flirtede kraftigt – og langt mere end det tidligere ’True Detective’ – med den overnaturlige horror, så både John Carpenter, ’Twin Peaks’ og Stephen King spøgte undervejs sammen med de spøgelser, der gik igen (sorry) i serien fra start til slut.
Jeg frygtede længe, at serien ville gå hele vejen ud ad den overnaturlige tangent og tilbyde en fullblown metafysisk (ikke-)forklaring på mordgåden. Men så grelt gik det heldigvis ikke.
Serieskaber Issa López har ganske vist i interviews efter finalen holdt det åbent, om de flygtende Tsalal-forskere rent faktisk blev mødt af et overnaturligt væsen eller blot af en god gammeldags lavine, da de blev sendt ud fra centeret af de hævngerrige rengøringskvinder.
Men jeg tillader mig at tro på den videnskabelige forklaring og så fortrøstningsfuldt til, da de hybrisflirtende mænd på jagt efter verdensomkalfatrende dna under isen blev overfaldet og afklædt af virkelige og ikke overnaturlige kvinder.
Når man som jeg helst vil have et ægte, tilfredsstillende punktum i krimiserier, der har opklaringsarbejde som omdrejningspunkt, hvis jeg ikke skal føle mig snydt, fungerede denne afsløring udmærket, i hvert fald på et tematisk niveau. Forbrydelsen var de lokale indfødtes desperates svar på en endnu større uretfærdighed.
Plotmæssigt var dette svar måske mindre velfungerende, da vi som seere kun havde et meget overfladisk kendskab til Bee og hendes forenede rengøringsfolk. Det reducerede det følelsesmæssige chok. Men i det mindste fik vi en jordnær forklaring.
Værst: Usammenhængende mumbo-jumbo
Når det så er sagt: Det overnaturlige mumbo-jumbo fyldte for meget i ’Night Country’ i forhold til, hvordan det i sidste ende blev brugt, og det virkede ikke, som om Issa López havde et klarsynet greb om, hvad spøgelseselementerne skulle i fortællingen, andet end at levere mystik og et par jump scares.
Når både Danvers, Navarro og snart sagt alle andre karakterer i serien så syner af de døde undervejs, må man som seer konkludere, at det var en virkelig ting i seriens univers. Men det virkede ikke helt, som om serien selv var nået frem til den konklusion. Og brugen af spøgelser virkede lemfældig – hvem var for eksempel det genfærd, der poppede op bag Navarro i researchcenteret, og hvad skulle det?
Bedst: Mørket!
Issa López har udtalt, at fællesnævnerne for ’True Detective’-sæsonerne er, at deres location er en hovedkarakter i sig selv. Louisiana i første, Los Angeles i anden og Arkansas i tredje.
Og man må sige, at det lykkedes den mexicanske filmskaber at gøre Alaskas lystørke til en selvstændig pointe i ’Night Country’. Den skildrede smukt det evige mørke som spejl af karakterernes moralske vildfarelser, og flere sekvenser i og under isen var guddommeligt velskabte. Da sollyset endelig trængte igennem til allersidst i finaleafsnittet, mærkede man det helt ind i knoglerne.
Værst: Tiden er en flad cirkel
»Time is a flat circle«, udbrød tilfangetagne Clark i sin afhøringsrant i det måske mest akavede callback i nyere tids seriehistorie. Fair nok, at Issa López gerne ville hylde Pizzolattos originale værk, men at lave en så åbenlys – og i konteksten komplet malplaceret – reference til første sæsons mest ikoniske og meme-ficerede replik var alligevel for tosset.
Også brugen af første sæsons mærkelige spiral var temmelig intetsigende. Hvad betød symbolet rent faktisk, hvorfor optrådte det de mest mærkelige steder, og var det i virkeligheden bare en appelsinskræl? Det var der ingen logisk forklaring på.
Seriens gentagne referencer til Tuttle-familien fra første sæson forekom også lemfærdige. Det virkede mest, som om López bare ville riffe på de velkendte ’True Detective’-træk for at gøre det. Vi kan godt anerkende et listigt easter egg, men der skal helst også være en mening med galskaben, når det bliver så gennemsyrende som i ’Night Country’.
Eller stiller jeg bare de forkerte spørgsmål?
Bedst: Priors fadermord
Juniorbetjenten Peter Prior, fornemt spillet af Finn Bennett, voksede på mig undervejs. Hans splittelse mellem arbejdet og familien og mellem mentoren Danvers og sin korrupte far var måske seriens mest behjertede psykologiske udvikling.
Det føltes både barskt og rigtigt at se ham vælge mentoren og skyde sit faderlige ophav ned i et fadermord af græsk-tragiske proportioner. Og det var vedkommende ambivalent at se ham modnes som betjent, mand og menneske ved at tage et drabeligt opgør med sit eget blod.
Værst: Tungen & slutningen
Selvfølgelig er det okay, at en krimi ikke besvarer alle spørgsmål, men ’True Detective: Night Country’ lod alligevel flere af slagsen hænge og blafre i vinden på en måde, der var svær at sluge.
En af de slemme var Annies afrevne tunge, som ingen ville vedkende sig at have revet ud. Skulle det have været Hank Prior, da han skilte sig af med liget? Skulle Tsalal-forskerne have stået bag den bestialske akt? Var det et spøgelse? Ingen af delene giver god nok mening til at retfærdiggøre den betydning, tungen er blevet tillagt i løbet af sæsonen.
Værst var dog slutningens tvetydige skildring af Navarro. For døde hun, eller døde hun ikke?
Navarro efterlader tandbørsten hos sin bolleven og isbjørnebamse plus Clark-bekendelse hos Danvers, og så går hun i let vintertøj ud over isen mod bjergene i horisonten, mens Danvers fortæller om, at nogle tager til Alaska for at finde noget, mens andre finder det – og siden i sin afhøring slår fast, at hun ikke tror, de vil finde Navarro ude på isen.
Det sker, efter Navarro tidligere har fortalt om, hvordan isen har kaldt på hende gentagne gange, og Danvers har udtrykt, at hvis hun vælger at gå ud på isen, så håber hun, at hun vender tilbage.
I de døende sekunder ser vi så Danvers og Navarro sammen i en hyggelig stund på terrassen, og spørgsmålet er således, om Navarro er borte og vendt tilbage som spøgelse, eller om hun – med sit nye indfødte navn – blot er taget ud for at finde sig selv i pagt med naturen.
Jeg tror på den sidste tolkning, men det var nu alligevel både frustrerende og lettere problematisk, at serien antydede det første. En vandring på isen har i serien hele tiden været ensbetydende med selvmord, så hvis den til sidst ville vise, at Navarro bare sætter afsted på en vandring for at finde sig selv, skulle den måske have valgt en, hvad ved jeg … vej. I stedet risikerede den at holde en tolkning om selvmordets forløsende kraft lovlig åben.
Bedst: Kali Rais
Men lad os slutte på en positiv note, også relateret til Navarro. For hvor var Kali Rais dog et fund i rollen.
Den 37-årige mesterbokser har tidligere høstet roser for sin første skuespilrolle i filmen ’Catch the Fair One’, hvor hun spillede netop en bokser.
Men denne gang var hun på mere ubetrådt grund, og hun lykkedes fornemt med at balancere Navarros barske ydre og kynisme med glimt af stor sjælelig desperation.
Kali Rais’ kæmpe karisma bar mange af selv seriens ujævne scener, og det skulle undre mig meget, hvis hun ikke lander en rigtigt solid Hollywood-karriere i kølvandet på ’True Detective: Night Country’s succes.