Søndag aften spillede French Montana til festivalen Beach Please i Rumænien, og her havde han en gæstestjerne med på scenen. Men det var ikke en af de mange rappere, der gæstede årets festival. I stedet var det den kontroversielle influencer Andrew Tate, der netop er bosiddende i Rumænien.
Ifølge Tate selv, er omtrent 40 procent af årsagen til, at han er bosiddende i Rumænien, at deres lovgivning omkring voldtægt og seksuelle overgreb er mere lempelig end i andre lande. Trods dette venter Tate dog for tiden på rettergang i Rumænien efter sigtelser for menneskehandel og voldtægt.
Da French Montana hev Tate på scenen, sagde rapperen: »Lav noget fucking larm for min bror Andrew Tate! Vi lavede en podcast. Jeg er den første rapper til at lave en podcast med min bror, one time. Men Rumænien elsker dig, min bror!«
Senere fik Tate mikrofonen. Til lyden af et entusiastisk publikum, der råbte Tates kælenavn, Top G, sagde han: »Lyt nu her. Jeg ved at alle har det sjovt. Men jeg vil lave en lille smule arbejde. Jeg vil sætte en verdensrekord. Jeg vil lave den største ‘Escape the Matrix‘ i verdenshistorien. Så efter jeg tæller til tre, så går det ‘Én, to, tre, escape the Matrix‘. Men hvis man ikke skriger det, som om man mener det, så kommer man ikke til at undslippe den«.
Herefter talte han ganske rigtigt ned og fik publikum til at råbe »Escape the Matrix«. Både introduktionen af Tate og »Escape the Matrix«-sekvensen er fanget på video og kan ses forneden.
French Montana har ligesom Tate været sagsøgt for voldtægt. I 2020 blev han i et søgsmål anklaget for at begå seksuelt overgreb på en kvinde, mens hun ikke var tilstrækkeligt ved sin bevidsthed eller i stand til at give samtykke. Søgsmålet sluttede med at de to parter indgik et forlig i 2022.