’The Matrix’-trilogien er dybt misforstået – og står stærkere i dag end nogensinde før

For over 20 år siden revolutionerede Wachowski-søstrene Hollywoods blockbusterformat med deres blot anden spillefilm, ’The Matrix’. De to stortanlagte efterfølgere har derimod begge ry for at være fæle skuffelser, men et andet billede tegner sig i dag. Op til Lana Wachowskis kommende ’The Matrix: Resurrections’ ser vi den gamle trilogi efter i sømmene.
’The Matrix’-trilogien er dybt misforstået – og står stærkere i dag end nogensinde før
'The Matrix Reloaded'. (Foto: PR)

Hvad er the matrix

Det er spørgsmålet i kernen af mesterværket af samme navn. Da Lawrence Fishburnes oprørsleder Morpheus stiller spørgsmålet til den udvalgte Neo (Keanu Reeves) i filmen, svarer han selv på spørgsmålet: Det er en simulation, skabt for at opretholde kontrol, så menneskene fanget i the matrix kan reduceres til batterier brugt af de herskende robotter i en fjern mareridtsfremtid.

I den virkelige verden er svaret på spørgsmålet også lidt af en mundfuld. I hvert fald når man formulerer det sådan her: Hvad er ’The Matrix’? 

Så lad os tage den fra starten. I 1999 udkom cyperpunk-blockbusteren ’The Matrix’ til enorm kritisk og kommerciel succes. Kontormusen og hackeren Thomas Andersen finder ud af, at hverdagen, han kalder virkelighed, blot er en illusion. Da han tager den røde pille, vågner han op som supermennesket Neo til kamp mod det system, der trælbinder hele menneskeracen, sammen med modstandsbevægelsen ledet af de radikale oprørerer Trinity (Carrie-Anne Moss) og Morpheus. 

Instruktørerne Lana og Lilly Wachowski trak på inspiration fra japansk animation, wuxia-film og Hong Kong-action og revolutionerede Hollywoods filmsprog med deres brug af slowmotion bullet time samt et handlingsforløb, der var lige så bekendt med James Camerons sci-fi-værker fra 80’erne som med Sartre og Baudrillards eksistentielle filosofier.

Keanu Reeves som Neo i ‘The Matrix’. (Foto: PR)

Men i 2003 ekspanderede ’The Matrix’ sig til et tværmedielt imperium. Animeantologien ’The Animatrix’, videospillet ’Enter the Matrix’ og de to efterfølgere ’Reloaded’ og ’Revolutions’ blev alle udgivet inden for få måneder. Fælles for dem var, at de fortalte den videre historie om menneskenes kamp mod maskinerne og det diabolske program Agent Smith (Hugo Weaving) inden for og uden for the matrix. Især de to efterfølgere blev dog kritiseret for at være pompøse, sløsede og ulidelige med deres lange actionsekvenser og tåkrummende prætentiøse, faux-filosofiske monologer.

Med det in mente kan man undre sig over, hvorfor vi nu kan se frem til endnu en efterfølger i form af ’Resurrections’, som Lana Wachowski står bag alene, og som efter et helt år med covid-forsinkelser står klar på plakaten 22. december. 

Naturligvis prøver Hollywood for tiden at mikrobølgeopvarme alt, de kan få deres fedtede fingre i. Alligevel føles denne udgivelse anderledes end endnu et sjæleforladt reboot. 

Men før vi kan forstå hvorfor, bliver vi nødt til at forstå den originale ’The Matrix’-trilogi. Og hvorfor filmene både enkeltvis og samlet den dag i dag står som nogle af de mest misforståede film inden for den sidste generation af blockbustere.

Superhelt eller fanatisk terrorist?

De fleste hobbyfilosoffer og filmbros har fra dag ét brugt ’The Matrix’ som en endeløs blærerøvsøvelse i referencer. 

Vidste du, at man i starten af filmen kan se et eksemplar af Simulacra & Simulation? Og at det, jævnfør Wikipedia, er et filosofisk værk om simulerede konstruktioner og symboler? Når Cypher siger »Buckle your seatbelt Dorothy, ’cause Kansas is going bye, bye«, er det en reference til ‘The Wizard of Oz’. Neo er et anagram for One, og han er – ganske rigtigt – den udvalgte. 

Alle disse små easter eggs er sjove nok, men de fjerner ofte fokus fra filmens egentlige politiske, radikale tematikker. Tilbage i gymnasiet fortalte min filosofilærer således klassen, at actionscenerne i ’The Matrix’ let og elegant kunne springes over, da de ingen konsekvens havde for dens filosofiske ideer.

Det er – i al respekt – noget vås. Filmens overnaturlige wire-action ligger i direkte forlængelse af ideerne om kropslig autonomi og fri vilje. Morpheus, Neo og Trinity kan manipulere tid, tyngdekraft og styrkeforhold, fordi de har indset en fundamental sandhed om deres krop i the matrix: Den er ikke ægte. Som et barn bemærker til Neo i en af filmens mange ikoniske scener: »Der er ingen ske«.   

‘The Matrix’ (Foto: PR)

I ’Reloaded’ og ’Revolutions’ giver det derfor også glimrende mening, at trioen efterhånden bliver stærkere og stærkere. Deres tro på oprøret styrkes konstant. Således er det bedste øjeblik i ’Reloaded’ også, da Morpheus vælger at tage kampen op mod en agent, der i ’The Matrix’ lagde ham fladt ned uden problemer. 

Uden actionelementet ville Neos oprør mod systemet heller ikke give meget mening. Oprørsgruppen, han involverer sig selv med, er ikke en flok gråhårede sofafilosoffer, der vægter vigtigheden af arbejdernes uundgåelige oprør mod deres mestre. De er voldelige terrorister drevet af blind fanatisme. Morpheus forklarer Neo, at deres mål er at frigøre alle mennesker fra the matrix. Men så længe de ikke er frigjort, er de en del af systemet og må derfor anses for at være fjenden. Filmens klimaks er sågar bombningen af en statsbygning. 

I dag er blockbustere hovedsageligt tro mod autoriteterne. Captain Marvel er en girlboss/jetpilot, mens din glade nabo Spider-Man har adgang til droneteknologi. 

’The Matrix’ er derimod en rasende kamp imod statsapparatet, som vores helte gør alt, hvad der står i deres magt, for at brænde til grunden. Eksisterede Neo i MCU, ville han karakteriseres som en farlig terrorist og skurk. 

Fra Matrix til MAGA

I forlængelse af den tanke giver det måske mening, at den mest kendte og udbredte misforståelse omkring den originale ’The Matrix’ indebærer den lille røde pille, der vækker Neo fra sin Platon-hule og radikaliserer ham til kamp imod the man

I 2013 på Reddit-forummet ’The Red Pill’ delte mænd tips og tricks til, hvordan man kunne manipulere sig til sex. Som altid i højredrejede fringe-grupper udbredte memet sig til at beskrive mænd, der havde overbevist sig selv om, at samfundet blev ødelagt af onde feminister, immigranter og woke cancel-kultur, og at den hvide mand udsættes for et usynligt folkemord. I løbet af 10’erne spredte ideen sig som en steppeild fra MAGA-entusiaster over incel-forummer til QAnon-konspirationsteoretikere.

‘The Matrix’ (Foto: PR)

Det er blevet brugt i sådan en grad, at udtrykket at blive pilled i dag komplet har mistet sin brod og blot betegner folk, som er meget entusiastiske omkring en specifik interesse eller genstand.

‘The Matrix’ er ikke det eneste medie, som fascister og misogyne mandebørn har approprieret til at passe ind i deres egen sygelige lille dødskult. Værker som George Orwells ’1984’ og Pink Floyds ’The Wall’ er gennem tiden blevet udsat for lignende mistolkninger af alverdens højreekstremister. 

I ingen af tilfældene giver disse fortolkninger mening. Og her er det altid let at pointere, at ’The Matrix’ er instrueret af Lana og Lilly Wachowski. Ved premieren i 1999 blev de beskrevet i offentligheden som brødre, men i dag ved vi ud fra interviews og offentlige optrædener, at de begge er transkvinder. 

Lana (t.v.) og Andy, nu Lily, (t.h.) Wachowski. (Foto: Murray Close/Warner Bro.)

Til trods for det faktum bliver mange – kritikere såvel som publikum – fortsat ved med at kalde dem brødre eller blot søskende ud fra ideen om, at de ikke officielt var sprunget ud, da de instruerede filmen. Måske fordi de ikke ved bedre. Måske ud fra et implicit eller eksplicit behov for at usynliggøre to af de mest indflydelsesrige transpersoner i underholdningsindustrien. 

Men ’The Matrix’ giver langt mere mening ud fra en trans-læsning. 

Den bedste skurk

Der er åbenlyse indikatorer overalt i ’The Matrix’. 

Karakteren Switch, som kæmper side om side med Neo og Trinity, var oprindeligt tiltænkt at skulle spilles af to forskellige skuespillere med forskelligt køn inden for og uden for the matrix. Mange transpersoner har bemærket, at den røde pille i 1999 også var farven på østrogen-hormonpiller. Og så er der detaljen, at Neo og de andre oprørere ved realisering af deres sande jeg alle skifter deres fødenavn ud med et selvvalgt navn.

Ud fra den tolkning bliver de umiddelbart uovervindelige agenter, som Neo kæmper imod, ikke repræsentanter for den demokratiske stat, men for et voldeligt statsapparat, der undertrykker, lemlæster og myrder marginaliserede grupper. 

Keanu Reeves og Carrie-Anne Moss i ‘The Matrix’. (Foto: PR)

Da agenterne først fanger Neo i deres spind, nøjes de ikke med at afhøre ham. I en modbydelig bodyhorror-scene stjæler de hans evne til at tale og misbruger ham seksuelt i et ekstremt grafisk billede, hvor et fallisk objekt penetrerer hans navlehul, mens han holdes nede af agenter.  

Den eneste, der nægter at kalde ham ved hans valgte navn Neo, er ikke overraskende seriens antagonist Agent Smith, der i løbet af efterfølgerne mere og mere bidsk spytter ordene »Mr. Anderson« ud som giftpile. Ikke ulig, hvordan transfober bliver ved med at kalde transfolk ved deres fødselsnavn og -pronomener. 

Neo og Agent Smiths endelige kamp i ’The Matrix’ foregår endvidere på en metrostation, hvor Agent Smith presser Neo mod skinnerne, mens et tog nærmer sig. Den scene får et ekstra lag af patos, da Lana Wachowski i sin takketale til HRC-prisuddelingen i 2012 fortalte om et nærselvmordsforsøg på en metrostation, efter hun havde følt en enorm dysfori hele sit unge liv.

Men det er især i de to efterfølgere, at Agent Smith bliver nøglen til at forstå de magtstrukturer, som Wachowski-søstrene kritiserer. Efter Neo genoplives og tilintetgør Smith i slutningen af ’The Matrix’ sættes agenten fri fra det system, han tjener. 

‘The Matrix Revolutions’ (Foto: PR)

Som den parasit og virus, han beskriver menneskene som i sin monolog til Morpheus i ’The Matrix’, inficerer han i ’Revolutions’ hele matrix-systemet og genskaber det i sin egen golde virkelighed. Om end efterfølgerne udkom, 10 år før red pill-fanatikerne begyndte at vise sig på internettet, er Agent Smith netop det indbildske fascistoide monster, som blot vil bruge sin frihed og nyvundne magt til at skabe mere kontrol i sit eget billede.

Hugo Weaving sælger den desperate mani med glorværdigt overspil, som bliver mere og mere patetisk og operaagtigt i løbet af ’Reloaded’ og ’Revolutions’. Han er muligvis den bedste skurk i et Hollywood-værk, netop fordi han er den perfekte antitese til heltenes frihedskamp. 

Men han er ikke det eneste aspekt af de ellers forhadte efterfølgere, som hjælper med at genkontekstualisere ’The Matrix’ i dag.

Lidenskabelig revolution

Én scene er mere afgørende end nogen anden i ’The Matrix’-trilogien. Og det er den ene scene, som alle hader. 

The Architect introduceres i klimakset til ’Reloaded’ som the matrix’ alfaderlige skaber. I en film, som byder på biljagt med tvillingespøgelser, hede kys med Hades’ kone Persephone og slagsmål med hundredvis af Agent Smiths, slutter filmen med en fem minutter lang monolog om den frie vilje.

Og det er absolut fænomenalt. The Architect trækker gulvtæppet væk under Neo såvel som publikum, da han afslører, at frelserfiguren blot er den sjette version af The One. Neo er en glitch i the matrix, som er designet til at give mennesket en illusion om frihed. Det er på sin egen vis en genial dekonstruktion af den første films tomme løfte om revolution. ’The Matrix’ er radikal, ja, men den er ikke desto mindre en del af det samme kapitalistiske system, som Wachowski-søstrene kritiserer.

‘The Matrix Reloaded’ – The Architect (Foto: PR)

De to efterfølgere bør derfor forstås som ét enkeltstående værk, der i en metaleg med den første film fungerer som en diskussion af, hvordan man overhovedet kan opnå frihed i et system, der er skabt til at opretholde total kontrol igennem netop behovet for autonomi.  

Svaret findes i den enorme kærlighed, der strømmer mellem hovedpersonerne. Neo og Trinity bruger hele første akt af ’Reloaded’ på at finde et privat øjeblik, så de kan kneppe, til solen eksploderer. Morpheus’ fanatisme er drevet af en blind tro og kærlighed til Neo og det løfte, han repræsenterer. Og da den sidste menneskeby Zion introduceres, er det i et hedt danseorgie, hvor våde kroppe gnider sig op ad hinanden som musikvideoen til St. Vincents queer-mesterværk ’Slow Disco’. 

Fik jeg nævnt, at ’Reloaded’ og ’Revolutions’ er to af Hollywoods mest lidenskabelige, erotiske film?

Neo og Trinity i ‘The Matrix Reloaded’ (Foto: PR)

Kødets lyst står i kontrast til The Architects kyniske, akademiske monolog om behovet for kontrol og Agent Smiths ensomme, desperate enetale i slutningen af ’Revolutions’, hvor han igen og igen frustreres over Neos fortsatte kampgejst til trods for hans totale nederlag.

Det står i komplet kontrast til den moderne blockbuster, hvor heltene kæmper for at opretholde status quo snarere end for kærlighed til deres nærmeste – og som for det meste er lige så lidenskabelig som en ugegammel leverpostejmad.

Derfor er det bestemt også værd at se frem til ’The Matrix: Resurrections’, der ud fra trailere og teaser-spillet ’The Matrix: Awakens’ igen virker til at lege med vores forståelse af den virkelighed, de originale film præsenterede os for. 

Og efter 20 års tolkninger og mistolkninger af ’The Matrix’-trilogiens ambitiøse ideer er det om ikke andet på høje tid, at Lana Wachowski igen selv får teten.   

’The Matrix: Ressurrections’ får dansk premiere 22. december.

    

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af