I maj blev en ny ‘Dexter’-spinoff, der følger den godhjertede seriemorder Dexter Morgan i sine unge år, annonceret.
Nu er første forsmag på ‘Dexter: Original Sin’ blevet offentliggjort i form af en håndfuld stillfotos, skriver Deadline.
På billederne, som du finder i bunden af denne artikel, ser vi Patrick Gibson som Dexter, Christian Slater som hans far Harry og Molly Brown som søsteren Debra. Vi ser også Dexter i morderisk vigør – bøjet over en person, der er bundet fast med film til et plastikdækket bord.
Den nye serie foregår i 1991, 15 år før ‘Dexter’. Her mærker hovedpersonen trangen til at slå ihjel, hvorfor han med hjælp fra sin far træner sig selv i at blive seriemorder med et moralsk kodeks – han dræber kun mennesker, som har fortjent det. Samtidig starter han i praktik som kriminaltekniker hos Miami Metro Police Department.
Clyde Phillips, hovedforfatteren bag den originale serie samt spinoff-serien ‘Dexter: New Blood’ fra 2021, vender tilbage til universet i ‘Dexter: Original Sin’.
En premieredato er endnu ikke annonceret.