Snehvide som hundeteater vinder ved dansk filmfestival – se alle OFF-prisvinderne

Snehvide som hundeteater vinder ved dansk filmfestival – se alle OFF-prisvinderne
'Sit.play.stay' kåres som bedste danske kortfilm ved OFF. (Foto: OFF)

Den seneste uge i Odense har stået i kortfilmenes tegn med 147 kortfilm på programmet til Odense International Film Festival – OFF.

Nu har de forskellige juryer udvalgt de vindende film i konkurrencens fem forskellige kategorier.

Der uddeles en pris for bedste danske kortfilm, internationale kortfilm, animerede kortfilm, dokumentarkortfilm og ungdomskategorien, der udvælges af en ganske særlig jury i form af en odenseansk ottenklasse.

Derudover indstilles fem af programmets titler til videre at dyste om en Robert-statuette. Det drejer sig om ‘Companion’ af Nivetha Balasubramaniam, ‘En Anden uden Mig’ af Emilie Fabricius Hacke, ‘En Undersøgelse af Empati’ af Hilke Rönnfeldt og ‘Seeking Hwa Sun’ af Sandra Yi Sencidiver og ‘Wild Child’ af Sif Lina Lambæk.

‘En Undersøgelse af Empati’ vandt desuden for bedste danske kortfilm.

Den bedste danske dokumentarkortfilm er Cecilie Flyger Hansens ‘Sit.Play.Stay’, der udforsker forholdet mellem menneske og dyr på en helt speciel måde – nemlig via ‘Snehvide og de syv små dværge’ som teaterstykke.

Den internationale pris gives til familiedramaet ‘Crust’ af tyske Jens Kevin Georg. Dertil udpeges også en kortfilm, der kvalificeres til bedømmelse hos det Europæiske Filmakademi – i år blev det svenske ‘The Film That Might Be’, mens publikumsprisen gik til Jonas Robstad Nielsen og Magnus Axelsens ‘Kolde hænder’.

‘Puddle’ udpeges som årets bedste animerede kortfilm. Den er instrueret af Maria-May Backhaus Brown og Mads Theodor Bonde og handler om en lille pige, der kæmper for at få sin fars opmærksomhed.

I dokumentarkategorien vinder ‘Leila’, der er instrueret af svenske Fariba Haidari, men følger den 64-årige transkønnede skolelærer Leilas liv i det strenge afghanske samfund.

Ungdomskonkurrencens vinder er Gustav Werners ‘Sprællemanden’, der handler om drengen Alexanders oplevelse med at gå til psykolog. En af filmens unge skuespillere Elias Budde Christensen er blevet tildelt prisen for Bedste Danske Skuespiller på festivalen.

Der er blevet uddelt i alt 12 priser, og du kan se alle vinderne på OFF’s hjemmeside.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af