Saoirse Ronan har med sine 30 år, over 30 roller og fire Oscar-nomineringer et ganske prangende CV.
Dog betyder det ikke, at hun ikke har misset roller med stor ærgrelse til følge. Den store the one that got away-rolle delte hun for nylig i et interview med Jimmy Kimmel i ‘Jimmy Kimmel Live’.
Tilbage da de skulle bruge en irsk pige til at spille rollen som Luna Lovegood i ‘Harry Potter og Fønixordenen’ i 2003, aflagde Saoirse Ronan nemlig prøve, men uden held.
»Jeg gik efter rollen som Luna Lovegood i ‘Harry Potter’ for mange år siden, og fordi det ligesom var den irske karakter, så fik de alle, der var irske til at komme – halvdelen af Irland kom ligesom til audition – og jeg vidste, jeg ikke ville få den, fordi jeg var for ung, men jeg fik lov til at læse en scene, der skulle være med i Harry Potter, og det var det sejeste nogensinde«.
I stedet gik rollen som bekendt til Evanna Lynch, der spillede rollen som den halvskøre Luna Lovegood i hele filmserien. Hvor Ronan kun var ni år, var Lynch 12 og derfor noget tættere på karakterens alder, der i bogserien skal forestille at være 14 år, da hun først dukker op i den femte bog.
Ronan er snart aktuel i indiedramaet ‘The Outrun’, der allerede rygtes at kunne score hende en femte Oscar-nominering. Filmen er dog endnu ikke annonceret til dansk premiere.