Kritikerne var vilde med misbrugsdramaet ’The Outrun’, da filmen fik premiere på Sundance-festivalen tilbage i januar.
Særligt hovedrolleindehaver Saoirse Ronans præstation fik stor ros og var bidragende til, at filmen blev en af de mest hypede titler på festivalen. Nu er der landet en trailer fyldt med naturskønne skud fra det skotske landskab.
I ’The Outrun’ spiller Ronan kvinden Rona, der vender tilbage til sit barndomshjem på de skotske Orkneyøer efter mere end et årti i London. Hendes vilde liv i den britiske hovedstad sendte hende ud i et misbrug og senere et ophold på en afvænningsklinik. I forsøget på at hele og forene sig med det sted, hun voksede op, konfronteres hun med sin problematiske fortid og traumatiske barndom, hvilket konstant tester hendes afholdenhed.
‘The Outrun’ er baseret på Amy Liptrots selvbiografi af samme navn. Liptrot har skrevet manuskriptet i samarbejde med tyske Nora Fingscheidt, der instruerer filmen. Fingscheidt har blandt andet har stået bag den kritikerroste ’Systembryder’ (en af 2020’s bedste film ifølge Soundvenue). På rollelisten ses også Paapa Essiedu, der havde en hovedrolle i den anmelderroste ’I May Destroy You’.
Filmen lander i Storbritannien 27. september, men der er fortsat ingen dansk premieredato.