Tre weekend-anbefalinger: Det er umuligt ikke at blive fascineret af Lil Nas X bag kulissen

Vi guider dig gennem det uoverskuelige streaming- og biograffarvand ved at pege på tre film/serier af høj kvalitet, der dominerer samtalen lige nu og her – eller burde dominere den.
Tre weekend-anbefalinger: Det er umuligt ikke at blive fascineret af Lil Nas X bag kulissen
'Lil Nas X: Long Live Montero'. (Foto: HBO Max)

1. Streaming: Filmen om Lil Nas X

Hvordan bliver man Lil Nas X? Hvordan er man Lil Nas X?

Der er mange ting, der er så imponerende ved den 25-årige rapperhybrid, at det er svært ikke at lade sig fascinere.

HBO-dokumentaren ’Lil Nas X Long Live Montero’ giver indblik i den meme-savy og grænsesprængende musiker såvel som mennesket bag: Montero Lamar Hill.

Selv hvis filmen ikke formår at følge med det hæsblæsende tempo, Lil Nas X lægger for dagen i sin musik og persona, er kunstnerens historie både interessant, relevant og catchy.

’Lil Nas X: Long Live Montero’ kan lejes på Blockbuster, Viaplay og SF Anytime og Apple TV.

‘Hit Man’. (Foto: PR)

2. Biograf: Lejemorder for sjov

Det bliver ofte voldsomt fjollet, når krimi og komedie skal gå op i en højere enhed. Og fjollet er Richard Linklaters undercover-romcom ’Hit Man’ også, men på den gode måde.

Her er instruktøren bag ’Boyhood’, ’Before’-trilogien og ’School of Rock’ genforenet med skuespilleren Glen Powell, som havde hovedrollen i den (i manges optik undervurderede) collegefilm ’Everybody Wants Some!!’.  

Vi følger en monstrøst kedelig psykologiprofessor, der finder spræl i tilværelsen, da han i politiets tjeneste går undercover som et hav af forskellige lejemordere og forelsker sig hedt i en af sine kunder.

»Det er ikke banebrydende filmkunst, men alligevel tilpas poserende intellektuelt til, at man kan tage i biografen med din kæreste, le højt og stadig føle sig klogere end alle de andre«, skriver Soundvenues Thea Torp i sin femstjernede anmeldelse.

’Hit Man’ kan ses i biografen.

‘Den sorte svane’. (Foto: TV 2)

3. Streaming: Dokumentaren alle taler om

Tirsdag landede Mads Brüggers nye afslørende dokumentar ’Den sorte svane’ med et omfattende overvågningsarbejde og et once in a lifetime-scoop i kilden Amira Smajic. Den har siden været så omdiskuteret, at det allerede føles som et andet liv.

Soundvenues filmredaktør kalder den »Operation X på steroider« og giver fem stjerner.

Og det er rigtigt nok en tur rundt i momskarrusellen, man sent glemmer.

Over fem timer mister man nemlig på hæsblæsende vis sin tiltro til almindelig retskaffenhed. Hele affæren er en både nervepirrende, fascinerende og frygtelig historie om rockere, topadvokater og finanssvindlere i julesweatre, der drøfter kriminalitet henover wienerbrød og kylling-karry-sandwiches, mens de skiftevis udveksler høfligheder, krammere, dødstrusler og mordplaner.

’Den sorte svane’ kan ses på TV 2 Play.

Set det hele? Tjek sidste uges weekend-anbefalinger.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af