’Den sorte svane’: TV 2’s dokumentarbrag er Operation X på steroider – trods enkelte svagheder
Der er blot gået to dage, siden vi for første gang hørte om TV 2’s kontroversielle guldæg af en dokumentarserie, ’Den sorte svane’.
Mandag kom historierne om, hvordan seriens egen hovedperson havde prøvet at stoppe lanceringen, tirsdagens premiere i forkøbet, og her onsdag føles det, som om den opsigtsvækkende dokumentar allerede har været igennem adskillige mediecyklusser.
To advokater og en erhvervsmand er blevet fældet, der sættes spørgsmålstegn ved det forsvarlige i, at TV 2 overhovedet har sendt serien på gaden, og diskussionen om statsapparatets betændte sår er skudt i gang.
Et sjældent mediebrag, der fik mig til at frygte, om dokumentaren i sig selv ville føles som en storm i et glas vand, når man allerede havde læst overskrifterne.
Indtil jeg så de fem afsnit ved selvsyn.
Skulle man have misset dækningen af ’Den sorte svane’, er omdrejningspunktet erhvervsjuristen Amira Smajic, der har specialiseret sig i at vaske sorte (blodrøde?) penge hvide for nogle af landets største kriminelle grupper. I sin storhedstid kunne hun bryste sig af både at have Hell’s Angels, Bandidos, LTF og Satudarah på kundelisten – og at være deres bindeled til mere etablerede dele af Danmark som forretningsmænd og advokater.
Det er Mads Brügger, der har fået kontakt til Amira Smajic, og som tager den sjældne fugl af en kilde med til TV 2, fordi hendes afsløringer kræver et stort bagland af journalister, jurister og sikkerhedsfolk.
For at indsamle håndfaste beviser sætter de hende op i et kontor på Frederiksberg, hvor hun åbner sin business på ny. Kontoret er tapetseret med skjulte kameraer, og hurtigt begynder den ene mere suspekte type efter den anden at efterspørge Amiras ydelser, mens de ved hendes skrivebord plaprer løs om alt fra mordplaner, momskarruseller og fakturafabrikker til stråmænd og deponering af giftigt affald.
Dokumentaren lover at vise, hvordan Underdanmark er forbundet til det såkaldt »pæne Danmark«. En forbindelse, fiktionsserierne flittigt har beskrevet de seneste år i først ’The Wire’ og siden serier som ’Top Boy’, ’Snabba Cash’ og danske ’Bedrag’.
Men det er unægtelig noget helt, helt andet at se forestillingen opført i den skinbarlige virkelighed gennem TV 2’s altseende kameraøjne og med Amira som en skræmmende velspillende muldvarp.
De fleste ved vel på forhånd, at rockerne er nødt til at have forbindelser til banditter i habitter for at kunne køre deres gedulgte operation, men man taber mælet, når man bevidner med egne øjne, hvordan alle fra en advokatpartner i det store velrespekterede firma Horten til en entreprenør og ejendomsinvestor gladelig faciliterer den hårdkogte udnyttelse af det offentlige bureaukrati.
Man vidste nok, at den italienske mafia tjente penge på at dumpe giftigt affald i havet, men at høre samme praksis udlevet i dansk kontekst er en øjenåbnende downer.
Det er måske heller ikke verdens største overraskelse, at kendte natklubber som Søpavillonen og Chateau Motel nævnes i forbindelse med økonomiske fiksfakserier, men det er stadig et knytnæveslag at høre det blive nævnt på landsdækkende tv.
At alle de involverede, bortset fra et par enkelte perifere figurer, optræder uden sløring, er i sig selv en sjældenhed, der får serien til at virke som ’Operation X’ på anabolske steroider. Og som dokumentar betragtet har ’Den sorte svane’ et persongalleri så gakgak, at det ville virke som en kliché, hvis det var fiktion. Tag bare navnene: Køge-Calle, Estate Martin, Katten, Isdronningen, Frankie og Svend Svin.
Den langskæggede og højtstående Bandidos-rocker Faser er særligt uhyggelig med sit totalt utilregnelige og voldsparate nærvær, der giver et sjældent indblik i den logik – og mangel på samme – der kan få bandemiljøet til at koge over.
Advokaten Lise Roulund er en slags virkelighedens svar på bankrådgiveren Anna i ’Bedrag’ sæson 3, en helt almindelig kvinde, der har rodet sig længere og længere ud i en moralsk blindgyde, hvorfra man ikke bare kan lave en u-vending.
Den tiltagende svedige fakturafabrikant fra Glostrup Martin Malm med charmeklud og champagne i blodet er nærmest en karikatur på en hurtig fyr, der sandsynligvis har set for meget ’Exit’, og som i enhver gangsterfilm ville være ham, der endte på bunden af en sø.
Og så er der selvfølgelig Den Sorte Svane selv. Amira. Man fatter sympati for hendes historie om at være kommet til Danmark som flygtning fra Bosnien og vokset op i en teltlejr på Fyn, men samtidig er der hele vejen igennem noget eerie over kvinden, der nærmest aldrig blinker, hverken konkret eller metaforisk.
Hendes dobbeltspil kræver enten gigantisk mod eller et psykopatisk sindelag, og det trækker i retning af det sidste, at hun aldrig rigtigt formår at overbevise med sin forklaring på, hvorfor hun egentlig har valgt i al offentlighed at trække bukserne ned på mennesker, som har både evnen og viljen til at afkorte hendes liv. Hun vil gerne »sætte sig selv fri«, siger hun, men hun er klog nok til at vide, at hendes mission mere sandsynligt ender med det stik modsatte.
Jeg ønskede undervejs, at journalisterne trykkede hende mere på maven, hvad angik hendes motivation, ligesom hun slipper lige vel let og generisk hen over beskrivelserne af fortidens synder. Hvad var der med den bombe i en tøjbutik på Christianshavn? At hun får for lang line, står selvfølgelig særligt soleklart i lyset af det twist, dokumentaren leverer i sidste afsnit, og som er vel beskrevet i medierne de seneste døgn.
Amira ender som et højst fascinerende enigma, og man må bare atter tage hatten af for, hvordan Mads Brügger igen og igen trækker de mest ufattelige skæbner fra verdens skyggesider frem i solen. Som formidler fristes han indimellem af det hyberbolske, men her tilføjer hans farverige voiceover og dramatiske tilstedeværelse en stærk kvalitet til den gængse jordnære TV 2-tilgang og de farvefattige thriller-tro billeder.
Man kan diskutere, i hvor høj grad ’Den sorte svane’ rent faktisk afdækker den forbindelse mellem under- og overdanmark, som den stiller udsigt, for Amira tager ikke for alvor samfundets spidser med i faldet eller udstiller de større institutioners meddelagtighed.
Med sikkerhed viser den mest, at den kriminelle verden altid vil kunne tillokke de brodne kar, der er villige til at sætte deres førlighed på spil ved udsigten til at tjene ekstra mønt. Og at systemet også i velfriserede Danmark er sårbart nok til, at man tør udnytte hullerne uden den store frygt for repressalier.
Først og fremmest blotlægger ’Den sorte svane’ det kriminelle miljøs mekanismer i så harmdirrende og hårrejsende scener fra virkeligheden, at vi aldrig har set det før. Det gør i sig selv serien til en enestående historisk bedrift.
Kort sagt:
Man ser TV 2 og Mads Brüggers ’Den sorte svane’ med hjertet i halsen og kæben på gulvtæppet – og priser sig lykkelig for, at hovedpersonen ikke lykkedes med at stoppe den. Hvad hendes eget efterspil bliver, har dog potentiale til at blive lige så nervepirrende som serien selv.
Anmeldt på baggrund af hele serien.