Der er scener i ’Den sorte svane’, hvor hårdkogte kriminelle snakker om nakkeskud, tortur og likvidering af vidner, som var det anekdoter fra julefrokosten med drengene.
Og alligevel er det en lille, stille og plotmæssigt ubetydelig scene, jeg ikke kan lade være med at tænke på her i dagene efter, jeg har set TV 2’s scoop-dokumentar.
Scenen udspiller sig i fjerde afsnit, hvor dramaet spidser til, når Bandidos-bossen Faser ryger helt op i det røde felt over for muldvarpen Amira og advokaten Lise Roulund. Et stykke inde i episoden får Amira og Bandidos-rockeren Jimmy Skjoldborg endelig snakket Faser til ro og overbevist ham om, hvordan de skal få styr på erhvervssvindleren Martin Malms gæld til den konkurrerende rockergruppering Satudarah og den indbyggede risiko for, at han fældes og tager dem alle med i faldet.
Da Faser har forladt lokalet, sidder Amira og særligt Jimmy lettede tilbage. Udmattet, som har han været til en syv timer lang eksamen, kigger Jimmy på maleriet på væggen, det eneste stykke kunst i miles omkreds. »Det er eddermame et sygt billede«, bemærker han.
De to medsammensvorne betragter maleriet, den berømte mexicanske maler Frida Kahlos ’The Two Fridas’.
Amira forklarer, at det viser, hvordan man først kan tænke rationelt, når man skærer hjertet fra. Den ene Frida er mere kold i blikket end den anden. Jimmy spørger, hvad den anden Frida har i hånden. »Det er et billede af et barn. Man kan jo ikke være kold, hvis man har familie«, fortsætter Amira, før hun knytter værksanalysen til sig selv.
Amira afslører sig selv
Den lille scene bærer en særlig ømhed, der står i kontrast til de kyniske konspirationer, som ellers udspiller sig på kontoret på Frederiksberg.
Jimmy med »Expect No Mercy«-mærket og nomad-status har efter eget udsagn undsluppet 120 år i fængsel. Her sidder han helt brændt af efter en lang dag som en anden Tony Soprano, der pludselig stiller sig selv det eksistentielle spørgsmål, hvad meningen overhovedet er med det hele. Er det alle anstrengelserne værd? Hvad skal det egentlig nytte?
Scenens symbolske tilsnit giver et uventet kunstnerisk løft. Og måske er den så sublim, fordi Amira jo i dette øjeblik faktisk blotter sig selv. »Det dér er mig før, og det der er mig nu«, siger hun med henvisning til henholdsvis den kyniske og samvittighedsfulde Frida Kahlo.
Amira har været kendt som Isdronningen i miljøet, og hendes falske comeback er funderet i, at hun stadig besidder evnen til at se igennem fingre med så mange uhyrligheder, at Faser inviterer hende til at overvære et mord på en live-forbindelse. Men det ved hendes kriminelle samarbejdspartnere jo ikke. De tror, hun er den gode gamle, kyniske Amira. Her fortæller hun mellem linjerne, at hun er et forandret menneske. Et menneske med samvittighed.
Havde Jimmy lyttet rigtigt godt efter, mens Amira talte om kunst, ville han måske have fattet mistanke. At det afslørende maleri med to udgaver af samme menneske overhovedet hænger på væggen i det fingerede kontor, er så fortællemæssigt frækt, at det er svært at komme sig over.
Amiras tolkning af ’The Two Fridas’ er et forrygende udtryk for, hvordan kunst kan betyde noget forskelligt for forskellige mennesker. Den konventionelle tolkning er, at Frida Kahlo med maleriet portrætterer sin desperate sorg og ensomhed efter skilsmissen fra sin store kærlighed, maleren Diego Riviera.
Andre har tolket maleriet som Kahlos splittelse mellem to kulturelle identiteter som halvt tysk, halvt mexicansk. Kahlos barske erfaringer med moderskab og aborter efter en alvorlig busulykke læses også ind i portrættet.
Blodårerne er nøglen
Man forstår godt, hvorfor Amira har lige dette billede hængende, men i sidste ende bliver kunstværket faktisk dobbeltafslørende. Det er Amiras dristige blottelse af sit virkelige ærinde over for de kriminelle kunder, men det varsler også det chok, der følger i dokumentarens sidste afsnit.
Amira har muligvis kørt et spil, hvor hun har fortsat sine kriminelle aktiviteter uden om TV 2’s optagelser. Måske har hun spillet TV 2’s journalister helt fra starten. Måske har hun bare fået en fiks idé undervejs.
Nøglen i ’The Two Fridas’ er pludselig ikke to figurer, der står i kontrast til hinanden. Nøglen er blodårerne, der forbinder dem, og hænderne, der holder fast i hinanden. Der er ikke en fortidig dæmon og en nutidig engel, der er én figur sammensat af det hele på én gang, en figur, man ikke kan reducere til to poler eller modsætninger.
Amiras kolde og bløde side eksisterer side om side, splittelsen ligger dybt forankret i hende og brydes med hinanden i arterierne hver eneste dage, ikke adskilt, men forbundet.
’The Two Fridas’ afslører det, som var det skabt af en forfatter i et stykke fiktion. Mødet mellem Amira, Jimmy og Frida Kahlo er seriens mærkeligste scene. Men måske også den mest mindeværdige.
’Den sorte svane’ kan ses på TV 2 Play.