EN CHANCE TIL. Jeg er relativt ny i gamet ’at skrive om film’, og på en måde hader jeg det.
Det bedste er at opleve noget nyt og inspirerende og skrive om det. Det grå og ligegyldige er at skrive om det grå og ligegyldige.Det værste overhovedet: At putte ord på en film, man har båret med sig i flere år, fordi den betød mere, end man kunne sætte ord på. Forsøget kan kun blive en reduktion. En diamant, der bliver til en lort, man planter et flag i. Men jeg kan forsøge:
’Everybody Wants Some!!!’ handler om, hvad det vil sige at være menneske.
Sikke noget pis. Forfra.
’Everybody Wants Some!!!’ er støbt over Albert Camus’ teori om livets indlejrede absurditet og dets åbning for meningens beskikkelse igennem valgets mulighed.
For dumsmart. Tredje gang:
’Everybody Wants Some!!’ handler om det, du synes, den handler om.
Bedre. Instruktøren hedder Richard Linklater. Ja, det er ham med ’Dazed and confused’ og ’Boyhood’ og ’Before’-trilogien, som jeg elsker for at skabe film om ingenting, og som andre hader for at skabe film om ingenting.
Linklater har aldrig sigtet efter masseappel. Og selvom hans forhenværende værker indledningsvist har undveget bravur, er de sidenhen vokset som kaktusplanter i månelyset – blevet kultfænomener og backstage-kunst. Bortset fra hans i mine øjne måske bedste: ’Everybody Wants Some!!’. Markeret med to udråbstegn og hædret med nul opmærksomhed.
Siden premieren i 2016 har jeg ventet på at se den blomstre op. Det skete bare aldrig. Nu gør jeg selv forsøget.
Udspiller sig i dig
1980’erne. Jake (Blake Jenner) cruiser til college med soltaget sænket. Der, hvor han kommer fra, var han et hot shot. Higschools bedste pitcher. Baseball. Second Team All State 79. Der, hvor han skal hen, er han en nobody. Freshman year of college.
Linklater spillede selv baseball, da han var ung. Filmen er et kærlighedsbrev til begge dele: Ungdommen og sporten. Men mest af alt: Holdånden. At være forbundne i den del af livet, hvor dine venner bliver din familie. ’Everybody Wants Some!!’ starter, hvor Boyhood slutter, og ender, hvor ’Before’-trilogien starter. Hvor intet er noget, og noget kan blive til alting. Uendelighedens kammeratskab.
Baseballholdet beboer et faldefærdigt træhus i to etager. Det består af garvede gutter, der kender hinanden. Vi følger Jake over skulderen, og filmen formidler perfekt følelsen af at blive indrulleret i et nyt univers med traditioner, rammer og regler. Og med muligheden for at bryde dem. Der er tre dage til skolestart. Det er filmens spillerum.
Og den udspiller sig i dig. I hvert fald i mig. Som forhenværende sportsudøver og festabe-drukmås genkendte jeg med det samme den følelse af formativ bekymringsløshed, som ’Everybody Wants Some!!’ inciterer i sit publikum.
Det er følelsen af at ville være til stede over det hele på samme tid, fordi tiden går for hurtigt. Når det fænomenale cast, anført af Glenn Powell som den filosoferende Finnigan, spiller basketball i stuen, bordtennis i viktualierummet, flækker baseballs med økser, slår øldåser ned fra taget med golfkøller og futter rundt til alternative fester i en rus af alkohol og livsgnist, længes jeg efter ungdommens alting, hele tiden.
Også selvom der ikke sker noget. Nogle gange leger du med pinball og spaceinvaders i spillehalen eller taler med din nye bedste ven om at ’omfavne din indre mærkværdighed’ over et slag pool. Andre gange kører du rundt i en Chevrolet Impala med fem kammerater og synger med på Sugarhill Gang, før du finder dig selv i et aflukket kollegieværelse i en rituel halvcirkel, mens I ryger tjald af en vandbon til tonerne af Pink Floyd og taler forsnøvlet om basguitarens opbyggende fingerspil.
Klip til to timer efter, flydende på en badering med pigen, du er vild med. Morgensolens grålige begyndelse. Kejtede kys og fjogede tandsmil. Op og igen og forfra.
Eksistentiel vanvidskørsel
’Everybody Wants Some!!’ får mig til at tænke tilbage på at være 18 år gammel. Sommerhusturen i Lundø 2010 – en bjælkehytte i en fyrtræsskov, omkranset af Limfjorden. Vi drak dåseøl og smed dem ud ad vinduet, så de stablede sig i pyramidebunker. Snittede knive af træ med brødknive fra køkkenskuffen, og spyd fra grene, som vi kastede igennem sække med blade, opstillet på trappestiger.
Blå kings og gajolshots. Bare overkroppe udstrakt over korte sofaer. Søren stod op som den første og tog opvasken, mens han knuste alle vinglassene undervejs. Det var ikke sofistikeret eller vigtigt. Bare lettende. Legende. Eksistentiel vanvidskørsel fra en tid, hvor huden ikke kunne slå sprækker. Da metamorfosens metabolisme kunne omsætte øl til muskler. Det føltes som for evigt.
’Everybody Wants Some!!’ minder mig om den bekymringsløshed. At det ’bare at være til’ er en evne, man bør forsøge at værne om, til trods for voksenlivets fordring om ansvar.
Eller, som en af mine bedste venner – der i øvrigt brækkede sig i en hvid Margretheskål den første aften i Lundø – engang sagde:
»Richard Linklater laver film om folk, der bare lever deres liv. Og når du har set dem, får du lyst til at gå ud og leve dit eget«.
’Everybody Wants Some!!’ kan ses på Filmstriben, Blockbuster og Viaplay.