EN CHANCE TIL. Tænk tilbage på det sidste årtis bedste action-film:
Den kinetiske energi i ’Mad Max: Fury Road’. De dødsforagtende stunts fra ’Mission: Impossible – Fallout’. Den stilede mytologi bag ’John Wick’.
’Dredd’ fra 2012 har mange af de samme kvaliteter. Det er bare ikke en titel, som vækker samme genklang, for filmen var en fiasko ved billetlugerne, hvor dens globale indtjening på 40 millioner dollars ikke var nok til at dække produktionsomkostningerne på det ellers moderate budget. En planlagt efterfølger blev hurtigt skrinlagt.
Og det til trods for, at der var både gode folk og velkendt materiale bag filmen. Pete Travis og Alex Garlands hårdtslående one location-film er en adaptation af den anerkendte britiske postapokalyptiske antologitegneserie ’2000 A.D.’.
Forlagets mest kendte historie følger Judge Dredd – en fascistoid politiofficer, som agerer dommer, jury og bøddel i den kaotiske fremtidsmetropol Mega City One. I filmen går han i kødet på en hel boligblok af gangstere, der forskanser sig med ham og en utrænet rekrut. Tænk Robocop fanget i Nakatomi Plaza.
Ligesom Paul Verhoevens satiriske spyt i ansigtet på Reagans neoliberale Amerika pegede de originale tegneseriehæfter en stolt fuckfinger ad Nixons lov og orden-kampagne samt Thatchers konservative jernnæve.
’Dredd’s manuskriptforfatter Alex Garland, som i filmregi dengang var mest kendt for sit samarbejde med den britiske wunderkind Danny Boyle på særligt ’28 Dage Senere’ og ’Sunshine’, var tydeligvis opmærksom på filmens ophav og pebrede dialogen med små giftpiller til den fascistiske samfundsorden.
»Mega City One er en kødkværner. Folk kommer ind, kød kommer ud. Alt, vi gør, er at dreje håndtaget«, bemærker en af Dredds korrupte kampbrødre køligt sent i filmen. Man kan smage giften bag ordene.
Så hvorfor blev filmen sådan en finansiel brøler? Det kunne meget vel have noget at gøre med den titel, den blev lanceret under i biografen: ’Dredd 3D’.
En dyr gimmick
Da ’Dredd’ var under produktion i 2010, må det have givet glimrende mening at filme med stereoskopiske kameraer.
Lektionen fra James Camerons globale 3D-fænomen ’Avatar’ fra 2009 var tilsyneladende ikke at satse på originale sci-fi universer, men snarere at poste milliarder af dollars i nye projektorer og kameraer, så hver biografbillet kunne blive solgt for en højere pris.
3D-effekten er forbandet overbevisende brugt i ’Dredd’.
Jeg så den i sin originale version på det store lærred, og min hjerne kunne knap kapere, hvad jeg oplevede foran de klodsede 3D-briller.
Brugen af højhastighedskameraer til filmens slo-mo-actionsekvenser skaber et knivskarpt billede, når gangstere bliver blæst til atomer af Dredds ikoniske håndkanon i glorværdige technicolor-indstillinger.
Kranier går op i flammer, korpusser mases mod asfalten, og eksplosioner skaber flammende lufttryksbølger, der flænser igennem kød og knogler. Hvert et affyret skud følges af et dundersmældende brag, og kroppen ryster, da Lena Headeys ondsindede Ma-Ma tænder op for gatlingunnen og reducerer en hel etage til murstensbrokker og gennemhullede lig.
For resten af filmlandsskabet var 3D-dillen dog allerede i 2011 begyndt at blive anset som et dyrt købt karnevalstrick.
Blockbustere, der satsede ensidigt på teknologien som Martin Scorseses imponerende ’Hugo 3D’, stod mestendels med halvtomme sale. Og de fleste studier gad ikke bruge penge på de dyre kameraer. I stedet fik deres film en tarvelig 3D-makeover i postproduktionen, hvilket resulterede i slørede, gimmickprægede effekter.
Kaos i klipperummet
Brugen af 3D var dog langt fra ’Dredd’s eneste problem. De fleste, som kender navnet Dredd, tænker næppe på ’Robocop’, men snarere på en bøvet Stallone i fastelavnskostume.
Tilbage i 1995 var ’Judge Dredd’ måske ikke en dundrende succes, men den pinagtige adaptation blev set og husket af nok mennesker til for evigt at skabe en stor, fed plet i regnskabet for den stoiske bøddel.
Skaden var med andre ord sket med mere end 15 års renter – også selvom Karl Urban i 2012-versionen personificerer Dredd til perfektion.
Læg her oven i, at rygter om kaos bag kulissen på filmen begyndte at sværme som fluer til en lort længe før premieren.
Los Angeles Times rapporterede i 2011, at instruktør Pete Travis blev låst ude af klipperummet og mistede kontrollen til fordel for Garland, som ud over at være manuskriptforfatter også var producer på filmen.
Om end de to sendte en fælles pressemeddelelse ud som damage control, har Urban selv bekræftet så sent som i 2018, at det var Garland, der brugte mest tid i instruktørstolen.
Har man Travis’ septiske øjebæ ’Vantage Point’ (2009) in mente, kunne man fristes til at give Garland æren. Men han har ikke vist nogen interesse i at vende tilbage til universet.
På den anden side har Garland sidenhen instrueret de to rygende originale sci-fi-film ’Ex Machina’ og ’Annihilation’. Det er ellers en genre, som har haft trange kår i et årti, hvor franchisefilm dominerede komplet.
Instruktør Gareth Edwards har givet genren en ambitiøs saltvandsindsprøjtning med den biografaktuelle ’The Creator’. Så måske der i fremtiden er håb for film som ’Dredd’.
Den næste 3D-renæssance skal vi nok vente lidt længere tid på endnu.
’Dredd’ kan ses på TV 2 Play, C More og lejes på Blockbuster og Viaplay.