INTERVIEW. Jonas Risvig har sovet i mindre end fire timer, da han træder ind ad døren til Navnløs Kaffebar på Vesterbro en morgen i september for at sætte de første ord på sin allerførste spillefilm.
Instruktøren er en uge inde i optagelserne, og i går stod den på natskydning i København.
’Kontra’ er på én gang den foreløbige kulmination på Risvigs ambition om at skabe autentiske fortællinger om og for unge i Danmark – og en debut med alt, hvad det indebærer af tvivl og usikkerhed.
»Vi har 19 dage, og det er noget helt andet end at lave en serie, kan jeg godt mærke. Pludselig tæller hvert minut på en helt anden måde. Jeg må indrømme, at adrenalinen kører«, siger han, men udstråler nu alligevel samme jyske ro og overskud bag det Vesterbro-klassiske fuldskæg og den mørke hættetrøje, som han plejer.
Jonas Risvig har på få år opnået en helt unik position i den danske filmverden. Med ’Centrum’, ’Grænser’, ’Drenge’, ’Zusa’ og ’Salsa’ er han blevet synonym med danske ungdomsserier i så høj en grad, at han selv ville ønske, der var flere til at bære læsset og de dertilhørende krav og forventninger.
Og med sin særlige metode, hvor han udvikler fortællingerne i samspil med målgruppen selv og er i tæt dialog med dem på sociale medier, har han et mere ufiltreret forhold til sit publikum, end nogen anden dansk filmskaber jeg kan komme i tanke om.
Også det, har han måttet erfare, er kommet med en skyggeside.
At have det som en Jonas Risvig-serie
’Kontra’ handler om Fanny, der efter sine forældres skilsmisse starter på et gymnasium i Nordsjælland. Her regerer en pigegruppe øverst i det sociale hierarki, så Fanny allierer sig med outsideren Lilja, og sammen beslutter de sig for at gøre op med alt, hvad der hedder perfekthedskultur og popularitetskonkurrence.
Filmen er optaget på de ægte locations i Nordsjælland, og historien er især udviklet i nært samarbejde med Anna Lehrmann og Andrea Hjejle, der spiller de to hovedroller.
»Jeg anede ikke, hvad den her film skulle handle om, før jeg begyndte at caste dem, der er foran kameraet. Jeg vidste, at den skulle handle om det her miljø, og jeg vidste, at der var nogle temaer, jeg gerne ville have med, blandt andet omkring spiseforstyrrelser og mental trivsel. Men det er dem, der har bestemt, hvor den her film skulle starte, og hvor den skulle ende«, fortæller Jonas Risvig.
»Det er en film, der går mange veje, men den lander et meget vigtigt sted. Den afspejler helt vildt meget, at jeg selv er mega uvidende omkring det her miljø. Så ligesom i serierne er det de unge, der er in charge på settet. De vælger selv deres tøj. De vælger selv, hvordan de siger deres ting. De har taget alle deres egne venner med. Det er deres egen gymnasieklasse, de sidder i«.
Instruktøren havde først skrevet en helt anden historie end den, der er endt som ’Kontra’. Han sendte sin oprindelige skitse ud til 100 unge og fik deres feedback.
»Der blev jeg fandme overrasket. Jeg havde for eksempel lavet en helt forkert hovedkarakter – en hovedkarakter, der mindede alt for meget om dem, jeg havde lavet før. Jeg fandt ud af, at jeg manglede et blik for, at der også er unge, der ikke har det, som de har det i mine serier. At der er nogen, der føler sig udenfor og står helt ude ved siden af. Og det er det, filmen nu handler om – hvor den før handlede om en, der var på toppen af det hele«.
På den måde er ’Kontra’ også resultatet af en selvkritisk erkendelsesproces, Jonas Risvig har befundet sig i den seneste tid. En erkendelse, som er et direkte resultat af den konstante feedback, han får fra sine seere.
»Det er gået op for mig, at jeg har været med til at skabe et billede af, hvad det vil sige at være ung i Danmark på den fede måde. Hvordan skal man snakke, hvor mange skal man kysse med, og hvordan skal man tale om sex og alkohol og fester. Det har jeg virkelig haft ondt i maven over«, siger han.
»Efter at have talt med unge har jeg opdaget, at det er blevet et udtryk, at ’man har det lidt som i en Jonas Risvig-serie’. Sådan når man sidder på en kantsten og har det nice. Og det er jo rigtigt, at mine karakterer er kompetente og faktisk har de venskaber, som kan gå i stykker … Bagsiden er, at alle de unge, der ikke lever det liv eller bare kan være mega åbne om sex og kærlighed, godt kan føle sig ufuldkomne. De har følt sig overset, og det har mindet mig om, at det faktisk var sådan, jeg selv havde det som ung. Så nu prøver jeg virkelig med filmen at skabe en karakter, som jeg også selv bedre kan relatere til personligt«.
Filmen er terapi
Jonas Risvig nævner flere eksempler på, at han »fandme har været dårlig til at se« sine serier udefra.
Som da flere unge fortalte ham, at de røg, fordi det så sejt ud, når karaktererne pulsede cigaretter i hans serier.
»Og jeg har altid været mega meget imod rygning, men det har bare været med, fordi det virkede realistisk, og jeg har ikke tænkt nærmere over det. Men nu har jeg indgået et samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, så der kommer den rette balance«.
Eller i forbindelse med den kritik, han har fået for manglen på mangfoldighed i seriernes rollebesætninger.
»Vi har i serierne klart haft en tendens til at caste de folk, der var mest parate på at springe på det tog der, og det er jo bare ofte ressourcestærke unge fra familier, hvor det at være med i en film eller serie virker inden for rækkevidde. Der har vi ikke gået nok runder for at finde nogen, som måske ikke have overvejet at spille skuespil, men som kunne bidrage med en anden repræsentation og autenticitet. Det har vi forsøgt i ’Kontra’ – og i den nye sæson ’Salsa’. Men vi er da slet ikke gode nok til det endnu«.
Det er en sjælden ærlighed fra en instruktør midt i en hektisk optageperiode.
Men samtidig skal man heller ikke være i tvivl om, at presset udefra og villigheden til at kigge indad har trukket personlige veksler på Jonas Risvig.
På sin Instagram har han delt ud af sin egen sårbarhed, og over sin morgenkaffe slår han gerne fast:
»Jeg har på mange måder haft et rigtigt lorteår på det personlige plan. Jeg har aldrig følt mig så stresset som det seneste halve års tid, og jeg har aldrig haft så meget daglig angst. Det er ikke sådan, at jeg direkte har udviklet stress, angst eller depression i klinisk forstand, men det er på en eller anden måde lidt af det hele. Jeg har ikke talt med nogen om det, for jeg ved ikke helt, hvad det er. Og nu bruger jeg i stedet min film som terapi«.
Der er dog næppe nogen tvivl om, at det psykiske pres har noget at gøre med den konstante kontakt, han har med et utal af mennesker, der har en holdning til ham.
»Når jeg står op om morgenen, er det det første, jeg tænker på, og når jeg går i seng, er det det sidste: Det her med at åbne sig fuldstændigt op som instruktør og sige – ’nu kommer I bare, sig hvad I tænker og gerne vil have’. Det har været en fordel indtil nu, men jeg mærker også, at der er rigtigt mange, der har holdninger, som ikke engang er målgruppen for det, jeg laver«.
»Der er folk, der skriver deciderede løgne om mig på nettet, men det kan også være fire mennesker fra Film- og Medievidenskab, der fra en anonym profil skriver fire A4-sider om, hvorfor alt, jeg gør, er galt, eller nogen fra branchen, der laver en memeprofil for at drille mig. Og jeg tager jo det hele ind og forsøger at mødes med alle, der har skrevet noget kritisk til mig, over en kop kaffe«.
»Jeg bruger rigtigt meget energi på alt det udenom. Jeg kan godt mærke, at jeg mister noget af den umiddelbarhed, jeg startede med. Noget af min lyst til at prøve ting af og bare begå fejl. Hver gang jeg tænker en tanke, har jeg allerede ti ukendte ansigter foran mig, som jeg føler er blevet ramt. Også fordi jeg kan mærke, at det går ud over mit cast, som får en masse grimme kommentarer på nettet. Jeg bliver mere og mere paranoid, og det går mig virkelig på«.
Én eller fem stjerner
Nogle dage overvejer Jonas Risvig at lukke sin Instagram, springe væk fra ungdomsgenren, lave en voksenserie eller -film i stedet og generelt gemme sig mere fra omverdenen, sådan som de fleste af hans kolleger alt andet lige får mulighed for. Måske ville det også få nogle til at tænke over, hvor tomt landskabet ville være uden Risvigs arbejde – hvilket i sig selv siger noget om den sølle forfatning ungdomsgenren på dansk film og tv generelt er i.
Men heldigvis giver arbejdet med ’Kontra’ ham samtidig noget af gnisten tilbage.
»Jeg har aldrig haft det dårligere – og heller aldrig lavet noget federe«, som han siger.
Han beskriver filmen som både en afslutning og en ny begyndelse. Jonas Risvig fylder snart 30 og føler selv, at det er nu, han bliver voksen. Hidtil har han med sine serier indtaget en position, hvor han selv var ung, blot en smule ældre end dem, han lavede serier om, mens han nu er nødt til at tage ansvar for, at han selv er én af de voksne.
»Det er en ny spændende udfordring. For jeg har jo altid hakket på de voksne, der har lavet ting til unge uden at forstå dem, og nu skal jeg selv forsøge ikke at ende i samme grøft. Nogle medier har haft travlt med at udråbe mig som ungdommens talerør. Men jeg har ikke lyst til at være et talerør, og nu skal jeg så til at finde ud af, om det her med at gå i dialog med folk som en metode var en sjov måde at starte ud på, eller om det er noget, jeg skal blive ved med«.
Uanset hvad kaster han med ’Kontra’ alt på ét bræt. Han har fraskrevet sig sin løn på filmen og lagt en halv million af sine egne penge, så han har kunnet realisere det store cast og de store festscener, han insisterede på.
Han kan mærke, at presset fra både branche og finansierer er langt tungere denne gang end på noget, han har lavet tidligere, og han ved, at forventningerne om, at han kan trække de unge i biografen, er markant større end til den gennemsnitlige debutfilm.
Han har desuden lavet en film, som han ikke regner med, at de voksne rigtigt vil forstå, men som han tror og håber, at de unge vil fange helt intuitivt.
»Jeg føler virkelig, at den enten kommer til at få fem stjerner eller én stjerne. Den er ikke sådan midt imellem. Men jeg har i hvert fald sat alt ind på, at den kommer til at flyve«.
’Kontra’ er planlagt til biografpremiere 19. september næste år.