‘Grænser’: Det er magisk almindeligt at hænge ud med gymnasievennerne i Jonas Risvigs nye Youtube-serie
»Er det dig, der er Palma fra Q-klassen?«
Sådan spørger den lidt klodsede Martha selvsamme Palma kort efter deres første møde. Umiddelbart et harmløst spørgsmål, men hvis der er én ting, der kendetegner gymnasielivet, er det en evindelig og til tider udmattende besættelse af relationer og status, der let kan opsummeres i, hvilket bogstav folk nævner efter dit navn.
På den måde forstår ‘Grænser’ fra start at navigere i virkelighedens dynamikker. Et gymnasiehav hvor bogstavet kan fortælle, om man er inde eller ude. Hvem man egentlig er, og hvem folk tror, man er. For hvem er Palma, og hvem er Palma fra Q-klassen?
I ‘Grænser’ er den 17-årige Palma, vi møder, hovedpersonen i en dokumentar om skoleskift og har et kamerahold i hælene. Hvorfor hun vil skifte skole, forbliver mestendels usagt, men selvom hun performer sejt foran kameraet, virker hun lidt ensom. Hun tager på arbejde i stedet for til fredagscafé, og så florerer der et rygte om hende på skolen.
Men skæbnen vil det, at hun støder ind i ekskæresten Johan selvsamme dag, hvor hun skal lære hans veninde Martha op på den restaurant, hun arbejder på. Pludselig er hun inviteret indenfor i deres vennegruppe, som bliver det tiltrængte fællesskab, der i et gymnasieliv kan være respiratoren, der afgør, om man klarer sig igennem de hårde tider eller ej.
‘Grænser’ bygger videre på kortfilmen ‘Hvilken vej kom vi fra?’ og er skabt af ungdomsfiktionens fremadstormende godstogsduo Jonas Risvig og Jesper Christensen. Kortfilmen er fra efteråret, og ‘Grænser’ fik premiere kun en uge efter juleaften, hvor den imponerende julekalendersæson af ‘Centrum’ havde finale. Udover på dokumentarfronten, hvor blandt andet ‘Skjold & Isabel’ og ‘Alt for kliken’ har gjort indtryk, mindes jeg ikke en dansk ungdomsserie med gymnasietiden som omdrejningspunkt, selvom amerikanske highschool-serier er ren metervare.
Palma er den perfekte hovedperson. For lige så sej og overskudsagtig hun virker med et evigt påklistret smil, perfekt kurateret genbrugstøj og en sympatisk stemmeføring, er det underholdende at se hende kæmpe med sine grænser. Som da Martha under deres første møde formår at røre alt i restauranten, spise fra diskens kagedåse og skænke sig selv en fadøl, alt imens Palma rummer hende i sin ubehøvlethed.
Selvom hun skal forestille at performe for et kamera i serien, afsløres hovedpersonen i bedste ‘Skam’-tradition som et ægte ungt menneske. Palma spilles naturligt af Clara-Aviaja Helsted Hvid, der med fine blikke og mimik ikke et sekund lader os glemme den ellers tjekkede og charmerende teenagepiges konstant famlende usikkerhed.
Selvom rygtet fungerer glimrende som dramatisk gnist, er det vennegruppen, der fænger. Snart er Palmas filmhold lige så interesserede i at følge gruppens andre medlemmer.
Generelt er det unge uprøvede cast i ‘Grænser’ skønt på en underspillet måde, der også gjorde ‘Centrum’ så seværdig. Udover Palma og Martha (Andrea Wiedemann Monberg) er Anemone (Roberta Bahia Brøndsted), Theo (Rumle Hueg Kærså) og Johan (Salvador Selaya Steensig) fængende selskab, og selvom de til tider lovligt tomme replikker med evindelig meningsløs (om end autentisk) ungdomsbrug af »sygt« og »grineren« ikke altid overbeviser, har de alle skærmtække og personlighed.
I seriens andet afsnit får vi lov at være alene med Theo og Johan, der strejfer rundt og drikker øl på gader og stræder, en skøn uhøjtidelig skildring af ’gutter’, hvor der bliver pirket til dynamikken mellem Johan som nyudklækket fuckboy og den mere tilskuende Theo.
Fordi serien er optaget med så intense rammer, bliver det interessant at se, hvordan kemien og relationerne udvikler sig mod finalen. At man er blevet i rollerne og har optaget kronologisk gør, at mockumentaryen som fortællegreb i serien på en måde flyder sammen med de skarptskårne forudsætninger for produktionen af den. Men hvor jeg kan se, hvordan konceptet med den fiktive dokumentar har været effektivt til at få handlingen og karaktergalleriet på benene, er effekten af og til en hæmsko for indlevelsen i det færdige resultat. Metalaget går for mit vedkommende tabt, når højdramatiske skænderier næsten overdøves underlægningsmusik komponeret i tonearten konflikt.
På godt og ondt handler ‘Grænser’ om mange ting. En vennegruppes fintfølende mekanik. At være kærester, ekskærester eller bare venner. At have et rygte svævende over sig som en sort sky, at miste omsorgspersoner, at være den evige ven, men aldrig kæreste, at være i tvivl om forskellen på at ville bolle med nogen og være kærester med dem. At fucke nederdrægtigt op, når man ikke kan vælge. Og det er kun fire afsnit inde. Det er muligvis ikke alle tematikker, der kan blive fulgt lige godt til dørs, men den grundlæggende tone lyder umådeligt meget som et teenageliv, jeg ved findes.
For som i forgængeren ‘Centrum’ er der noget ved ungdomslivet, som det ser ud i hænderne på Jonas Risvig, der får det til at virke magisk almindeligt.
Kort sagt:
Det er svært at tage øjnene fra de unge talenter, der med både dygtige og sympatiske ambitioner fra Jonas Risvig atter udgør et fiktivt frirum, hvor der er plads til at tale om stort og småt og ikke mindst at fucke up. Derfor er ‘Grænser’ godt og betagende serieselskab.
Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.