’Alt for kliken’: DR3’s nye gymnasieserie er skræmmende genkendelig

Det er kun lidt over halvandet år siden, jeg forlod Århus Statsgymnasium med huen på hovedet, og det gør DR3’s aktuelle dokumentarserie ’Alt for kliken’ ret speciel at se.

Her følger vi på tæt hold en række gymnasieelever på Frederiksborg Gymnasium i Hillerød gennem trivielle hverdagsaktiviteter og gymnasiehøjdepunkter. De medvirkende er et bredt udsnit af skolens elever, som tegnes skarpt op som ’stræberne’, ’slackerne’ og ’party-pigerne’, og en række ærlige interviews med eleverne agerer kommentarspor til de scener, som udfolder sig på gymnasiegangene, på dansegulvet og i teenageværelset.

Selvom der er en landsdel til forskel mellem Aarhus og Hillerød, kan jeg lynhurtigt erstatte navne, ansigter og traditioner med dem, jeg selv kan huske. ’Alt for kliken’ er som at være vidne til min egen gymnasietid – alt lige fra festerne til de sociale hierarkier og klikerne i kantinen er skæmmende genkendeligt.

Det, der gør ’Alt for kliken’ til en vigtig serie, er dog, at den vil meget mere end bare at vise, hvordan et dansk gymnasium i 10’erne ser ud.

Men først må vi lige forbi det udtryk, der hedder millennial bashing. Altså den mekanisme, der er på spil, når »unge nu til dags« får skylden for ting, der er ude af deres (vores!) hænder.

Som når unge kritiseres for deres forbrug af sociale medier, selvom de som en slags forsøgskaniner har skullet lære sig selv (og deres forældre) at navigere i en digital og social arena. Eller når de får at vide, at de er dumme og uvidende, mens de vokser op i en tid, som er mere kompleks og forandringshastig end nogensinde før. De er forkælede, egoistiske og overfladiske, men står over for et arbejds- og boligmarked, som er historisk mere konkurrencepræget og uforudsigeligt, og hvor en god blanding af selvoptimering, selviscenesættelse og dine forældres formue spiller seriøst ind på dine job- og boligmuligheder.

Det er ikke for at sige, at der ikke ligger et ansvar på vores egne skuldre eller for at starte en diskussion om, hvorvidt vi har det sværere end generationer før os. Man kan blot konstatere, at vi har en generation, som slår rekorder i angstdiagnoser, stress og kropsdysmorfi (google det), og som på bedst mulig vis forsøger at navigere i de vilkår, de bliver stillet over for.

Men ofte forsvinder alt det i debatten om, hvor mange der knækker sig til Puttefest i Dyrehaven. Der er behov for nuancer.

Enter ’Alt for kliken’.

Serien, som jeg har set tre afsnit af, svælger ikke i, hvad ungdomskultur er, der er ingen forargelse over alkohol- og socialmedievaner, selviscenesættelsen eller de forskruede selvbilleder, der er ingen sensationalisme. At 19-årige Christoffers primære fællesskab er en gruppe drenge, der drikker sig fulde i billige øl på en bænk efter skole, bliver præsenteret uden snert af fordømmelse eller løftede øjenbryn.

I stedet møder serien de unge, hvor de er, og tegner interessante og afrundede portrætter af eleverne på Frederiksborg Gymnasium. Ved at spille på modsætningsforholdet mellem det, vi ser, og det, de medvirkende selv fortæller via voice-over, kommer vi bag stereotyperne på befriende vis.

Tag for eksempel »skolens diva« Stine. Hun stiller høje krav til sin fysiske fremtoning, sine karakterer og til, hvad de andre i klassen skal tænke om hende. Men hun er helt selv klar over, at det er usunde mønstre. »Der er meget pres på, hvordan piger skal se ud«, siger hun, og vi ser hende sammenligne karakterer med sine veninder, mens hun reflekterer over, hvordan der ubevidst opstår konkurrence mellem dem, når alle gerne vil klare sig godt.

Og så er der 18-årige Dimitri, som er seriens indtil videre stærkeste portræt. Han er en del af den seje drengegruppe »Blokken«, som fester og drikker, og hvor sport, pigescoringer og det rigtige tøj er i høj kurs. Men med sine græske rødder skiller han sig lidt ud fra de andre drenge, så han har også en anden vennegruppe, hvor alle har det til fælles, at de har et andet ophav end det ærkedanske. Serien klipper mellem, at Dimitri varmer op til gymnasiefesten med »Blokken«, og at han spiller pool med sine brunøjede venner, mens han reflekterer over, hvilken betydning det har både at have en identitet, der er bundet i det, man kommer fra, og én der er bundet af, hvor man bor.

Det er en scene, som kan lære os alle noget om, hvor forskelligt vi oplever de formative teenageår, og om hvordan det føles at se anderledes ud på et hvidt dansk gymnasium.

Den slags får man kun frem, når man tager teenagetilværelsen alvorligt, og når oprigtig nysgerrighed får forrang for hurtige konklusioner.

Ensomhed, utilstrækkelighed, usikkerhed og selvhad er lige så meget til stedet i ’Alt for kliken’, som det var i min gymnasieomgangskreds. I en scene holder elevrådsformanden Signe forfest for sin klasse. Vi hører hende fortælle, hvordan hun skiller sig lidt ud med sin kristne baggrund og for eksempel aldrig har haft en kæreste, mens vi ser hende snakke med om de andre pigers scoreplaner for aftenen. Øjeblikket inden stod hun midt i festen med sin morfar i røret, som kommer på besøg næste formiddag, og vi ser hende som den sidste tilbage rydde stuen for dåser, så hun kan bevise for sine forældre, at hendes klasse godt kan holde fest i god ro og orden.

Den skildring af det krydspres, eleverne er under fra forældre, skole, venner og samfundet, mens de forsøger at finde en måde at passe ind i kliken, er 100 procent rammende. Det opleves af alle fra Signe til Dimitri og den øldrikkende Christoffer, som kæmper med angst og depression.

I bedste ’Skam’-stil anvender ’Alt for kliken’ Messenger-samtaler på skærmen, og den spiller Barselona på de helt rigtige tidspunkter – som underlæg til en cykeltur med en kasse Harboe gennem den danske sommer.

Det er DR3, når det er bedst – og som at være der selv.

Læs også: Dansk films største akilleshæl lige nu