Tre af Danmarks for tiden største rapstjerner forenes i en ny livevideo, Lamin netop har lagt på YouTube.
Den danske rapper har delt en flot livesession med sangene ‘Skyll’ og ‘Tro på det’ fra hans seneste album, og i videoen får han besøg af de to gæsterappere fra de sange: Først Benny Jamz, derefter Hans Philip fra Ukendt Kunstner.
Sangene kommer fra albummet ‘Skyll’, der udkom i september til stor ros. Også i Soundvenue, hvor Malthe Hjort i sin femstjernede anmeldelse skrev:
»Dansk hiphops nye superstjerne overrasker endnu en gang på ’Skyll’, hvor han prøver kræfter med rage rap og går i flæsket på sin fraværende far. Det er kronen på værket i et i forvejen forrygende år for Lamin – og hans bedste album til dato«.
Siden udgivelsen har Lamin fået den ene gode nyhed efter den anden. ‘Skyll’ ramte den globale Spotify-chart, og siden er rapperen også blevet tildelt hovedprisen ved P3 Guld.
Nu løber han altså endnu en sejrsrunde med denne flotte livevideo.