I sidste uge gik det verden rundt, at Blake Lively i et søgsmål anklager sin skuespilkollega Justin Baldoni for sexchikane.
Under optagelserne til filmen ‘It Ends with Us’ skulle Baldoni, der både har spillet en hovedrolle og instrueret filmen, angiveligt have opført sig upassende over for Lively. Hun anklager ham blandt andet for at vise hende nøgenbilleder og -videoer af kvinder, diskutere hendes sexliv samt omtale sine egne kønsdele og tidligere afhængighed af porno.
Nu bakker forfatter Colleen Hoover, der har skrevet bogforlægget bag filmatiseringen, op om Lively, skriver Entertainment Weekly.
»Du har ikke været andet end ærlig, venlig, støttende og tålmodig, siden første gang vi mødte hinanden«, skriver Hoover i en Instagram-story, der ikke længere er tilgængelig.
»Tak for at være præcis det menneske, du er. Du må aldrig ændre dig. Aldrig tabe modet«.
Lively beskylder i sagsanlægget Baldoni for at have forårsaget »svær følelsesmæssig belastning« hos hende. Hun anklager ham også for at have orkestreret en smædekampagne mod hende efterfølgende.
Inden anklagerne blev offentliggjort, havde fans på internettet spekuleret over, hvorfor Lively og Baldoni på bemærkelsesværdig vis havde været helt adskildt under den omfattende ‘It Ends with Us’-presseturnéen.
De fleste af filmens medvirkede var på det tidspunkt stoppet med følge Baldoni på Instagram. Instruktøren havde samtidig hyret samme ekspert i krisekommunikation, som Johnny Depp brugte i sin juridiske fejde med ekskonen Amber Heard.
Baldoni har allerede afvist alle Livelys anklager. »Disse påstande er fuldstændig falske, oprørende og bevidst sensationslystne med det formål at skade offentligt og genfortælle et narrativ i medierne«, udtalte hans advokat Bryan Freedman til pressen.