Salen sitrede, da Robyn kom på scenen til Jamie xx’s koncert i K.B. Hallen
Bedst som Jamie xx’ koncert i K.B. Hallen var ved at nå sin ende, kom en uventet gæst på scenen.
Med store, selvsikre skridt spankulerede selveste Robyn ind til tordnende applaus fra hele salen og affyrede den dejligt kålhøgne sprechgesang, der indleder hendes Jamie xx-samarbejde ‘Life’.
Jeg havde lidt småhåbet på et visit fra den svenske popdronning. Dels fordi hun er den af Jamie xx’ samarbejdspartnere, der bor tættest på København, dels fordi Jamie xx ikke har et svensk stop på sin europaturné – så hvis hun skulle optræde ét sted, måtte det være i København.
Alligevel tog det fusen på mig. Blandt andet fordi hun perfekt formåede at eje scenen, uden at Jamie xx blev baggrundsfigur. Hun osede af spilleglæde, men også af entusiasme for alt, der foregik bag pulten – en entusiasme, der afspejlede den glæde, der var til stede i salen.
Men det tog også fusen på mig, fordi hun fik lov at blive lidt længere til en mere basbaseret udgave af hendes egen ‘With Every Heartbeat’, før Jamie xx alene afsluttede koncerten med ‘I Know There’s Gonna Be (Good Times)’.
Da vi nåede aftenens afsluttende indslag, havde Jamie xx publikum i sin hule hånd. Liveudgaven var påfaldende studienær, men Jamie skulle ikke gøre meget andet end at skrue ned for trackets vokal og bas for at få hele salen til at synge med i vilden sky.
Allerede inden Robyns indtræden havde han nemlig begået en optræden, der fik det til at falde helt naturligt, at salen stemte i og sang om ‘Good Times’.
Som da en hård perkussiv stomp startede, og man lige så stille kunne høre små genkendelige lyde fra ‘Gosh’ dukke op hist og her i beatet. Og før man vidste af det, var sangen lige så stille transformeret til sit genkendelige selv. De mest luftige trommeslag var som verdens mest forfriskende lussing.
Eller da han uventet gjorde stemningen helt mild ved at spille Razzy Baileys soulskæring ‘I Hate Hate’ fra 1974, blot for langsomt at choppe i nummeret og tilføje hiphoptrommer. Til sidst kunne man pludselig ikke kunne høre, hvor ‘I Hate Hate’ sluttede, og vokalen fra koncertens efterfølgende nummer, ‘Let’s Do It Again’, startede.
Det gjorde kun seancen smukkere, at ‘Let’s Do It Again’ var en af de sange, hvor hvert drop var så euforisk, at det føltes som om, det næste umuligt kunne skabe nær så meget ekstase. Særligt gjorde det indtryk til sidst, hvor helt blide, diskrete trommer antydede, at festlighederne var ved at slutte, før det mest kolossale drop ramte som et overflødighedshorn af indtryk.
Dertil bød koncerten på et mageløst lysshow, der indhyllede hele salen i smukke, veltimede farver. Under de mest ømme passager i ‘Gosh’ var det tilmed som at se hans ‘In Colour’-artwork bragt til live. Det syn fra balkonen gjorde næsten, at jeg kunne tilgive at have fået en siddeplads.
Dermed ikke sagt, at publikum fik serveret alting på et sølvfad. Der blev tålmodigt sat tid af til, at Four Tets æteriske remix af Mazzy Stars ‘Into Dust’ kunne sætte stemningen for den ligeledes følsomme ‘Waited All Night’, der først til allersidst gav slip. Et smukt åndehul midt i koncerten, når man først havde indstillet sig på, at det hele ikke skulle være fest og ballade.
Så selv uden Robyn havde det været en stærk koncert – men den gæstevisit fik et i forvejen tændt publikum til at sitre.
Kort sagt:
Højdepunkterne stod i kø til Jamie xx’s koncert i K.B. Hallen, allerede inden Robyn trådte ind på scenen. Men den svenske popdronning fik salen til at sitre, som kun hun kan gøre det.