The Kills – klicheernes holdeplads

Hvornår bliver rockattitude til rockkliché? Og hvornår bliver utæmmet vildskab til intenderet showpræsentation? Disse to spørgsmål hænger uløseligt sammen med vores tids rockmusik, og hvad der starter som et »Fuck Jer, vi gør det på vores egen måde« bliver med tid og succes ofte til et indstuderet rockskuespil, hvor publikum får præcis, hvad de er kommet for. For vi vil alle gerne narres til at tro på, at vi for en stund kan forsvinde fra vores røvkedelige hverdag for at være en del af ‘the real deal’, når vi lukkes ind i løvernes rockhule for en stund.

Og som en anden løvinde vogtede Alison ‘VV’ Mosshart fra The Kills scenen med brutal aggressivitet. Iført leopardplettet jakke og med håret dækkende for øjnene smed hun med brølende og snerrende stemme sine tekster afsted, mens Jamie ‘Hotel’ Hince rev i sin hvinende, distortion-forvrængede guitar i den time, de stod på scenen i Lille Vega. De to ved præcis, hvilke knapper der skal trykkes på for at lade energi og vildskab pumpe i massive mængder ud over publikum, og har tilsammen en imponerende føling og forståelse af hinandens formåen.

Fra deres nyeste album ‘Midnight Boom’ blev der hentet en god del af aftenens repertoire, særligt bidende og hæsblæsende var ‘U R Fever’. Men koncerten efterlod indtrykket af, at vildskab var afløst af et indstuderet rockshow, og attitude var blevet til kliche. Forudsigeligheden tog sejren, og publikums forventninger blev pleaset.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af