Da Beyoncé i går afsluttede den europæiske del af sin spektakulære ‘Cowboy Carter’-turné i den parisiske forstad Saint-Denis, skete det med besøg fra en ganske særlig gæst.
Beyoncé fik nemlig selskab på scenen af ingen ringere end sin egen husbond, rapperen Jay-Z.
De to superstjerner spillede deres kæmpehit af en duet ‘Crazy in Love’, inden Jay-Z for en stund overtog scenen for spille en soloudgave af Kanye West-samarbejdet ‘Ni**as in Paris’, der var blevet renset for alle spor af den kontroversielle samarbejdspartner.
Derefter vendte Beyoncé tilbage til scenen for at spille ‘Drunk in Love’ og ‘Partition’.
Koncerten i går markerede – udover afslutningen på Beyoncés europaturné – ægteparrets første optræden sammen siden 2018, hvor de i forbindelse med deres fællesalbum, ‘Everything is Love’, blandt andet spillede i Danmark.
Blot få dage før besøget fra Jay-Z kunne Beyoncé præsentere en anden superstjerne for sit franske publikum, da Miley Cyrus dukkede op for at spille deres country-duet, ‘II Most Wanted’.
Se en optagelse af Jay-Z og Beyoncé herunder.
