15. Sivas ‘Blod på mine hænder’
Mere end et årti inde i karrieren er der stadig ingen i dansk hiphop, der lyder helt som Sivas.
Ikke fordi de ikke prøver – få sange har sange haft mere indflydelse på genren end gennembrudshittet ‘D.A.U.D.A.’ – men fordi hans hårrejsende skildringer af gadelivet stadig er i en liga for sig. Malthe Hjort
14. Soleima feat. School of X ‘Vilde øjne’
Kombinationen af Soleima og School of X fungerede i 2020 fornemt på den engelsksprogede duet ‘Parking Lot’, men fem år og et sprogskifte senere er der skruet godt op for både dramaet og begæret.
I mellemtiden har begge parter da også omfavnet rocken i deres etablerede popuniverser. Og sikke en slagkraft. Kjartan F. Stolberg
13. FVN ‘Forskel’
»Du’ standard, jeg er upgraded«, rapper FVN – og den nævnte upgrade må være rapperens skift til dansk, hvor hun lyder lige så selvsikker som altid, men mere vittig og charmerende end nogensinde.
Der er mange gode festrappere derude, men når man sammenligner dem med FVN, må vi bare sige: »Skat, der’ forskel«. Kjartan F. Stolberg
12. Kind Mod Kind ‘Sad Boy Summer’
Det er faktisk nærmest chokerende, at ingen har tænkt på konceptet ’Sad Boy Summer’ før nu.
Og skønt det måske ikke er lige så attraktivt at være en trist dreng, som det øjensynligt var at være en »brat« eller en »hot girl«, har Kind Mod Kind helt sikkert ramt en tristesse, der ligger som en grundstemning i tiden.
En trodsig tristesse, der ikke afholder nogen fra at søge mod dansegulvet i håb om, at musikken kan hele det kollektive knuste hjerte. Rasmus Weirup
11. Zuloo ‘Check’
Weed? Check. Money? Check. Gyaldem? Check. Et velskrevet hook, der sætter gang i festen, uden at der er brug for at ændre på Zuloos karakteristiske nonchalance? Check!
Og så er det hele presset ind på kun to minutters varighed. Rapkometen spilder ikke tiden det mindste. Kjartan F. Stolberg
10. Anton Falck ‘All the Pretty Boys’
Soundtracket til en film som ‘Sauna’ fordrer en eksplosion af ungdommelig og måske lettere naiv queer-kærlighed, der kan matche de følelser, som hovedpersonerne gennemgår.
First Hate-sangeren Anton Falck er det helt perfekte match. Det er faktisk umuligt at føle sig helt gammel, kynisk eller straight, når man lytter til denne dansable popbasker. Kjartan F. Stolberg
9. Anton Westerlin feat. Icekiid & Wicky ‘Kaos’
Det mest interessante ved Anton Westerlins historisk stjernespækkede debutalbum er, hvordan han sender danske artister ned ad veje, de formentlig aldrig selv ville have betrådt.
Hvem havde eksempelvis nogensinde regnet med at høre Wicky og Icekiid rappe så koldblodigt over horror-klingende synths? Malthe Hjort
8. Søn ‘Pissoir’
Efter i adskillige år at have været en af dansk indierocks mest utilgiveligt velbevarede hemmeligheder har Søn skrevet kontrakt med Capitol Records.
Deres første single siden da er et insisterende, håndspillet take på house-genren, der beskriver en hektisk aften i byen, hvor man leder efter andre, men knap nok kan finde sig selv. Kjartan F. Stolberg
7. Snuggle ‘Dust’
»Burning cities, cicadas silent / Everything is dying«, lyder Snuggles stemningsmættede vidnesbyrd fra verdens undergang. Den uhyggelige tekst hviskes, som om den københavnske duo godt er klar over, at ikke alle kan håndtere de dårlige nyheder.
Men hvis det her da virkelig er enden, har den københavnske duo i det mindste fået noget smukt ud af det på ’Dust’, der faktisk lyder støvet, som om den har ligget og tørret i ørkenen i et par måneder. Rasmus Weirup
6. Zar Paulo ‘Telefonperson’
Vores reaktion på Zar Paulo i pangfarvede The 1975-klæder er et rungende »ja-ja-ja-ja-ja-ja-ja-ja-ja-ja-ja-ja-ja-ja-ja«.
Især når teksten er lige dele skarp samfundssatire og en kærlig hyldest til at komme sine medmennesker ved. Og her kan telefonen faktisk være et ganske fint værktøj. Kjartan F. Stolberg
5. Kesi feat. Benny Jamz & Noah Carter ‘Flad af grin’
På en måde markerer ‘Flad af grin’ – og ep’en ‘Supernova’ i det hele taget – en slags tilbagevenden for Kesi. Nærmest ikke siden de tidlige grime-dage har han lydt så umiskendeligt hård.
Men der er også noget nyt på spil. Hør bare det nærmest hviskende flow, som er det perfekte springbræt til Noah Carters iskolde hook. Malthe Hjort
4. Polite ‘Analysis Paralysis’
Analysis paralysis er en form for overtænkning, hvor man bliver mere og mere handlingslammet, jo mere man analyserer en situation.
For Polite er det også den perfekte metafor for vanskeligheden ved at give sig hen til kærligheden. Og titlen på hendes hypnotiserende debutsingle, hvor vi første gang hørte hendes unikke stemme, der synger fra et mellemstadie mellem bedøvelse og sammenbrud. Rasmus Weirup
3. Annika feat. Gilli ‘Bar bund’
Det kan godt være, at det helt store hit fra ‘AW’ er Lamin-samarbejdet ‘Stolt’, men det var en anden rapper-feature, som blæste benene helt væk under os på Annikas debutalbum.
‘Bar bund’ lyder i et minuts tid som en breakup-ballade efter mere eller mindre samme formel, som definerede debut-ep’en ‘Nye tider’. Og det er stadig stærkt. Annika skifter problemfrit fra luftig hjertesorg til bitter vrede, og hun viser smukt, hvor bredt stemmen favner.
Men så kommer modsvaret: Gilli synger med en skælvende røst, at der er to sider til hver sag. De to kunstnere kommer fra to vidt forskellige musikalske strømninger, men med ‘Bar bund’ har de alligevel fundet en måde at få dem til at passe helt naturligt sammen. Kjartan F. Stolberg
2. Mø ‘Keep Møving’
Er det bare os, eller lyder de der adlibs nærmest som Playboi Carti?
Uanset er ‘Keep Møving’ det ultimative eksempel på den forvandling, Mø har gennemgået på det seneste. En tempofyldt electroclash-single, hvor vokalen er lige så beskidt i de growlende omkvæd, som den er uskyldig lige efter.
Ikke siden debutalbummet har den danske stjerne på så elegant vis sammensmeltet sine DIY-rødder med sit umiskendelige flair for hooks. Det her er lyden af en kunstner, der omfavner begge sider af sit virke: Det punkede såvel som det poppede, det grimme såvel som det smukke.
Men vigtigst af alt er det lyden af en kunster, der endelig virker til at have det sjovt igen. Malthe Hjort
1. Artigeardit ‘Seaside’
Dansk rap har et ry for blot at handle om ‘Gode dage, gode drinks’, som Artigeardits hyppige samarbejdspartner Lamin ville sige det. Det passer selvfølgelig ikke, men det er sjældent de frustrerede og indadskuende numre, der bliver de store hits. Ardits kunstneriske magnum opus, ‘Længe leve’, er ikke ligefrem spækket med Soundboks-klassikere.
Men med ‘Seaside’ var det som om, Ardit – med producer/sangskiver Marius Iversen og sangskriver Josva – knækkede koden. Nummeret pumper. Det inviterer til, at du bevæger hovedet og fødderne. Men på nærmest Robyn-agtig vis føles det dunkende beat næsten som en nervøs hjerterytme på et tidspunkt, hvor ét forkert træk kan vende op og ned på alting.
Ardit rapper om et forhold, der ikke ser ud til at ende lykkeligt. Han har de bedste intentioner, og han bliver konstant mødt af aggressiv modstand, men han bliver også bliver tvunget til at se indad og erkende, at de gode intentioner ikke forhindrer ham i at være en klaphat.
‘Seaside’ kan føles som en fest, men det kan også føles som at være fanget i et ubehageligt skænderi. Den dobbelthed gør den ulig noget andet nummer i Artigeardits i forvejen imponerende diskografi. Kjartan F. Stolberg