Til efteråret lander en ny miniserie, som, at dømme efter første trailer, dufter af mørke, psykologiske magtspil i stil med ‘Sirens’ og ‘Big Little Lies’
I ‘The Girlfriend’, baseret på Michelle Frances’ roman af samme navn, spiller ‘House of the Dragon’-stjernen Oliva Cooke svigerdatteren fra helvede – i hvert fald hvis man spørger hendes svigermor, spillet af Robin Wright.
Laura (Wright) oplever nemlig, at hendes perfekte liv begynder at falde fra hinanden, da den voksne søn Daniel (Laurie Davidson) introducerer hende til sin nye kæreste Cherry (Cooke).
Moren bliver besat af tanken om, at Cherry skjuler noget og manipulerer med Daniel. Men er det bare noget, Laura bilder sig selv ind?
Robin Wright indtager ikke ‘kun’ en bærende rolle i ‘The Girlfriend’. Hun fortsætter også ned ad sin relativt nye karrierevej som instruktør – en tjans, hun første gang prøvede kræfter med under arbejdet på ‘House of Cards’ og siden har udbygget med filmen ‘Land’ og afsnit af serierne ‘Ozark’ og ‘Tell Me Lies’.
Tre af seriens seks afsnit har Wright instrueret. Resten har relativt ukendte Andrea Harkin (‘Time’, ‘Come Home’) stået for.
‘The Girlfriend’ får premiere på Prime Video 10. september.
