’Sirens’: Det er umuligt ikke at blive forført af Netflix’ nye komediedrama
I Homers litterære sværvægter ’Iliaden’ bliver et stridsæble starten på en krig. I Netflix’ nye miniserie ’Sirens’ sker noget nær det samme, når en provokerende frugtkurv igangsætter konflikter og sociale (selv)mord.
Faktisk står de intertekstuelle referencer i kø i Molly Smith Metzlers skæve komediedrama og moderne epos, der på alle måder læner sig op ad den græske mytologi.
Vi følger den iltre og alkoholiserede (anti)helt Devon (Meghann Fahy), der arbejder i falafelbiks og bøvler lidt med en sjælden lidelse, som gør, at hun ’kommer til’ at slikke på fremmede. Og så bruger hun ellers al sin tid på at tage sig af sin demensramte far.
Men når ens lillesøster Simone (‘House of Dragon’-stjernen Milly Alcock) i stedet for hjælp sender ananas og jordbær indpakket i latterlige mængder cellofan, hopper man ufortrødent på et skib og rejser vredt ud i verden (#OdysseusStyle).
Eller … med planer om at hive det long lost familiemedlem og alle hendes ressourcer tilbage til Boston og barndomstraumerne stiger Devon om bord på en beskeden færge og sejler til den amerikanske solskinsø, hvor Simone bor og arbejder som personlig assistent for rigmandsparret Kell.
Hos dem er alt lækkert og pastelfarvet, men som både storladne sagnfortællinger og tidligere eat the rich-produktioner har lært os, lurer der farer, hemmeligheder og løgne under både vand og den ene procents porcelænblanke overflader.
Med sans for melodramatik lader seriens skaberkræfter luksusejendommen, der primært består af champagnetårne og symbolske rovfugle med særprægede navne, transcenderer til et fancy klubhus for en velklædt, men hypnotiserbar unisontalende kult.
Det hele er super creepy, og Devon begynder at blive mere end mistænkelig over for Simones relation til den besidderiske chef Michaela (en glimrende Julianne Moore), der har billioner på kistebunden og endnu flere boundary issues.
De fællessveder og gumler på det samme tyggegummi – og nej, ikke samme mærke, men det s-a-m-m-e tyggegummi. New ick unlocked.
Simone hjælper i øvrigt den gådefulde isdronning med at sexte til ægtemanden Peter (et dejligt gensyn med Kevin Bacon), og misforholdet mellem ansat og overordnet, mellem hersker(inde) og undersåt, bliver fortrinligt og nuanceret fremmalet.
Ja ja, I know. Vi er ved at drukne i portrætter af semionde, privilegieblinde jetsettere, og ‘Sirens’ minder da på mange måder også om tidligere hitserier som ’The Perfect Couple’ og ‘The White Lotus’.
Den er tilsvarende benådet med en suveræn æstetisk og en skrap og virkelig morsom dialog, når magtforhold og -dynamikker nok engang udfoldes. Men trods den på mange måder uoriginale præmis er der alligevel noget dybt betagende over den finurlige miniserie. Primært på grund af dens fremragende hovedrolleindehavere.
I deres nymfeagtige selskab bliver konkurrence, familiemønstre og (brud med) social arv rørende skildret, og med både humor og psykologisk tæft udfolder ’Sirens’ et feminint trekantsdrama, hvor fysiske berøringer og passivt aggressive bemærkninger agerer trojanske heste.
Åh, kvinder… am I right? Altid så udspekulerede og manipulerende.
Ja, det er da i al fald den misogyne version af historien, der ofte fortælles.
For når mænd har smadret deres skibe ind i åndssvage klipper, er blevet sparket ud af Edens Have eller uretmæssigt har kastet sig over unge praktikanter, er det kvinderne (i nogle tilfælde pigerne), der portrætteres som lokkende femme fatales og timeglasformede syndebukke.
Men i den nye Netflix-satsning gendigtes dele af de sexistiske herligheder, og det bliver gradvist tydeligt, at sirenesang vitterligt er en mands indre tinnitus. En ørelidelse muligvis forårsaget af tilværelsens evigt højtråbende heppekor.
Og når nu Homer og andre grå og støvede stemmer har bøvlet med at fremskrive sådan ét til historiens mange (udskældte) damer, er det mere end glædeligt – og meget, meget imødeset – at Molly Smith Metzler tager sagen i egne kyndige og velkomponerende hænder.
’Sirens’ vil altså ikke blot klæde dit søndagsbingeri, men ligeledes være et glimrende, ligestillende og særdeles underholdende supplement til pensumlisten i Oldtidskunstskab.
Kort sagt:
Med en besnærende æstetik, et intelligent brug af mytologiske referencer og skuespilpræstationer i særklasse er det umuligt ikke at blive forført af ’Sirens’.