To af tidens mest hypede mandlige skuespillere er det romantiske omdrejningspunkt for ‘The History of Sound’, der netop har udgivet første trailer.
Irske Paul Mescal og britiske Josh O’Connor spiller to mænd, der mødes i 1917 over deres fælles kærlighed til folkemusik, mens Første Verdenskrig raser. År senere finder de hinanden igen, og en romance opstår, mens de rejser gennem New England og indsamler traditionelle folkesange.
At dømme efter traileren har vi en sensuel, intim og musikalsk fortælling med historiens vingesus i vente.
Det romantiske drama, der deltog i hovedkonkurrencen på årets Cannes-festival, er instrueret af sydafrikanske Oliver Hermanus, som senest var aktuel med ‘Living’.
Ben Shattuck har skrevet manuskriptet ud fra sin egen novelle af samme navn.
Ventetiden er lang for os danskere, der kan se ‘The History of Sound’ i biograferne fra 5. februar 2026.
