’Living’: Bill Nighys fine præstation forspildes i klichetung genindspilning af mesterværk
Man kan ikke fortænke nogen, hvis de på forhånd nærer en sund skepsis over for en filmatisering af Akira Kurosawas mesterværk ’Ikiru’ fra 1952.
Men går man med på præmissen, virker instruktør Oliver Hermanus’ filmatisering ’Living’ faktisk ikke som den værste genindspilning, man kunne forestille sig. Stærkt hjulpet på vej af Oscar-nominerede Bill Nighy i hovedrollen og den Nobelprismodtagende forfatter Kazuo Ishighuro som manuskriptforfatter.
Selvom filmen foregår i 1950’ernes London, er historien om den kræftsyge papirnusser hr. Williams, der får at vide, at han kun har seks til ni måneder tilbage at leve i, smerteligt relevant i dag.
Den stakkede frist får enkemanden til at indse, at han har glemt at leve. Han går klædt i de samme jakkesæt som alle andre, der arbejder på rådhuset i London, han udfører de samme arbejdsopgaver hver dag uden nogensinde at komme i bund med den bunke af sagsbehandling, der tårner sig op på hans skrivebord.
Han er inkarnationen af bureaukratiet og konformiteten – en undseelig skikkelse, som har brugt sin tid på jorden på at drive med strømmen, diktereret af sine daglige rutiner. Han er så konfliktsky, at han ikke engang nænner at tage sit eget liv af frygt for at være besværlig for sine efterladte.
Williams – eller hr. Zombie, som hans øgenavn lyder – er fanget i hamsterhjulet, som vi ville sige i dag. Han lever et distanceret liv, afskærmet fra sine medmennesker, hvilket bestemt kan virke genkendeligt i smartphone-æraen og forbrugersamfundet. Det store spørgsmål er, om han kan bryde fri og leve sine sidste dage fuldt ud, når han ved, at han kun har få måneder tilbage at leve i?
Siden ’Ikiru’ er ideen blevet taget op utallige gange i diverse klichéfulde Hollywood-film, der bruger døden som katalysator for et opbyggeligt feelgood-plot om at inspirere andre til at gribe dagen.
Trods gode intentioner og en fin, underspillet præstation fra seværdige Bill Nighy lander ’Living’ i samme bunke.
Filmen kommer nærmest øjeblikkeligt skævt fra start. I stedet for at placere os i Williams’ sted, eller opbygge ham som karakter, følger vi en ny kollega, der håbefuldt vil gøre en forskel på rådhuset – kun for at indse, at det er et trøstesløst sted uden ambitioner og drivkraft.
Williams bygges dramatisk op som en mytisk chefskikkelse, man skal være påpasselig omkring – en kliche, som filmen lemfældigt lader falde.
Ligesom det polerede filmsprog forbliver Williams blottet for personlighed og karaktertræk, selvom Hermanus forsøger at gøre ham til et helstøbt menneske.
Den manglende nuancering af hans karakter er dog intet i forhold til de blanke bekendtskaber, han gør sig i løbet af filmen, når han forsøger at vriste sig fri af tristessen og gøre en forskel for sine medmennesker.
Filmen bruger romantiserede montager til at skildre Williams’ sidste formative oplevelser – en druktur med en forfalden forfatter, et venskab med en livskraftig ung kvinde – hvilket gør, at scenerne sjældent får lov at ånde.
Det virker, som om man ser en meget lang og overbelyst trailer.
Hermanus formår heller aldrig at dykke ned under overfladen på det opstyltede, hierarkiske high society i datidens London, som synes at forstærke den konforme levevis, hvor ingen må skille sig ud.
Flere gange grænser det til det usmagelige, når tunge strygere understøtter det opbyggelige budskab om at huske at nyde livet, mens man har det.
Det er svært at være uenig i, men den overfladiske pointe kan dårligt bære en hel film, når den aldrig nuanceres, og alle pointer insisterende skæres ud i pap.
Kort sagt:
Bill Nighy giver en fin, underspillet præstation i klichetung og overflødig genindspilning af mesterværk.