Selv Rammstein ville have bedt Wizkid skrue ned for pyroteknikken på AiaSound

Wizkid på AiaSound. (Foto: Kevin Thor/Soundvenue)

KONCERT. Det kræver selvtillid at fyre pyroteknik af, samtidig med at man råber »jump, jump!« til sit publikum allerede fra koncertens første nummer. Mange kunstnere ville formentlig bruge sådanne greb til at markere, at festen er ved at ramme bristepunktet.

Men har man en solid nok koncert i vente, kan man selvfølgelig sagtens være bekendt at gøre det i starten, som afrobeats-hitmageren Wizkid gjorde, da han – efter 10 minutters dj-sæt fra DJ Tunez, der også stod bag pulten under selve showet – indledte sin AiaSound-koncert med ‘Joro’.

Det var dog ikke, fordi festen eskalerede meget derefter. Tværtimod var åbningen meget karakteristisk for, hvordan resten af koncerten ville forløbe. Pyroteknikken blev tændt til så mange numre, at selv Rammstein ville bede ham drosle ned. Der blev råbt »jump, jump!« så tit, at selv House of Pain ville bede ham finde på nye måder at engagere sit publikum.

Wizkid på AiaSound. (Kevin Thor/Soundvenue)

Mod slutningen af ‘Daddy Yo’ bad han folk vifte deres trøjer over hovedet, og inden efterfølgeren ‘Soco’ gik i gang, opfordrede han alle til at tage deres trøjer af, så hans vision kunne blive til virkelighed. Og så strøede han ellers løbende den opfordring ud gennem resten af koncertens varighed.

Publikum var dog klar på at holde den fest, som Wizkid bad om. De dansede og sang glædeligt med på de varme, bouncy afrobeats-bangers, der da også lød godt. Nok fordi det praktisk taget bare var studieudgaverne, vi fik.

Wizkids livevokal var nemlig sjældent højere end den båndede vokal, hvilket nok var for koncertens bedste – det var nemlig mere eller mindre tilfældigt, hvorvidt han rent faktisk havde i sinde at synge teksterne. Et skud fra hoften er, at han sprang over flere linjer, end han rent faktisk sang.

Det betød i det mindste, at hans mange collabs ikke føltes malplacerede. Det gjorde ikke så meget, at Drake, Skepta og Tems var båndede, når Wizkid mest af alt tog rollen som hypeman for studieudgaven af sig selv. Den behandling fik gæsterne også, og han rappede tilmed flere af Skeptas linjer på ‘Energy (Stay Far Away)’, end han nænnede at synge på sine egne sange.

Wizkid på AiaSound. (Foto: Kevin Thor/Soundvenue)
Publikum til Wizkid på AiaSound. (Foto: Kevin Thor/Soundvenue)

Til en reprise af ‘Soco’ bragte Wizkid en fan på scenen, som havde givet den gas i publikum hele koncerten. Wizkid virkede oprigtigt entusiastisk omkring optrinnet. Den givne fan blev dog efter en kort stund sendt ned igen, da DJ Tunez var utilfreds med, at han ikke hoppede nok.

En virkelig dårlig måde at behandle en fan, som måske lige ville vente til sangen eskalerede, før han gav den 100 procent.

Derefter blev han erstattet af et veritabelt hav af publikummedlemmer, og ‘Soco’ blev startet for tredje gang. Der var faktisk nogle ganske habile dansere iblandt den store menneskemængde – det var i hvert fald mere interessant at se på end det relativt begrænsede moveset, Wizkid fyrede af, når han festede rundt på scenen i stedet for at synge.


Kort sagt:
Wizkid var i hele sin AiaSound-koncert overdøvet af et backingtrack, og han nænnede ikke at synge mere end omtrent halvdelen af sine linjer. Hans meget begrænsede arsenal af festtricks fik dog sat gang i et feststemt publikum – men det skyldtes nok mest af alt, at studieudgaverne holder.

Wizkid. Koncert. AiaSound.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af