Hvis du fremover vil lytte til det toneangivende, canadiske postrockband Godspeed You! Black Emperor, bliver det ikke på de gængse streamingtjenester.
Bandet har således fjernet deres bagkatalog fra Spotify og Tidal, og de er i gang med samme proces på Apple Music, hvor der i skrivende stund kun ligger to album. Det melder NME.
Kultbandet har ikke udtalt sig om beslutningen, men et af deres tidligere pladeselskaber, Kranky, har bekræftet over for Pitchfork, at Godspeed You! Black Emperor er i færd med at fjerne al deres musik fra tjenesterne.
Dermed vil man kun kunne tilgå deres musik på fysiske medier og på platformen Bandcamp, som lader kunstnere beholde en større andel af indtjeningen fra køb og afspilninger end eksempelvis Spotify og Apple Music.
I sidste måned gjorde det australske rockband King Gizzard & The Wizard Lizard noget lignende, da de valgte at boykotte Spotify. Her var årsagen, at »Spotify-direktør Daniel Ek investerer millioner i militær AI-droneteknologi«.
Tidligere i år har det amerikanske indierockband Xiu Xiu og den københavnske punktrio Slim0 også fjernet deres musik fra Spotify.
