COPENHAGEN TV FESTIVAL. Ingen havde kunnet regne ud på forhånd, at en socialrealistisk britisk serie i fire afsnit ville blive et af Netflix’ største hits nogensinde.
Kun ’Squid Game’ og ’Wednesday’ har tiltrukket flere seere på verdens største streamingtjeneste end ’Adolescence’. Og one take-serien om en teenagers knivdrab på en skolekammerat skabte stor international opmærksomhed om manosfæren og teenageres færden på sociale medier, ligesom den blev et diskussionspunkt helt oppe i de øverste politiske kamre i England.
Den var også et opsigtsvækkende gennembrud for et helt ungt stortalent, nu 15-årige Owen Cooper, der havde sin første film/serie-rolle overhovedet som gerningsmanden Jamie, og som nu er nomineret til en Emmy for sin uforglemmelige præstation.
Tirsdag besøgte en af hovedmændene bag serien, instruktør Philip Barantini, Danmark under årets Copenhagen TV Festival i ledtog med seriens fotograf Matthew Lewis.
Og her fortalte de om, hvordan Owen Cooper blæste dem bagover, allerede inden optagelserne gik i gang.

Cooper blev valgt blandt intet mindre end 500 audition-tapes og efter en proces, hvor casteren havde støvsuget skoler og dramahold i hele Nordengland i jagten på den rigtige.
Cooper skilte sig dog hurtigt ud, fortalte Philip Barantini under talken på tv-festivalen. De bad kandidaterne om at spille to scener – én, hvor en skoleinspektør anklagede drengen for noget, han havde gjort, og én, hvor han var uskyldig. De ledte efter én, der reagerede i stedet for bare at sige en hel masse.
»Owen er virkelig god til at lytte og så reagere naturligt. Det er, hvad skuespil er i mine øjne«, sagde han. »Vi vidste hurtigt, at han var den rette«, sagde instruktøren.
Da Barantini første gang skulle mødes med hele skuespilholdet, skulle de løbe manuskriptet igennem. Her blæste Cooper instruktøren og resten af holdet bagover. Normalt foregår den slags read-throughs ved, at skuespillerne sidder rundt om et bord og blot læser replikkerne højt med hver deres manuskript i hånden.

Owen Cooper mødte op, men havde ikke manuskriptet med. »Skulle jeg det?« spurgte den unge skuespiller. »Jaaa«, svarede Barantini. Hvortil Cooper sagde: »Men jeg kan det hele udenad«.
Det havde Barantini svært ved at tro på, så han gav ham et manuskript: »Tag det bare for en sikkerheds skyld«.
Men under gennemlæsningen kiggede Cooper ikke i manuskriptet én eneste gang. Og her forstummede enhver nervøsitet for, om en så ung skuespiller ville kunne lære så meget tekst udenad, som det krævedes, når de timelange afsnit skulle optages i ét take. »Okay, we’re good«, sagde Barantini i samtalen under Copenhagen TV Festival.
Under optagelserne havde de en psykolog med, som samlede op med Cooper og de øvrige børneskuespillere efter hvert af de lange takes.
Men Barantini fortalte, at Owen Cooper var utroligt god til at frigøre sig fra de dystre sager, der foregår i serien, når der var sagt cut.

»Mens vi andre kunne være helt rystede, gik han op og spillede swingball med sin lærer og var optaget af at slå sin rekord. Han var god til at skille tingene ad«, smilede Barantini.
Fordi ’Adolescence’ var hans første skuespiljob, troede Owen Cooper, at det var helt normalt at optage på den måde i uklippede lange takes, fortalte instruktøren og fotograf Matthew Lewis. Så da Cooper et stykke tid senere var på optagelser til en kommende britisk tv-serie, og Barantini ringede til ham, lød meldingen fra den spirende stjerne: »Jeg keder mig!«
»Og jeg sagde, ja, det er sådan, det normalt er…,« grinede Barantini.
Instruktøren fortalte, at han stadig ringer til Coopers forældre hver 14. dag for at tjekke ind på, hvordan det går. Og set udefra går det i hvert fald godt med britens skuespilkarriere. Han har en hovedrolle i en kommende BBC-serie, ’Film Club’, og ikke mindst er han den unge Heathcliff i Emerald Fennells kommende ’Wuthering Heights’ med Margot Robbie og Jacob Elordi.
’Adolescence’ kan ses på Netflix.
