Av Av Av trækker stikket – spiller afskedskoncert til november

Av Av Av trækker stikket – spiller afskedskoncert til november
AV AV AV. (Foto: Samy Khabthani/Soundvenue)

For 11 år siden dannede Eloq, DJ Er Du Dum Eller Hvad og A. Dixen – dengang kendt under navnet Unkwon – i fællesskab supertrioen Av Av Av, og sammen blev de større, end de nogensinde havde været hver for sig.

Men nu lukker og slukker de. Det udmelder de i en pressemeddelelse, hvor de samtidig kan fortælle, at den kommende 360-graders koncert i Poolen 8. november også bliver deres sidste.

Ifølge pressemeddelelsen vil hele trioens katalog komme i spil til afskedskoncerten, hvor Den Sorte Skole, Lulu Rouge, Elsked og Parashoot kigger forbi som gæste-dj’s.

»Vi gjorde det, vi satte os for – livet er blevet stort for os alle sammen, med børn og så videre, og projektet kan ikke længere leve i det format, som vi ønsker«, udtaler trioen og fortsætter:

»Så for at ære projektet vælger vi at sætte et punktum nu – og gå herfra med de stærkeste og bedste minder og hver vores karriere, som vi har kunnet bygge op sidelæns med Av Av Av«.

»Det er vigtigt for os at afrunde det rigtigt og sige ordentligt tak til vores fans – tak for at have skabt os og holdt det levende alle disse år. Vi er evigt taknemmelige og glæder til at feste sammen en sidste gang!«.

Udmeldingen kommer efter et særdeles produktivt 2024, hvor trioen udgav hele to album: Det Fred Again-klingende ‘All Inclusive’ og det fræsende ‘Need 4 Speed’. Billetterne til koncerten i Poolen er i salg nu.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af