‘All Inclusive’: AV AV AV giver Fred Again.. baghjul på mørkt, men opløftende klubalbum
Det siger noget om Fred Again..’s indflydelse lige nu, at halvdelen af AV AV AV’s pressetekst til deres nye album, ‘All Inclusive’, handler om den engelske stjerne-dj.
Den danske elektroniske supertrio – bestående af Eloq, Unkwon og DJ Er Du Dum Eller Hvad – er tydeligt begejstrede ved udsigten til at skulle spille samme dag som verdensnavnet til Syd For Solen i august.
Det forstår man jo godt. Britisk klubmusik har et uimodståeligt momentum for tiden, og i løbet af de ti minutters pre-Grammy-show, jeg så i søndags, nåede Fred Again.. at vinde to statuetter.
AV AV AV vedkender sig slægtskabet, men siger også: Vi dyrkede den her musik, længe før den oplevede sin nye renæssance. Måske er det forklaringen på, at ‘All Inclusive’ på én og samme tid virker så tæt forbundet til det aktuelle Fredagainia og alligevel så fri af det.
Det virker, som om trioen hviler fuldstændig i deres håndværk. De forener simple, naive melodier og glitrende breakbeats med komplekse rytmer og et kunstnerisk mørke. Men de gør det med en lethed, der minder om leg. En forpligtende, lidt melankolsk leg.
»Oh, it’s dark. It’s dark as fucking hell,« siger en stemme, en kollega af en art, til sidst på åbneren ‘Comeback’. Sagt med et grin og måske rettet mod en særlig lyd eller teknik, men udsagnet indfanger grundstemningen på albummet.
For ‘Comeback’ og den efterfølgende ‘In the Name of Love’ lyder som abstraktioner over tab.
Først er det en uskyldig synthsløjfe over et dekonstrueret 2-step-beat, der aktiverer nostalgien. Så er det et tik-tak i langsom forvrængning og en forelsket vokals frygt for svigt, der lyder som erindringen om forlist kærlighed.
Siden går musikken mere og mere i opløsning.
På ’Grand Prix’ klamrer et fordunklet hjerteslag sig til hver sin side af toslaget og komplicerer et helt straight housebeat. En utydelig kvindevokal svæver rundt, vi er inde på et desorienteret klubgulv. Bassen dunker, musikken zoner ind og ud af fokus med frekvensfiltre.
De utydelige, choppede vokaler går igen overalt. De lyder som spøgelser, der desperat prøver at kommunikere, men ikke kan finde ordene. Overalt finder man også lyden af telefoner, radioer, morsesignaler. Ventetoner, der springer mellem oktaver på ‘Geuze’ og pludselig bryder ud i tøvende solo – før de løber tør for strøm.
Det er næsten ren Burial. Og egentlig langt fra Fred Again..’s mere letlevende melankoli, der jo godt lidt kan lyde som soundtracket til en ulandsreklame.
Hvor Fred Again..’s vokaler er tydelige, er de hos AV AV AV fremmede. På ‘Happy Now’ forvandler Hanna Ögonstens hyperpop-stemme sig til en alarm og ender som et hult monster. På ‘Need You’ saver en industriel synth vokalen over til små stød, der bliver hængende som blinkende genfærd.
Og hvor Fred Again..’s beats er ukomplicerede, er de hos AV AV AV fyldt med modhager. Et glitch lige før treslaget på ‘Ethan’, en rift i beatet efter toslaget på ‘Tears in My Mind’. En desperat monosynth på ‘Baby’ og modrytmer strøet ud over albummet.
Den ene gang, hvor vokal og beat får lov at stå helt rent, på ‘Facts 2.0’ med Chino, stikker det helt af i rytmisk overskud. Chino danser over den synkoperede synth, der ét øjeblik er våd og fjern, det næste tør og nær.
»Let me go back to the days when«, rapper den unge brite i 141 BPM. Melankolien er til stede, selv når speederen er i bund.
For alt hænger sammen på ‘All Inclusive’. Alvor, leg, lys, mørke. Det er ikke en revolution for AV AV AV, men en modning. Og et løfte om, at når de går på scenen ved Syd For Solen, er det ikke som opvarmning for Fred Again.., men som koncerten, du ikke må misse.
Kort sagt:
AV AV AV når et nyt niveau af kunstnerisk modenhed på ‘All Inclusive’, der folder melankoli ud på klubgulvet. Når de går på scenen ved Syd For Solen i august, er det som koncerten, du ikke må misse.