OP- OG NEDTURE. »Jeg troede længe, at vi skulle erobre verden«, fortæller Martin Skovbjerg, da Soundvenue besøger ham, Anders Dixen og August Fenger i deres studie på Amager. De tre er også kendt som henholdsvis DJ Er Du Dum Eller Hvad, Unkwon og Eloq, og sammen udgør de AV AV AV.
Det var da også planen, da trioen – efter fem års arbejde – udgav debutalbummet ‘No Statues’ i 2019, der for alvor manifesterede hypen omkring den elektroniske supergruppe.
Forventningerne var tårnhøje – internt og fra branchen – og da de første tegn på stress bankede på, kom corona og rev gruppens raison d’être fra hinanden. For hvad var formålet egentlig, når de ikke kunne spille musikken live?
På fredag er producertrioen klar med deres andet studiealbum, ‘All Inclusive’, der har festen i førersædet. De har ikke længere så travlt med at erobre verden, men har sammen fundet tilbage til det, det hele startede med: Fællesskabet.
Her fortæller de om deres karrieres fælles op- og nedture. Om symfonisk katharsis og en nærdødsoplevelse på den tyske Autobahn. Og om at hvile i venskabet, når det hele ser lidt sort ud.
Tre egoer, én hjerne
Hvad har været den vigtigste dag i jeres karriere?
Martin Skovbjerg:»Den dag sidste år hvor vi sad på Delphine og blev enige om at fortsætte AV AV AV«.
August Fenger: »Helt klart. Vi sad simpelthen over en græsk frokostpita med pommes og besluttede os for at tage i sommerhus for første gang i flere år. Og det blev til ‘All Inclusive’«.
Martin Skovbjerg: »Jeg troede længe, at vi skulle erobre verden. Men det var jo et kæmpe pres. I dag hviler vi mere i, at det er venskabet, der skal bære det. Det tror jeg har givet os en mere afslappet tilgang til det hele … Og i det øjeblik, vi stoppede med at prøve at erobre verden, blev vi Ugens Uundgåelige på P3«.
Anders Dixen: »Ja, det afføder en anden form for oprigtighed, når man ikke prøver at forcere en lyd, en stil – eller en glæde, for den sags skyld. Når man ikke er pålagt eller pådutter sig selv et pres om at erobre verden, så er det anderledes fedt at lave musik«.
Hvad har været den største optur i arbejdet med ‘All Inclusive’?
August Fenger: »Venskabet. Det har været for vildt at finde tilbage til AV-energien og lave musik sammen for første gang i flere år«.
»‘No Statues’ var som en kæmpestor marmorsten med en skitse, som vi bare hakkede løs på, til den fik en form. Et værk, som vi er meget stolte af, men som var ret drænende for os som gruppe. Men den her gang har vi bare eksekveret hurtigt uden at nosse for meget rundt i det bagefter. Og det har været ret befriende«.
Martin Skovbjerg: »Tidligere kæmpede vi langt mere om at få ret hver især. Nu går beslutningsprocessen meget hurtigere, fordi vi ikke går til projektet som tre egoer, men som én samlet hjerne«.
Hvornår har I været mest stolte af jer selv?
Anders Dixen: »Da vi spillede ‘60 Minutes’ med Copenhagen Phil. Det var en ret krævende opgave. Så den koncert husker jeg som en kæmpe forløsning. Da vi blev kaldt ud til fjerde rundes stående applaus, var jeg grædefærdig«.
August Fenger: »Det var ren katarsis! Den klassiske verden er ret intens. Selve bygningen (Konservatoriets Koncertsal, red.) er storladen, og så sad de her musikere – der har øvet sig hele deres liv på 400 år gamle instrumenter – for at spille vores musik«.
Martin Skovbjerg: »… som vi har lavet i en brandert i et sommerhus«.
Hvad gør I, når I har brug for en optur?
August Fenger: »Tager i sommerhus – drikker øl, ser film og laver musik«.
Martin Skovbjerg: »Ja, det er de bedste rammer for os. Der plejer bare at køre et beat i 14 dage, mens vi finder ind i en form for symbiose. Så kommer og går vi til projektet. Flytter en hi-hat, sampler noget fra en film, optager lidt lyd fra en gåtur i sneen«.
August Fenger: »Den her følelse af at være i flow er et kæmpe high. Og det, vi gør på en sommerhustur, er at power-tune settingen for at ramme den rus. Det kan man kun, hvis man stoler fuldt ud på hinanden. På vores seneste tur havde havde vi så meget optur over os selv, at vi satte gamle koncertvideoer på til den nye musik. Det hele var ret magisk og en fin reminder om, hvad det er, musik skal kunne – både i den store verden, men også i den lille verden«.
Slået ud på toppen af karrieren
Hvad er den største udfordring, I har overkommet?
Anders Dixen: »Slutningen af 2019 var en ret hård periode for os. Vi havde arbejdet os selv til døde. Min tinnitus var stukket helt af. Og jeg var nået til et punkt, hvor jeg slet ikke kunne være i studiet og lytte til musik«.
August Fenger: »Ja, vi stod et sted, hvor vi skulle finde ud af, hvad vi egentlig ville. Og så kom corona. Bam! Det var et øksehug i vores konstellation. Først blev vi slået ud af stress, og så kom nedlukningen og tog en stor del af vores identitet: At spille live«.
Hvad har været den største skuffelse i jeres karriere?
Anders Dixen: »I 2020 stod vi til at skulle spille på det vildeste tidspunkt på Roskilde Festivals Arena-scene. Helt perfekt efter at have udgivet ‘No Statues’, som vi havde arbejdet på i fem år. Og så blev alt aflyst«.
Martin Skovbjerg: »Det var fandme hardcore. På min 40 års-fødselsdag gav Mette Frederiksen beskeden om, at der ikke ville blive afholdt arrangementer med flere end 500 mennesker. Sindssygt nedslående. Men det værste var næsten, at vi ikke blev booket året efter. Efter at have kæmpet så længe med debutalbummet fik vi at vide, at vi var uaktuelle i 2021. Hvad fanden? Den var hård«.
August Fenger: »Ja, vi var jo med til at sælge deres jubilæumskoncert … Kæmpe skuffelse!«
»Fordi vi har flere AV’er, gør nedturene mindre av«
Hvad er den dårligste professionelle oplevelse, I har haft?
Martin Skovbjerg: »Vi spillede engang en koncert i Luxembourg, hvor man skulle gå rundt om bygningen for at komme fra backstage-området til scenen, og jeg kan huske, at de lige mindede os om at passe på kanylerne i buskadset på ruten. Da vi så gik på scenen, var der måske mødt 22 mennesker op«.
»Men vi fik sgu festen til at spille alligevel. Og det, der så sker, er, at vi to-tre år efter lukker en festival i Schweiz, hvor bookeren fortæller os, at han var til den koncert i Luxembourg. Der er et eller andet med AV AV AV, der gør, at det, der måske udefra set ligner et minus, altid forvandler sig til et plus«.
Anders Dixen: »Du glemmer lige, at vi var ved at dø på vejen hjem. På vej til lufthavnen midt om natten faldt chaufføren i søvn på Autobahn, så vi kørte ind i autoværnet. Martin var nødt til at gribe fat i rettet for at undgå, at der skete noget værre«.
August Fenger: »… Det var den mest surrealistiske situation at stå der på en rasteplads midt i de schweiziske alper tre timer efter at have spillet sin største koncert«.
Er der et tidspunkt, hvor I tænker, I har bevæget jer i den forkerte retning?
Anders Dixen: »Det har vi flere gange. Specielt i starten, hvor populariteten steg, og vi skulle jonglere vores egne og andres holdninger til os«.
Martin Skovbjerg: »Men det har også været meget lærerigt, for det har gjort os ret skarpe på, hvad det er, vi som gruppe synes er fedt. Vi er vokset så meget over årene – sammen og hver for sig – så jeg stoler ret meget på de valg, vi tager«.
Anders Dixen: »Det fedeste ved at være en gruppe er, at alting bliver lidt mindre sårbart. Det er jo et rum, hvor man deles om alle op- og nedture«.
August Fenger: »Ja, det kan være ret ubehageligt at udgive musik som solokunstner. Men fordi vi har flere AV’er, gør nedturene mindre av«.
‘All Inclusive’ af AV AV AV er ude på fredag den 9. februar.