Jessica Chastain er imod Apples aflysning af hendes nye serie

Jessica Chastain er imod Apples aflysning af hendes nye serie
'The Savant'. (Foto: Apple TV+)

I denne uge blev den stortanlagte Apple TV+-serie ‘The Savant’ udskudt på ubestemt tid blot tre dage før premieren. Selskabet har ikke givet nogen direkte årsag, men de fleste kæder beslutningen sammen med den ladede politiske situation i USA (og underholdningsbranchen) efter mordet på højrefløjsprofilen Charlie Kirk tidligere på måneden.

Serien handler nemlig om en efterforsker, der infiltrerer internettets mørkeste kroge i forsøg på at stoppe online-ekstremister fra at begå voldelige handlinger. Den er baseret på en artikel fra Cosmopolitan i 2019 med titlen ‘Er det muligt at stoppe et masseskyderi, før det sker?’.

Hovedrolleindehaver Jessica Chastain er dog ikke enig med Apple i at tilbageholde serien. Det giver hun udtryk for i et opslag på Instagram.

»Jeg vil gerne sige, hvor meget jeg værdsætter mit partnerskab med Apple. De har været fantastiske samarbejdspartnere, og jeg har dyb respekt for deres hold. Med det sagt ville jeg gerne række ud og lade jer vide, at vi ikke er enige om beslutningen om at pause premieren på ‘The Savant’«, skriver hun blandt andet.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Skuespilleren nævner flere voldelige hændelser, der har fundet sted i løbet af de fem år, serien har været i produktion – fra stormen på den amerikanske kongres i 2021 til det nylige attentat på Charlie Kirk. I hendes optik er det dog eksempler på, hvorfor serien er vigtig og bør sendes.

»Jeg har aldrig undveget svære emner, og mens jeg ville ønske, at den her serie ikke var så relevant, er den det desværre. ‘The Savant’ handler om helte, som hver dag arbejder for at stoppe volden, før den sker og at ære deres mod føles mere presserende end nogensinde før«.

‘The Savant’ skulle have haft premiere 26. september, men det vides ikke på nuværende tidspunkt, hvor længe Apple vil holde den tilbage.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af