Det er snart fire år siden, The Minds of 99 har spillet arenaer, men det laver de om på nu.
Bandet har nemlig netop afsløret, at de i marts og april tager på en stor arenaturné, der tæller i alt seks koncerter fordelt over Jyske Bank Boxen i Herning og Royal Arena i København.
»De her koncerter bliver det første spadestik til et nyt musikalsk kapitel for os. Og vores hold arbejder også på helt nye idéer til selve showet«, udtaler forsanger Niels Brandt i en pressemeddelelse og fortsætter:
»Parken var kæmpestort, men publikum gjorde det nærmest til noget intimt – det føltes mere som at spille i Store Vega. Den oplevelse var så bibelsk, altså. Vi er heldige at have sådan et publikum, og vi tror, det bliver endnu mere intenst i arenaerne. Det kommer til at koge!«.
De første koncerter finder sted i Jyske Bank Boxen 20. og 21. marts, mens det de efterfølgende to weekender gælder Royal Arena.
I løbet af sommeren har The Minds of 99 været på en omfattende festivalturné, der blandt andet bragte dem til NorthSide, og sidste år spillede bandet som bekendt hele tre koncerter i Parken.
Billetsalget til de nye koncerter starter 3. oktober klokken 10.00.
The Minds of 99
20.-21. marts og 27.-28. marts + 3.-4. april
Jyske Bank Boxen og Royal Arena
Billetpris: 410-995 kr.
