Ny podcast om virkelighedens danske Fight Club er fascineret af blod og vold
PODCAST. Filmen ’Fight Club’ er virkeligt indbegrebet af filmbro-kulturen.
Den hænger på væggene i svedlugtende teenageværelser, den er citeret i edgy TikTok-videoer og er mange præpubertetdrenges yndlingsfilm. Fra respekteret kultfilm til et testosteron-brand, som boys verden rundt dyrker, formentligt fordi den fremstår farlig og klog på samme tid.
Men alt andet lige er den sammen med film som ’Joker’, ’American Psycho’, ‘The Wolf of Wall Street’ og ’Donnie Darko’ blevet reduceret til et fællesbibliotek af problemfyldte mænd, som film-bros bruger som spejl for at nå en følelsesladet bund i deres ellers stoiske udtryk. Oprindeligt tænkt som en kritik af maskulinitet, men forvandlet til virile heltebilleder. Verden mod den misforståede mand.
Med det afsæt er den nye dokumentarpodcast ’Undergrunden: Den danske fightclub’ mere interessant end på papiret, hvor den trækker lårfede tråde til filmen.
Podcasten tager os med ind i et dansk miljø, hvor mænd slås med bare næver i bure uden regler. Men er den blot en spejling af bro-kulturens fascination af ”misforståede”, affektbetonede mænd, hvis eneste følelsesmæssige ressource er vold, eller forsøger den at være mere end det?
Allerede fra starten bydes der op til bloddans: To fightere står på den iskolde asfalt, og pludselig rammer den ene den anden lige i ansigtet, og på et øjeblik ligger den ene oven på den anden. Panikken breder sig i den nederste mands blik, og de stikker fingrene i hinandens øjne. Ren overlevelse.
Podcasten giver et dybt interessant indblik i et lukket miljø, hvor mænd selv organiserer kampe og dyrker fællesskab gennem fysisk konfrontation. Ja. Faktisk bare en ægte (og dansk) version af den kampklub, som portrætteres i filmen fra 1999.
Tilrettelæggerne Kristian Toft og Christian Anker har lavet et imponerende stykke infiltreringsarbejde. Over tre år har de fulgt kampe, talt med arrangører og kæmpere og dokumenteret, hvordan undergrunden vokser både i styrke og organisering.
Særligt interviewene med kæmperne giver indsigt i et miljø, der ellers er usynligt for offentligheden. De taler tillidsfuldt til journalisterne, nærmest som var de venner.
Fordi journalisterne kommer så tæt på, får vi både de brutale slag i buret og de sårbare refleksioner udenfor. Vi sidder med på bagsædet, når de kører mod hemmelige adresser, og vi mærker den sitrende uro, når deltagerne frygter, at politiet følger efter dem. Eller hvordan de råber sig klar til at kæmpe mod politiet, hvis de skal det. Der er en intens autenticitet, man kan mærke nervøsiteten, adrenalinen og den rå energi.
Men samtidig savner man en mere grundlæggende kritisk tilgang til miljøet. Spørgsmål om voldens konsekvenser, moral og ansvar udelades stort set – eller glider hurtigt af på kæmperne. De får lov til at tale, som om volden er en naturlig del af mennesket uden rigtig at forholde sig til det.
Man savner stemmerne udefra: Politiet, en psykolog, partneren, forældre eller børn til kæmperne.
De oplagte kritiske vinkler udebliver i den ellers godt tre timer lange serie. Når alle kilderne er en del af miljøet, bliver perspektivet hurtigt snævert og unuanceret.
Resultatet risikerer at fascinere som et underholdende, adrenalinfyldt eventyr, frem for at levere en nuanceret journalistisk undersøgelse.
»Verden i dag, den er blevet fin. Vi gemmer tingene alt for meget. Det er en barsk virkelighed, vi lever i. Verden er ikke blomster og røde roser, som alle tror, det er«, siger en af kæmperne i første afsnit, som om han har regnet det hele ud.
Mens han også konstaterer, at folk helst vil se slå hinanden til blods:
»De ser os ikke spise pizza, efter vi har kæmpet«, siger han og understreger, at det her faktisk handler om venskab og fællesskab, ikke blot blod og vold. Men kun det sidste vil danskerne se, mener han.
Citatet rammer hovedet på sømmet i podcastens dobbeltmoral: Den vil signalere, at det handler om alt andet end vold, men det er netop volden, der dominerer opmærksomheden og fungerer som dens guldæg.
Kort sagt:
’Undergrunden: Den danske fightclub’ er en imponerende infiltrering af et lukket miljø. Men hvor fascinationen er intens og nærmest hypnotiserende, mangler analysen tyngde. Over en håndfuld afsnit når serien sjældent dybere end den rå fascination af blod og vold.
Podcasten er anmeldt på baggrund af de første fem afsnit.