’Chad Powers’: Ny Glen Powell-serie står i gæld til ’Ted Lasso’ – men er underholdende nok i sig selv
I 2022 gik den amerikanske fodboldstjerne Eli Manning undercover som midaldrende walk-on i en episode af sin ESPN-serie ’Eli’s Places’. Han dækkede sit ansigt med silikone, limede dun på overlæben, halede en George Harrison-paryk ned over issen og troppede op til open tryouts på Penn State, der har en stolt ordning, hvor hvem som helst og deres mor kan få lov til at vise deres værd i håbet om at blive opdaget.
Det blev til en cirka seks minutter lang, forholdsvis underholdende sekvens, hvor Manning lever sig eftertrykkeligt ind i sit nye alterego, Chad Powers – en figur, der omtaler sig selv i tredjeperson og siger ting som »think fast, run fast« og »Chad Powers, you ain’t never seen nothin’ like him«.
Så spoler vi tre år frem i tiden, og i dag er Hollywood-kometen Glen Powell den heldige indehaver af det lakoniske kunstnernavn. Powell spiller Russ Holliday, en sportsdiva, hvis dårlige attitude resulterer i en nedsmeltning på banen, der sender ham i permanent karrierefængsel. I sin efterfølgende desperation for penge og opmærksomhed udgiver han sig for at være hillbilly’en Chad Powers, der med lidt hjælp fra holdets maskot og sin fars bærbare makeupstation bliver optaget på South Georgia Colleges fodboldhold.
Den seks afsnit lange første sæson af Disney-serien af samme navn er en udvidelse og udforskning af Manning-skitten i dur med en anden serie, der på mange måder må have været en væsentlig inspirationskilde: Den 13 gange Emmy-vindende Apple-serie ’Ted Lasso’ havde nemlig en lignende oprindelseshistorie (den startede som en NBC-reklame i 2012), handler om en flok underdogs og har som sin hovedrolle en tidligere stor kanon, der afprøver nye, uvante græsgange.
Det er lidt et problem fra start til slut, at Chad Powers står i Ted Lassos alenlange skygge. Men selvom det står soleklart, at Disney gerne vil efterligne konkurrentens storsucces, har ’Chad Powers’ merit nok i sig selv til ikke bare at blive forvekslet med en Temu-klon. Serien er smukt filmet, har et overdådigt ørehængersoundtrack, en stærk hovedrolle omkranset af et solidt cast (hvor især Frankie Rodriguez som Catfish-maskotten og Perry Mattfeld som nepobaby-hjælpetræneren brillerer) og, frem for alt, oprigtigt sjov dialog.
Glen Powell – i sin komplette Chad Powers-regalier – står for broderparten af lårklaskerne (for eksempel følgende vrøvleri efter at være blevet spurgt ind til sin alder: »I’m old enough. And young enough. You know how it is with covid. Years lost to the corona virus … Like, how old is anyone anymore?«). Men de mange særegne bikarakterer får også deres tid i solen, som når den uberreligiøse quarterback foreslår, at de alle sammen skal bede, hvortil en af hjælpetrænerne kontant replicerer: »God isn’t real, son, now get your ass back out there«.
Serien har dog også noget på hjerte. Sjovt nok handler den i al sin enkelthed om nogenlunde det samme som Linklater-filmen ’Hit Man’, der også havde Glen Powell i hovedrollen. Begge forsøger at udforske noget så eksistentialistisk som identitet og omlægningen af samme. Er vi for evigt dømt til at være den, vi er, eller er det muligt for eksterne faktorer, såsom et godt alterego og en dårlig paryk, at omprogrammere os?
Det lyder måske højtravende, men det lykkes faktisk ’Chad Powers’ at slippe relativt uskadt fra det – om end jeg gerne havde set, at den dykkede et spadestik dybere ned i udviklingen.
Serien udnytter aldrig rigtigt det serielle format, men ender i stedet som en seksdelt film, der godt kunne have brugt en episode eller to mere på at håndholde Chad Powers’ udvikling fra persona til person.
Kort sagt:
’Chad Powers’ er både underholdende og tankevækkende – men står også i skyggen af den målbart bedre ’Ted Lasso’.