Inden sejren i sidste ende gik til 80’er-ikonet Jim Jarmusch, der vandt Guldløven på årets filmfestival i Venedig, regnede mange med at sydkoreanske Park Chan-wook ville gå med sejren med sin sorte komedie ‘No Other Choice’.
Filmen fik en bragende modtagelse på festivalen, som en af de bedst anmeldte overhovedet, og nu er traileren netop landet med en forsmag på det skøre galgenhumoristiske værk om en mand, der mister sit arbejde og tager drastiske midler i brug for at finde et nyt.
Lee Byung-hun, som mange vil genkende fra ‘Squid Game’, er i front som Man-soo, der bliver fyret fra sit job på en papirfabrik og finder det umuligt at få et andet arbejde. Som desperationen vokser sætter han derfor en plan i værk, der bliver livsfarlig for de andre kandidater.
Park Chan-wook er især kendt for sin hævntrilogi med ‘Oldboy’ som kronen på værket. For nylig udnævnte vi filmen til den mest banebrydende i århundredet.
Derudover har han i de senere år stået bag engelsksprogede ‘Stoker’ samt nyere titler som ‘The Handmaiden’ og senest den mere mystiske noir-krimi ‘Decision to Leave’ samt HBO-serien ‘The Sympathizer’.
Der er endnu ingen dansk premieredato på ‘No Other Choice’, men den står til at lande internationalen i julen, så man kan håbe, det samme gælder herhjemme.
