Det herrens år 2025 har stået i tilbageblikkets tegn hos medier som New York Times, Weekendavisen og yours truly, der har kastet lys over det kvarte århundredes filmkunst i bagklogskabens klare skær.
Så hvorfor ikke fortsætte i samme spor til årets julekalender, spurgte vi os selv på filmredaktionen.
Her kommer derfor vores temmelig alternative julekalender: En nissepissegod film fra årene 2000-24 til hver decemberdag til og med juleaften – forklaret med koncise 24 ord.
I den søde julestemnings navn går vi efter film, der varmer krop og sind i én eller anden forstand. Kold uforsonlig distanceret misantropi har intet at gøre her – og så skal filmene selvfølgelig kunne streames herhjemmefra.
Hvis du følger julekalenderen slavisk, honorerer vi benovet med en imponeret præmie, selvfølgelig mod forevisning af skudsikker dokumentation!
God fornøjelse – og jul.
1. december: ’Y tu mamá también’ (2001)
Der er langt fra juleklip til hot mexicansk roadtrip og trekant med liderlige teenagedrenge. Heldigvis? Til gengæld leverer Cuarón-gennembruddet ultimativ mirakelånd og uforglemmelig skæbnesvangerhed. –MJK
Kan ses på Netflix.
2. december: ’About Schmidt’ (2002)
Alexander Paynes film bugner af visdom og komik – også i en af ’Sideways’-instruktørens tidlige ædelsten med Jack Nicholson som nyslået pensionist på eksistentiel roadtrip. – JLU
Kan ses på Blockbuster, Viaplay og Apple TV.

3. december: ’Memories of Murder’ (2003)
Hvis du kun skal se én krimi resten af året (eller nogensinde?), skal det være ’Parasite’-instruktørens sortkomiske mesterværk om opklaringen af Sydkoreas første seriemordersag. – MJK
Kan ses på Filmstriben.
4. december: ’Before Sunset’ (2004)
Hvilken bedre modvægt til vinterkulden end alle tiders varmeste romantiske snakkefilm: Jesse og Celine, et døgn i Paris, ni år efter ’Before Sunrise’ – uimodståeligt! – JLU
Kan ses på Blockbuster, Viaplay og Apple TV.
5. december: ’Grizzly Man’ (2005)
’Alene i vildmarken’ har intet på Timothy Treadwell, der viede sit liv til at leve med dødsensfarlige grizzlybjørne i Alaska. Inklusive hurtigbriller og Herzog-voiceover. – MJK
Kan ses på Blockbuster, Apple TV, SF Anytime og på Pluto TV.

6. december: ’Apocalypto’ (2006)
Man kan sige meget om Mel Gibson, men han har lavet en af de bedste actionfilm i årtusindet. Et nonstop åndeløst overlevelsesridt gennem regnskoven. – JLU
Kan ses på Viaplay.
7. december: ’Ratatouille’ (2007)
Der er så meget uofficiel julemagi i Pixars madeventyr om en rotte, der i virkeligheden er et kulinarisk geni. Rat-boy-summer, never – parisian rat-chef-xmas forever. – MJK
Kan ses på Disney+.
8. december: ’Rachel Getting Married’ (2008)
Du kan umuligt fælde dom over Anne Hathaway, før du har oplevet hende som eksstofmisbruger til søsters bryllup i Jonathan Demmes mesterligt musikalske film. – JLU
Kan ses på Apple TV og Rakuten TV.

9. december: ’I Love You, Man’ (2009)
Foreningen af to af verdens rareste, sjoveste komedieskuespillere, Jason Segel og Paul Rudd, er det ultimative comfortwatch, der slapper både the bass og hjertet. – MJK
Kan lejes på Blockbuster, SF Anytime og Apple TV.
10. december: ’Beginners’ (2010)
Her 15 år efter hører jeg stadig indimellem temaet til Mike Mills’ romantiske generationsfortælling med Ewan McGregor. Så smukt, elegant og vemodigt som filmen. – JLU
Kan ses på Filmstriben og Blockbuster.
11. december: ’Wuthering Heights’ (2011)
Få den skarptskårne, rene klassikerfilmatisering, inden en vis provo-fortolkning lander. Tavs, virkelig meget hede, sort Heathcliff. Formentlig diametralt modsat 2026-versionen. (Advarsel: Mumford & Sons-soundtrack). – MJK
Kan ses på Filmstriben.
12. december: ’Rust and Bone’ (2012)
Bedre europæisk skuespil finder man ikke end i det rå møde mellem Marion Cotillards hvaltræner og Matthias Schoenaerts solofar i Jacques Audiards gribende drama. – JLU
Kan ses på Filmstriben, Blockbuster og Grand Hjemmebio.

13. december: ’Den store skønhed’ (2013)
Eksplosivt storværk om, hvor svært det er at fylde 65, når man er en romersk charlatan. Julens eneste garanteret cinematiske fest og filosofiske mavepuster. – MJK
Kan ses på Filmstriben.
14. december: ’Calvary’ (2014)
Sort humor i skæbnesvanger fortælling med Brendan Gleeson som mordtruet præst. Helt på niveau med ’Banshees of Inisherin’ og ’Three Billboards’ fra instruktørens bror. – JLU
Kan ses på Apple TV og Blockbuster.
15. december: ’Lang historie kort’ (2015)
Hvorfor vil Trine Dyrholm ikke have børn med Danica Curcic? En af mange ægte kærlighedsskrupler i ’Dronningen’-holdets oversete komedie om 30-40-somethings fortalt via mærkedage. – MJK
Kan ses på Filmstriben og Rakuten.

16. december: ’Hell or High Water’ (2016)
’Yellowstone’-gulddrengen Taylor Sheridan leverede det übercool manus til historien om bankrøvende brødre i nutidens Texas. Noget så sjældent som en original, velskabt moderne western. – JLU
Kan ses på Filmstriben, Blockbuster og Viaplay.
17. december: ’God’s Own Country’ (2017)
Varm rumænsk staldarbejder lærer kuet nordengelsk fårehyrde at elske (Josh O’Connor, meget vigtigt!). Midt i mudderet. Bag gråt socialrealistisk ydre gemmer sig gigantisk lovestory. – MJK
Kan ses på Filmstriben og Viaplay.
18. december: ’Burning’ (2018)
Mads Brügger har kaldt Lee Chang-dongs foruroligende trekantsdrama for årtiets bedste film, som man »kan meditere på i månedsvis, hvis ikke årevis«. Ikke uenig! – JLU
Kan ses på Filmstriben, Blockbuster og Grand Hjemmebio.

19. december: ’First Cow’ (2019)
Der er for få kupfilm om yvertyveri til kagebagning. Men ’First Cow’ er heldigvis så underfundig, gribende og skæg, at man ikke behøver andre. – MJK
Kan ses på Filmstriben og Mubi.
20. december: ’Palm Springs’ (2020)
Føles ’Groundhog Day’ efterhånden som Groundhog Day, så fang en ny tids tidsloop-perle med Andy Samberg og Cristin Milioti sjovt-charmerende fanget til evighedens bryllup. – JLU
Kan ses på Filmstriben, Blockbuster, Viaplay og Grand Hjemmebio.
21. december: ’Spencer’ (2021)
Uanset hvor stresset du er lige nu, er det intet sammenlignet med, hvordan prinsesse Diana havde det under sin sidste klaustrobiske jul med kongehuset. – MJK
Kan ses på Filmstriben.

22. december: ’Resten af livet’ (2022)
Anden installation i Frelle Petersens sønderjyske hverdagstrilogi er den mest vemodigt almene. En splintret familie i tragediens skygge, fortalt menneskeligt rundt om sorggenrens klicheer. – JLU
Kan ses på Nordisk Film+, Blockbuster, Grand Hjemmebio, Viaplay og Apple TV.
23. december: ’The Holdovers’ (2023)
Hvis det kniber med julehumøret, kan man både få spejlet sin gnavenhed og varmet sit kolde hjerte i selskab med Alexander Paynes rørende kostskolejul. – MJK
Kan ses på Netflix.
24. december: ’Den sidste rejse’ (2024)
Jeg stortudede til den svenske dokumentarsensation, hvor tv-personlighed Filip Hammar genkører barndommens frankrigsferier med sin aldrende far. Rørstrømske møder mellem generationer? Et vaskeægte juleeventyr! – JLU
Kan ses på DR TV, Netflix, Nordisk Film+, Blockbuster, Grand Hjemmebio og Viaplay.
