Du må gerne hade den nye ‘Wuthering Heights’. Når du har set den.

'Saltburn'-instruktør Emerald Fennell er på vej med en stjernespækket og tilsyneladende hed og skør version af 'Wuthering Heights', som fra start bliver jordet af Emily Brontë-fans. Men vi skal stoppe med at hade ting på forhånd.
Du må gerne hade den nye ‘Wuthering Heights’. Når du har set den.
Margot Robbie og Jacob Elordi på plakaten til 'Wuthering Heights'. (Foto: PR)

En X-bruger har navngivet den »filmens svar på matcha-dubaichokolade-Labubuen«. Efter at have set 90 sekunders sammenklip.

Som en særversion af tidens kinesiske dukkedille med smag af to andre internetfænomener er den kommende ‘Wuthering Heights’ åbenbart indbegrebet af det moderne menneskes komplette åndelige forrådnelse og lemmingeløb efter hjernedøde trends.

I sidste uge landede traileren til Emerald Fennells kommende filmatisering af Emily Brontës klassiker.

Her kunne man over halvandet minut se de første glimt af de (gisp) australske Hollywood-stjerner Jacob Elordi og Margot Robbie som de tragiske romankarakterer Heathcliff og Cathy, der driver hinanden til vanvid på den nordengelske hede i Yorkshire i det 16. århundrede.

I den kommende version sker det dog til tonerne af Charli XCX, der udover ’Everything Is Romantic’, som spiller i første klip, har komponeret flere originale sange til filmen.

Som i instruktørens forrige film ’Saltburn’ lader stemningen til at være gennemsyret af utildækket kneppelyst. En fisk får penetreret sin mund af nogle fingre, der er en erotisk hundeefterligning, kjoleliv flås op ’Bridgerton’-style, og der indgår en liderlig æggeblomme.

Hvis den uhyrlige rodebutik af anakronismer ikke var nok, poserer Cathy og Heathcliff også ligesom Scarlett O’Hara og Rhett Butler i ’Gone with the Wind’ på plakaten.

Taglinen »drive me mad« (taget fra romancitatet »be with me always – take any form – drive me mad!«) er allerede er blevet en selvopfyldende profeti for filmens dedikerede anti-fanbase, der har studeret engelsk og er rasende. For ulig det genfærd i ’Stormfulde Højder’, som forsøges hidkaldt md førnævnte replik, skal historiens spøgelse helst kun have den form, DE synes.

»Emily Brontë rejser sig fra graven i dette øjeblik, for hvorfor forvandlede de ‘Wuthering Heights’ til Fifty Shades af Heathcliff og Cathy?«, lyder en ganske repræsentativ X-reaktion.

Andre påpeger, at ingen giver en fiskemund finger i originalen. Markedsføringen klandres for at forvandle romanen til en »dark romance booktok book adaptation«.

Forargelsen fylder også i mere etablerede medier som The Independent.

»Jeg har ikke følt mig så personligt angrebet af en litterær bearbejdning, siden Dakota Johnson begyndte at Fleabagge til kameraet i Netflix’ overgreb på Jane Austens ‘Persuasion’«, skriver Katie Rossiensky.

Men er det Emerald Fennells film, der er dubaichokolade-labubuen? Eller er det alle dem, der insisterer på at svine filmen og instruktøren til, før de overhovedet har set den?

Har de helt misset citationstegnene omkring titlen? Som måske er første hint om, hvorfor Emerald Fennell, som i øvrigt har studeret engelsk på Oxford, tillader sig at vade så frivolsk rundt i romanforlægget fra 1847, der blev Emily Brontës eneste udgivelse, inden hun året efter døde som 30-årig. 

Kritik eller had?

’Wuthering Heights’ blev klistret fast til dartbrættet, allerede da nyheden om filmen blev annonceret i efteråret 2024.

Her kom castingvalgene på tværs, da skuespillerne hverken matcher romankaraktererne i alder eller race. Mest forståeligt blev valget af Elordi til rollen som Heathcliff, der i bogen beskrives som mørkhudet og af sigøjner-slægt, kritiseret.

Det var næsten lige så problematisk, som at Margot Robbie på de første billeder bar en historisk ukorrekt hvid brudekjole.

Kritikken virkede ikke helt så oprigtigt bekymret over raceaspektet af castingen som i at lufte en opbygget vrede over hele ’Saltburn’-instruktør Emerald Fennells virke. Instruktørens sidste film blev i sig selv en varmluftsballon af viralt kaos og cineastisk fingerpegeri.

Onde tunger havde i hvert fald ikke noget problem med at ønske filmens castinginstruktør død.  

»Der var én Instagram-kommentar, hvor der stod, at castinginstruktøren burde skydes. Men bare vent til du ser det, og så kan du afgøre, om du vil skyde mig eller ej. Man behøver virkelig ikke være korrekt. Det er bare en bog. Der ikke er baseret på et virkeligt liv. Det er alt sammen kunst«, udtalte filmens caster Kharmel Cochrane i et interview i kølvandet på foragelsen.

Problemet er jo bare, at ’Wuthering Heights’-elskerne er voldsomt uenige i, at det bare er en bog.

Godt nok hersker der en opfattelse af, at Brontës historie er blevet misfortolket på film, flere gange end den er blevet filmatiseret rigtigt trods godt 16 forsøg.

Men folk, der føler så stor en personlig forargelse over moderne fortolkninger af klassikere, de ikke har set endnu, er én stor glidebane af giftighed.

Før i tiden plejede de mest at stikke hovederne frem, når der var en brun elver i Ringenes herre-serien ’Magtringene’ eller noget lignende galt i Star Wars, med samme påskud om illoyale fejlfortolkninger til at legitimisere galden.

Jeg er med på bekymringen over, at man udvander romanens pointer om klasse og race, men en dårlig filmatisering er ikke skadelig. Og i ’Wuthering Heights’-fadæsen fornemmer man cancelkulturens sprog, men uden et reelt formål.

Hvad med ‘Clueless’?

Jeg finder ’Wuthering Heights’-kritikken bedrevidende og dobbeltmoralsk.

Den udøves af folk, der forveksler deres generiske online-hate med relevant kritik, fordi de ser sig selv som gatekeepere for en eller anden form for ophøjet feminin litterær praksis, der i virkeligheden bare er at være fan af en af verdens mest berømte bøger. Som ingen film nogensinde vil være i stand til at ødelægge.

Samtidig hersker der en selvglad og totalt gratis stemning af vished om, hvordan den perfekte filmatisering i hvert fald ikke ser ud. Og at vurdere en hel film på dens trailer er ligesom at dømme en bog på dens omslag, hvilket vel ikke er super litterært?

Alicia Silverstone i ‘Clueless’. (Foto: Paramount Pictures)

Hvem skulle eksempelvis have troet, at ’Clueless’ om en shoppebesat rig teenagepige i 90’ernes L.A. ville blive en af de bedste Jane Austen-filmatiseringer i nyere tid? Selvom der hverken var Alaïa, ’Rollin’ with the Homies’ eller outfitplanlæggende computere i Regency-tiden?

Verden ville være kedeligere uden Baz Luhrmanns gangsterversion af ‘Rome+Juliet’, vanvidsversionen af Alexandre Dumas’ ‘Kameliadamen’ aka. ‘Moulin Rouge’, Shakespeare-varianten ’10 Things I Hate About You’ og helt ned til Wachowski-søstrenes omskrivning af selveste Biblen i ‘The Matrix’.

Det skal stå folk frit for at kaste op over Emerald Fennells ’Wuthering Heights’. Men se den lige først.

Det er tidens mest fattige kulturelle praksis at dyrke hadfællesskaber omkring værker, som slet ikke har set dagens lys endnu.

’Wuthering Heights’ får dansk biografpremiere 12. februar 2026.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af