En ung mand skal i fængsel efter en voldelig episode på årets Copenhell, der endte med at koste en 64-årig mand livet. Det skriver DR.
Dommen faldt onsdag i Københavns Byret, hvor den nu 21-årige mand erkendte at have slået den 64-årige i hovedet med en knyttet næve, hvorefter den 64-årige faldt og slog sit baghoved mod asfalten.
Det resulterede i brud på flere knogler i ansigtet, mens en blødning i højre side af hjernen dagen efter endte med at koste ham livet.
Anklageren krævede, at den unge mand skulle straffes med ubetinget fængsel i ikke under ni måneder, men den endelige dom endte med at lyde på seks måneders ubetinget fængsel.
I retten forklarede den 21-årige ifølge DR, at han følte sig truet situationen, men at han senere er blevet klar over, at den ældre mand ikke truede ham.
Efter dødsfaldet udtalte festivalchef Jeppe Nielsen, at Copenhell stadig har fokus på sikkerhed og god stemning, men at den tragiske hændelse gav »et hak i billedet af Copenhell som en fredelig festival«.
Næste års Copenhell finder sted fra 24.-27. juni.
