DE MEST SEXEDE SANGE. Det er ikke særlig woke girl alert at vælge en sang om at gå i kirke som en af de mest sexede sange nogensinde, kunne man måske tænke. Men så tager man altså fejl.
Hoziers absolutte gennembrudshit, ’Take Me to Church’ fra 2013, drypper af sex, der ligger lige tilpas mellem linjerne til, at det blev et af de mest populære numre i 2014, både internationalt og i Danmark.
Dermed var det også forholdsvis nemt at blive lidt træt af nummeret, før man overhovedet fik lyttet ordentligt til det.
Lidt mere end oblater til hovedret
Andrew Hozier Byrne indspillede ’Take me to Church’ i den skarpe alder af 23, klokken to om natten på loftet hos sine forældre.
Lyrikken kredser om et forhold, der har karakter af tilbedelse. Med den katolske kirke som referencepunkt navigerer han elegant i religiøst hykleri, altopslugende kærlighed og ikke mindst forblændende fysisk forening.
Når først man har opdaget subteksten, rammes man af en flodbølge af suggestive formuleringer. Det bliver svært ikke at få linjer som »somethin’ meaty for the main course« galt i halsen.
Sidenhen er vi kommet til at kende det som et lidt atypisk Hozier-nummer. Hvor hans øvrige diskografi især er domineret af folk-, rock- og blues-indflydelser, er ‘Take Me to Church’ markant mere gospelpræget.
Sangen åbner med det, der nærmest lyder som kirkeklokker, som ringer til messe og bidrager til at fremmane et indre billede af en mand på knæ.
Med linjen »she tells me, ‘worship in the bedroom’« placerer han meget hurtigt lytteren i ukristelig kontekst, der gør det nemmere at forstå, hvad han egentligt mener med »worship like a dog« i omkvædet.
Det er nok noget med at være meget loyal.
Blasfemi og aktivisme
Den tilbedende handling, som Hozier tilbyder, er en form for absolut seksuel underkastelse. Det bliver ikke mindre sexet af, at manden er næsten to meter høj, hvilket givetvis gør ham højere end mange kvinder – selv på knæ.
Hozier flirter både med lytteren og idéen om en førkristen folketro, når han forkaster den katolske kirke og i stedet overgiver sig til »that deathless death«.
Her refererer han åbenlyst til den lille død, der gerne følger veludført elskov, men i den grad også kristendommens løfte om det evige efterliv. Hans djævelsk dybe vokal, båret frem af englekor, tilføjer blot endnu et lag til dobbeltheden.
Hozier er irsk helt ind i knoglerne og holder sig heller ikke tilbage fra at positionere sig politisk.
I den sort-hvide musikvideo bliver sangen brugt til at opbygge en fortælling om to mænd på flugt, og der krydsklippes hårdt mellem voldelige scener og de to mænds omfavnelse. På den måde giver videoen linjer som »there is no sweeter innocence than our gentle sin« lidt ekstra tyngde.
Men den politiske aktivisme gør ikke Hozier mindre sexet, tværtimod, selvom det måske indkredser målgruppen lidt.
Masterclass i forførelse
Hozier caster sig selv som feministens våde drøm, når den totale underkastelse og tilbedelse leder tankerne hen på forhistorisk gudindedyrkelse. Han bringer lytteren tilbage til en tid, hvor kvinden er centrum for liv, død og nydelse.
Hozier er for kvinder med ring i næsen, hvad Bruce Springsteen i jeans er for din mor. Det siges, at han skrev nummeret efter et breakup, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at hun kom krybende tilbage.
’Take Me to Church’ er det mest sexede nummer, fordi det indeholder adskillige lag af forførelse.
Hozier forfører ikke kun til øjeblikket med løfter om ophøjet nydelse og tilbedelse. Han anfægter selve argumentet mod begær, som er indlejret i kultur og religion. Hvorfor er sex så ofte forbundet med skam?
Hozier tilbyder et alternativ og positionerer sex på samme spirituelle niveau som liv og død. At overgive sig til et andet menneske er det mest menneskelige, åndelige og uskyldige, man kan foretage sig.
Amen, jeg er overbevist.