Efter ni år vender banebrydende instruktør tilbage med dogmefilm

Efter ni år vender banebrydende instruktør tilbage med dogmefilm
Annika Berg ved Dogme25-ceremoni på Zentropa. (Foto: Zentropa)

Annika Berg lavede tilbage i 2017 sin første og foreløbigt eneste spillefilm.

Det var til gengæld ikke hvilken som helst film, men den vilde eksperimenteren coming of age-perle, ‘Team Hurricane’, som vi senest fremhævede som en af de mest banebrydende danske film i dette århundrede. Inden kårede vi den også til en af 2010’ernes vigtigste film.

Nu er der heldigvis endelig et nyt projekt på vej fra instruktørens hånd, der bliver til som en del af den nye dogmebølge, dogme25, der blev annonceret i foråret 2025.

Filmen hedder ‘Hundehovede’, og ifølge de dogmer, Berg selv har været med til at fastslå, skal den være færdiggjort indenfor det næste år – og lavet »som var det hendes sidste«, som mantraet lyder.

Annika Bergs ‘Hundehovede’ annonceres. (Foto: Zentropa)

Derudover skal manuskriptet skrives i hånden, være originalt, og kun halvdelen af filmen må indeholde dialog. Derudover er internettet er udelukket i tilblivelsesprocessen.

Som titlen afslører, kommer ‘Hundehovede’ til at handle om hunde. »Min film bliver en radikalt feminin, soft, fluffy og følsom affære. Den er en hyldest til menneskets bedste ven, hunde – for som Linse Kessler siger: ’All dogs are angels’«, udtaler Berg i en pressemeddelelse.

Når det gælder finansieringen, må der kun tages imod støtte, hvis det kommer uden modkrav og indflydelse, der må kun være 10 mennesker involveret bag kameraet, der bruges ikke makeup eller kropsmanipulation, og alle virkemidler skal lånes eller lejes.

Sidste år tog Isabella Eklöf det første filmiske spadestik med ‘Mr. Nawashi’. Det bliver fremover spændende at se, hvilke film de andre Dogme25-søskende, Jesper Just, Milad Alami og May el-Toukhy, finder på.

Sidstnævnte er dog filmaktuel i 2026 med det historiske drama ‘Kvinde, ukendt’, der ikke er en del af dogmeprojektet.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af