Trine Dyrholm og Christian Slater indtager hovedrollerne i kommende dogmefilm

Trine Dyrholm og Christian Slater indtager hovedrollerne i kommende dogmefilm
Christian Slater og Trine Dyrholm spiller sammen i 'Intime hændelser'. (Foto: Anders Overgaard)

Det vakte international opmærksomhed, da fem instruktører sidste år annoncerede en ny dansk dogmebølge. Måske er det derfor, vi finder en amerikansk Hollywood-stjerne blandt det netop annoncerede cast til anden film i Dogme25-projektet.

Videokunstner Jesper Justs ‘Intime hændelser’, der følger efter Isabella Eklöfs BDSM-drama ‘Mr. Nawashi’, har således ingen ringere end Christian Slater i den ene hovedrolle. Den anden går til den jævnaldrende danske stjerne Trine Dyrholm.

De får blandt andet selskab af de danske kollegaer Johannes Lilleøre, Julie Agnete Vang, Laura Drasbæk og Michael Moritzen samt den amerikanske indieskuespiller Dree Hemingway. Sidstnævnte, som er oldebarn af Ernest Hemingway, har blandt andet haft hovedrollen i Sean Bakers tidlige film ‘Starlet’.

Handlingen følger intimitetskoordinatoren Linda, der er ude af kontakt til sit eget følelsesliv og søger intimitet ved at stjæle genstande fra andre mennesker. Da hun tilknyttes en stor teaterproduktion med den amerikanske skuespiller Francis og hans assistent Zoé, forvilder hun sig ind i et intenst psykologisk trekantsdrama.

‘Intime hændelser’. (Foto: Anders Overgaard)

Jesper Just påbegyndte arbejdet på filmen i februar og har, efter forskrifterne i det nye Dogme-manifest, præcis et år til at færdiggøre projektet.

Dermed ventes ‘Intime hændelser’ at få biografpremiere engang i 2027. Herefter kommer den på Netflix og DR.

De nye dogmebud dikterer blandt andet også, at manuskriptet skal være originalt og skrives i hånden, at mindst halvdelen af filmen skal være uden replikker, at al internetbrug er forbudt i den kreative proces, at der højst må være 10 personer bag kameraet, at man ikke må sminke eller manipulere skuespillernes ansigt eller kroppe, og at filmen skal optages, hvor handlingen udspiller sig.

»Lav din film, som var det den sidste«, lyder det æggende 10. punkt.

Foruden Just og Eklöf består den nye dogme-bevægelse også af ‘Kvinde ukendt’-aktuelle May El-Toukhy samt Milad Alami (‘Bullshit’, ‘Charmøren’) og Annika Berg (‘Team Hurricane’).

Bølgen har desuden bredt sig til Tyskland med blandt andre Tom Tykwer på holdet.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af