KOMMENTAR. Det er tid til et nyt oprør i dansk film!
Det mener i hvert fald en håndfuld af landets mest markante instruktører, der er gået sammen om et nyt dogmemanifest med et kyskhedsløfte bestående af 10 strenge bud.
De 10 bud tilsiger blandt andet, at filmene skal skabes ud fra et manuskript forfattet i hånden og uden brug af internettet i den kreative proces. De skal være dialogløse i mindst halvdelen af fortællingen, og skuespillerne må ikke sminkes eller på anden vis manipuleres med. De må højst tage et år at få i kassen, og så skal de laves af et hold på maks. 10 personer.
Dogme25-holdet med ’Dronningen’-instruktør May el-Toukhy i spidsen vil »forsvare den originale spillefilm og retten til at lave film på filmens egne præmisser« i en verden, hvor »den kalkulerede, algoritmebaserede og teknologisk sminkede film vinder terræn«.
Initiativet blev lanceret som et lyn fra en klar himmel under årets Cannes-festival lørdag aften som et af de friskeste pust i dansk film længe.
For godt nok kan man diskutere, om man bedst skaber nybrud ved at emulere fortidens landvindinger. Og om det bedste forsvar for originalitet er et … reboot.
Lars von Triers dogmeideer, som han formulerede med Thomas Vinterberg og siden fik Søren Kragh-Jacobsen og Kristian Levring med om bord på i midten af 90’erne, var på mange niveauer et anfald af genialitet, hvilket det nye fællesskabs afpudsede Dogme25 selvfølgelig ikke er i samme grad.
Men mindre kan også gøre det. Og noget af det, de fem instruktører sammen med Zentropa-producere Sisse Graum Jørgensen og Louise Vesth tydeligvis har lært af de originale dogmebrødre, er værdien i at smide en bombe.
Væk med forsigtigheden
90’ernes dogmebevægelse var en kreativ frisættelse, der skrællede filmsproget ind til benet på et tidspunkt, hvor dansk film var stivnet i højtbelagte periodedramaer.
Der var filosofisk bund i deres opgør med kunstig lys og lyd, tunge kamerabevægelser og en amerikaniseret tankegang, men det var i høj grad også en måde at sætte tanker, der rakte helt tilbage til 50’ernes italienske neorealisme og 60’ernes nybølger, på farverig formel.
En stor del af genialiteten i den originale dogmebevægelse lå således i markedsføringen. Under en stor fejring af filmmediets 100 års fødselsdag i Paris i 1995 kastede Lars von Trier røde pamfletter ud til publikum. Den humor og provokation, der lå i at nedfælde et manifest og kalde reglerne et »kyskhedsløfte«, vakte genlyd i filmbranchen og medier verden over.
Selvom det er en sequel, er det nye Dogme25 også et stærkt signal. Manifestet og instruktørfællesskabet er med til at sætte filmkunsten på dagsordenen i en tid, hvor mediet er under voldsomt pres. Både fra AI’s potentielle overflødiggørelse af de kreative, en økonomisk presset og derfor fedtspillende industri og fra en bred kultur, hvor filmmediet bare ikke nyder samme position som tidligere.
Så det er virkelig fantastisk, at fem af landets stærkeste instruktører har fundet sammen om at gøre noget, om at sætte dansk filmkunst tilbage på tapetet, for den slags mod til at ville slå et slag i bolledejen har været en mangelvare i dansk film, efter Trier er blevet en mindre synlig figur.
Der er mange virkelig dygtige folk i dansk film, men der er også megen pænhed og forsigtighed i deres møde med offentligheden.
Kommer efter lovende debutfilm
Paradoksalt er det dog unægteligt, at manifestet kommer i kølvandet på nogle måneder, hvor danske debutfilm har markeret sig i en grad, vi ikke har oplevet længe.
’Sauna’, ’Det andet offer’, ’Min evige sommer’ og ’Hele vejen’ har lanceret en række lovende nye stemmer, der puster frisk energi i den danske filmfortælling med meget forskellige udtryk og synsvinkler.
Heroverfor er gennemsnitsalderen blandt de fem nye dogmeinstruktører omkring 44 år, og bag sig har de selvsamme firma, som stod bag Dogme95, det i dag særdeles etablerede Zentropa, endda med anerkendende støtte fra de gamle drenge Trier og Vinterberg. Mens Det Danske Filminstitut famøst ikke støttede Dogme i 1995, er de jubelbegejstrede for at være med om bord her i 2025.
Kan en ny bølge blomstre ud fra etablissementet og en midaldrende generation? Eller ville et nyt oprør trives bedst i en yngre generations fuckfinger til alt det bestående?
Det kan vi diskutere, herfra og til vi ser de fem film om nogle år. Det er jo her, testen skal stå.
For det er værd at huske på, at trods dogmelanceringens gennemslagskraft i 1995, var der mange, der spåede det til at fise ud som det rene luftkastel.
Altså lige indtil Triers ’Idioterne’ og Vinterbergs ’Festen’ ramte hovedkonkurrencen i Cannes i 1998 og udraderede enhver tvivl om, at dogme var the real deal.
Herfra var dansk film på alles læber, en ny generation af instruktører og skuespillere slog igennem på ryggen af den håndholdte revolution, og Søren Kragh-Jacobsens ’Mifunes sidste sang’ og Lone Scherfigs ’Italiensk for begyndere’ blev billetbaskere. Sidstnævnte – en lille, æstetisk afskrallet komedie – solgte freaking 800.000 billetter!
Dogme95 var noget særligt både i kraft af oprørets grundtanker, pr-stuntets overvældende kraft og filmenes kvalitet, men det var ganske banalt gennemslagskraften, der gjorde forskellen. Dogme blev folkeeje, og helt almindelige danskere zappede fra TV-Avisen over til at se bunkepul i ’Idioterne’, da den blev vist på DR.
Instruktøren som projektleder
Hvad, vi for alvor har brug for i dansk film i dag, er tilsvarende, at de personlige danske film finder et bredt publikum.
De lovende og kunstnerisk stimulerende film findes faktisk på små budgetter i talentlaget, mens de nye dogmeinstruktørers nedslående diagnose af filmens tilstand bedre passer på mainstream-udgivelserne, der generelt netop er kendetegnet af æstetisk og fortællemæssig ensretning og en desperat jagt på allerede kendt materiale at tage udgangspunkt i.
Når den udfordrende ’Pigen med nålen’ sælger en kvart million billetter, er det en sensationel undtagelse, der bekræfter reglen.
Og det er vel ikke ’Sauna’-instruktør Mathias Broe eller ’Det andet offer’-instruktør Zinnini Elkington, dogmeinstruktørerne tænker på, når de hævder, at »filminstruktøren i stigende grad er blevet reduceret til projektleder«?
Hvis de nye dogmefilm selv ender som et brag i skoven, ingen hører, vil initiativet således blot bekræfte det, som de håber at lave om på: At filmen som kunstform svinder ind i irrelevansen.
Heldigvis er det fem særdeles stærke filmskabere, der har taget opgaven på sig. May el-Toukhy, Isabella Eklöf og Annika Berg har allerede bevist sig som nogle af de mest visionære instruktører, vi har.
Så ja, jeg elsker Dogme25, i hvert fald lige indtil filmene rammer. Jeg håber inderligt, at de nye dogmesøskende lykkes med deres foretagende: At de kan bringe dansk filmkunst tilbage i den nationale og internationale samtale, alene ved at de konceptualiserer og formulerer et samlet ideologisk værdisæt.
Skulle det ikke lykkes, skal de som minimum have tak for at turde prøve.