Hvad dansk film kan lære af Dogme-revolutionen her 25 år efter

Hvad dansk film kan lære af Dogme-revolutionen her 25 år efter
Thomas Vinterbergs 'Festen'.
STREAMING TOGETHER

For 25 år siden blev dansk film forandret for bestandig.

Eller ok: Det er faktisk kun 22 år siden, at Lars von Trier og Thomas Vinterberg med ’Idioterne’ og ’Festen skabte sensation på Cannes-festivalen og med et trylleslag gjorde dansk film til den hotteste dille og dogmebegrebet til international allemandseje.

Men det var i 1995, at Trier skabte palaver ved at smide røde løbesedler ud til forsamlingen under en filmkonference i Paris, læste det trykfriske Dogme-manifest op og derefter forlod podiet.

Dogme ’95 kom til verden, fordi Trier var blevet træt af de snærende bånd, han havde pålagt sig selv i sin efterstræbelse efter teknisk perfektion, som kulminerede i hans formfuldendte, men kolde Anden Verdenskrig-film ’Europa’.

Med tv-serien ’Riget’ havde han fået en fornemmelse for potentialet i et mere afslappet forhold til filmkonventionerne, og han spurgte således en purung Thomas Vinterberg, om han ville være med til at nedfælde et regelsæt, der skulle sætte dem og filmen fri. Og i fællesskab – med Trier som hovedforfatter – nedfældede de kyskhedsløftet med de 10 bud, som man skulle efterleve for at kunne kalde sig dogme-instruktør: Heriblandt at man skulle bruge håndholdt kamera, optage on location, ikke måtte bruge musik, der ikke var med i selve scenen, ikke måtte bruge kunstigt lys eller lave genrefilm eller »overfladisk action«.

Duoen fik Søren Kragh-Jacobsen og Kristian Levring med om bord, og med de fire som de oprindelige dogmebrødre var et fænomen født, som nok skabte opmærksomhed, men som mange forventede ville ende som en fis i en hornlygte.

Men da filmene så dagens lys, viste det sig, at instruktørerne kunne bakke de flotte ord op. Dogme blev noget så sjældent som et snævert kunstnerisk manifest, som hele Danmark kendte og forholdt sig til, og særligt ’Festen’, ’Mifunes sidste sang’ og senere Lone Scherfigs ’Italiensk for begyndere’ og Susanne Biers ’Elsker dig for evigt’ blev store publikumssucceser.

Inden da var dansk film – med få foregribende undtagelser som ’Pusher’ og ’Nattevagten’ – mindre cool end remoulade på en spegepølsemad, og dansk film var generelt stivnet i teknik og litterære tilnærmelser. Dogme gjorde dansk film til et fænomen, både herhjemme og i udlandet.

Lars von Trier under optagelserne på ‘Idioterne’. Foto fra Jesper Jargils bag om-dokumentar, ‘De ydmygede’.

I anledning af 25-års-jubilæeet har DR i denne uge premiere på programmet ’Idioterne der startede Festen’, hvor stort set alle dogmebevægelsens centrale aktører kigger tilbage på årene, der revolutionerede dansk film. Instruktører som Vinterberg, Bier, Scherfig og Ole Christian Madsen samt skuespillere som Trine Dyrholm, Ulrich Thomsen, Iben Hjejle og Anders W. Berthelsen fortæller anekdoter og reflekterer over dogmefilmenes betydning, og så har jeg selv fået æren af at lege uvildig ekspert sammen med filmhistorikerlegende Peter Schepelern.

Dogme skabte grundlaget for den succes, dansk film siden har nydt med store priser i udlandet og instruktører og skuespillere i pendulfart mod Hollywood. Og man mærker reminiscenser af dogme i Tobias Lindholm og Michael Noers reality rules-principper i film som ’R’, ’Krigen’, ’Nordvest’ og ’Kapringen’ samt i konceptfilm som ’Den skyldige’ og ’Cutterhead’.

Men ellers må man nok sige, at dogmeinspirationen generelt er ebbet ud, og at danske film i dag betoner et mere æstetisk poleret og filmisk gennemført udtryk. Dansk film er på mange måder rykket væk fra de grumsede håndholdte billeder fra to-værelses-lejlighederne i København.

Så når taknemmeligheden er lagt til side, er der så overhovedet noget konkret at hente fra Dogme ’95 i dag? Det vil jeg mene. Her er mine bud på, hvordan dansk film – og film i det hele taget – stadig kan lade sig inspirere her et par årtier efter nybruddet:

1. Alle for én

Det var så usædvanligt, at fire instruktører indgik et fællesskab om at lave film ud fra en række fælles principper, at Det Danske Filminstitut ikke ville støtte dogmeprojekterne, blandt andet fordi kollektivtilgangen afveg fra deres vante procedurer. Men netop i holdånden er der fortsat meget at hente.

I dag er danske filmfolk gode til at indgå i faste konstellationer, så for eksempel instruktør, fotograf og klipper lærer hinanden at kende over tid. Men de større konceptuelle samarbejder på tværs af instruktører findes som regel mest i de mere eksperimenterende hjørner af filmbranchen, for eksempel VR eller installationskunst.

Samarbejde kan være svært, når man sidder på hvert sit produktionsselskab og skal igennem et forholdsvist rigidt bureaukrati for at få penge, men med dogmebevægelsen stod det klart, hvor meget energi det kan frigive, når kunstnere feeder på hinandens talenter. Også selvom dogmereglen om, at instruktøren ikke måtte krediteres, var den mest fjollede, al den stund at de alligevel blev opfattet som singulære auteurværker af Trier, Vinterberg etc. end som rendyrkede holdpræstationer.

2. Skru sælgerhatten på

Dogmebølgen blev først og fremmest en succes, fordi filmene var hamrende gode, men man skal heller ikke underkende, hvad særligt Lars von Triers næse for iscenesættelse betød. Fra de røde flyverbreve i Paris (han afprøvede flere forskellige papirtykkelser for at sikre sig, at de ville svæve ordentligt) til manifestets revolutionsromantiske formuleringer og instruktørernes villighed til at positionere sig i opposition til det bestående dansk film blev dogme et umiskendeligt stærkt brand. Markedsføringen gav effektivt opmærksomhed til filmene.

Thomas Vinterberg modtager Juryens Pris under Cannes-festivalen i 1998. (Foto: Screenshot fra ‘Idioterne der startede Festen)

I dag oplever man, at mange danske filmfolk er (over)forsigtige med at fornærme nogen, og man ville ønske, at flere kunne mønstre den frækhed, provokationslyst og det glimt i øjet, som dogmebrødrene indtog verden med. Megen stor kunst er jo lavet, fordi kunstnerne syntes, at deres forgængere var talentløse og/eller reaktionære idioter – og megen stor kunst har fået succes, fordi folkene bag forstod at iscenesætte den på den helt rigtige måde.

Her er dansk film efter dogme – med få undtagelser – blevet lovlig pæn. Af dogmebølgen kan man lære, at filmene ikke behøver stå alene, når man prøver at sætte dagsordenen.

3. Den gode historie over alt

Dogmebølgen havde til formål at rette fokus væk fra filmens maskineri og over mod historien og skuespillerne. Det håndholdte kamera gav spillerne mulighed for at improvisere og agere frit i scenerne, og filmteknikken blev igen underordnet fortællingens præmisser frem for omvendt.

Det var en øjenåbner, at hundredtusindvis af danskere gerne ville indløse billetter til film, der – for nu at sige det på godt jysk – lignede lort (faktisk fandt fotografer som Anthony Dod Mantle på ’Festen’ en særegen skønhed i naturalismen, men… alligevel). I dag forholder det sig anderledes: Med tidens udvikling i biografkultur vs. streaming er det formodentligt vigtigere for folk i dag at få en æstetisk appellerende oplevelse, når de sætter sig foran det store lærred.

Anders W. Berthelsen og Iben Hjejle i ‘Mifunes sidste sang’.

Og i dansk film udviklede der sig da også, forståeligt nok, en mæthed over for det håndholdte kamera og den sparede æstetik.

Men nu, hvor vi igen befinder os i en periode af dansk film, hvor periodedramaer og ’kvalitetsfilm’ fylder meget, er det værd at minde om, at det fortsat er den elementært stærke historie, der i langt de fleste rykker i publikum. Det har været forfriskende med visuelle eksperimenter a la ’Vinterbrødre’ de seneste år, men i mainstreamsammenhæng husker dogmefilmene os på, at du godt kan finpudse colorgrading og baggrundslyde i månedsvis og stadig ende med en middelmådig film, hvis den grundlæggende historie ikke fænger.

I sidste ende var det nemlig ikke det spartanske filmsprog, der lokkede folk ind til ’Festen’ og ’Italiensk for begyndere’: Det var de elementært gribende historier – og de forrygende skuespillere, der besjælede dem.

4. Tro på de nye

Dogmebølgen var det store gennembrud for en ny generation, fra instruktører som Thomas Vinterberg og Lone Scherfig til manuskriptforfattere som Anders Thomas Jensen og Kim Fupz Aakeson og skuespillere som Anders W. Berthelsen, Trine Dyrholm, Iben Hjejle, Paprika Steen, Thomas Bo Larsen og Ulrich Thomsen.

I film som ’Festen’, ’Mifunes sidste sang’ og ’Italiensk for begyndere’ turde man tro på de nye talenter, selvfølgelig godt hjulpet af, at man troede, man var i gang med et par smalle film, der kun skulle gå et par uger i de københavnske arthouse-biografer.

Selvom vi de senere år igen har set et større vovemod på rollelisterne (også fordi mange af de største stjerner har arbejdet i udlandet), er der stadig en tendens til at spille på de sikre heste i dansk film. Men dogmefilmene viste, at danskerne er klar på de nye ansigter, så længe filmene kan bære det. Og der er jo også kun én måde at skabe nogle nye household names på: Ved at caste dem i film, der bryder lydmuren.

Også her lever dogmefortællingerne stadig som inspiration til virke- og vovelyst.

’Idioterne der startede Festen’ kan ses på DR TV.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af