’Hele vejen’: Dansk actionthriller starter mere eksplosivt og ekspressivt, end den slutter

»Hvad er dit barns yndlingsfarve?« lyder et centralt spørgsmål flere gange i den dansk-irakiske instruktør Jahfar Muataz’ spillefilmdebut.

Actiondramaet ’Hele vejen’ udspiller sig i bandemiljøet omkring Nørrebro, hvor karaktererne undervejs må forholde sig til, hvordan en kriminel livsstil går ud over deres familie. Hvis de ikke kan svare på spørgsmålet, er det et sigende bevis for deres afstumpede relation til de nærmeste.

Hovedpersonen Cairo (Afshin Firouzi i sin første hovedrolle) stiller i starten af filmen spørgsmålet til en ung mand for at få ham til at forstå, at han fremover skal være en bedre, mere tilstedeværende far i sit nye liv som eksrocker. Cairo har selv en kriminel fortid og arbejder nu i et exit-program, der hjælper folk ud af bandemiljøet.

Konflikten i ’Hele vejen’ tvinger ham imidlertid tilbage til selvsamme miljø. Da hans afdøde bror Amirs (Arian Kashef) 16-årige søn Hamza (’Shorta’-talentet Tarek Zayat) en nat pludselig forsvinder, reagerer politiet med påfaldende tøven.

Han tager derfor sagen i egen hånd og opsøger sine gamle kontakter, herunder barndomsvennen Saddam (Albert Arthur Amiryan fra ’Krudttønden’ i en anderledes nuanceret rolle), som nu er en hårdkogt bandeleder.

Super16-uddannede Jahfar Muataz har de seneste år taget tilløb til spillefilmdebuten med en håndfuld roste kortfilm, der omhandler komplekse personlige dilemmaer om identitet, tilhørsforhold og moral, typisk tilsat genrefilmkoder og -stil. I ’Kaboos’ og ’Det ottende sakramente’ blander han sågar horrorelementer ind i hovedpersonernes følelsesliv og religiøse kontekst. Afgangsfilmen ’Splittet’ var delvist inspireret af Muataz’ egne erfaringer fra barndommen og en opvækst i Mjølnerparken med afstikkere til Syrien og Irak.

Manuskriptet til ’Hele vejen’ har han skrevet sammen med Babak Vakili, der blandt andet har skrevet ’Fredløs’. I stil med netop Vakilis DR-serie og Fenar Ahmads oplagt sammenlignelige biografsucces ’Underverden’ kæmper hovedpersonen med at styre uden om sin fortid og sin baggrund – både i relation til samfundet og i sit eget splittede indre.

En hvid politiefterforsker spillet af Rasmus Hammerich repræsenterer det danske samfund og ordensmagtens hyggeracistiske blik, som skærer brune danskere over én kam, betvivler deres motiver og stadig forbinder Cairo med sin kriminelle ungdom.

Ligesom Dar Salims sortklædte hævner i ’Underverden’ begynder hovedpersonen også selv at gå gevaldigt på kompromis med sin moral og sætte sit (familie)liv på spil, da han tager bandemiljøets egne voldelige og ulovlige metoder i brug for at redde sin nevø.

Desværre er rejsen ned i Københavns underverden ikke nær så underholdende som i Ahmads actionhit, selvom ’Hele vejen’ på sin farvemættede, kontrastfyldte billedside godt kan følge med.

Typisk for debutfilm lider ’Hele vejen’ nemlig af et ujævnt fortælletempo. En betydelig del af plottet er forhørsscene efter forhørsscene, hvor nogen vil have information ud af andre. Og til trods for, at situationerne oftest er fyldt med voldsparate typer med kort lunte, trækker de for meget i langdrag.

Når der så endelig sker voldelige eskaleringer i Cairos handlinger, føles de til gengæld meget pludselige. For selvom vi får etableret, at hovedkarakteren føler skyld og et faderligt ansvar for sin nevø, kan man alligevel ikke helt forstå, hvad der sker inde i ham undervejs på den amoralske rejse.

Samtidig fremstår scenerne i privaten, blandt andet med kæresten Cille (Stephanie Leon), for overfladiske til at gøre det store indtryk. Derfor rammer de ofre, han senere tager, ikke så hårdt, som de var tiltænkt.

Et lyspunkt er forholdet mellem Cairo og Saddam, der bliver en hjælper for hovedpersonen. Bandelederen føler sig svigtet af sin gamle makker, som forlod miljøet, selvom de med matchende tatoveringer havde lovet hinanden at gå »hele vejen« sammen. Efterhånden bløder Saddam op over for Cairo, og han begynder at overveje at trække stikket på den kriminelle løbebane, som dog er svær at komme ud af.

De to mænds fælles traume, som både binder dem sammen og skubber dem fra hinanden, er ’Hele vejen’s allerførste og også allerbedste scene. I et mareridtsagtigt og ekspressivt minde, udelukkende set gennem Cairos øjne, oplever vi den fejlslagne narkohandel, som bliver broren Amirs endeligt.

Desværre lykkes resten af filmen ikke med at bevaret samme eksplosive intensitet, ja, hele vejen. Men der er helt bestemt lovende takter til Jahfar Muataz’ næste filmprojekt.

---

Kort sagt:
Debutfilmen ’Hele vejen’ er et stilsikkert, men også lovligt ujævnt actiondrama om at være fanget – både fysisk og moralsk – mellem to miljøer.